Kickboxer (1989)

“Kickboxer” er en svedig drengerøvsklassiker af de helt store. I år er det tyve år siden, at den belgiske kampsportsskuespiller Jean-Claude Van Damme cirkelsparkede sig til hævn i Mark DiSalles machofilm fra 1989. Dette celebrerer Scanbox ved at sende filmen ud på en tyndbenet dvd.

Jeg tilhører generationen, der er vokset op med Van Dammes film på salig VHS. Der gik ikke én weekend, uden at jeg var et smut forbi den lokale videopusher for at leje (eller genleje) Van Dammes altid underholdende actionfilm. Så det er langtfra første gang, at jeg ser Van Damme gi den gas i “Kickboxer”.

Jeg må dog medgive – trods nostalgiens vingesus, der strøg mig i møde ved gensynet på dvd – at plottet i “Kickboxer” er tyndere end tyndt og skuespillet ligeså. Van Damme spiller Kurt Sloan, der fungerer som træner og sparringspartner for storbroderen Eric, der er professionel kickboxer. Sammen tager de til Bangkok, hvor Eric vil udfordre den ubesejrede mester Tong Po – en ond satan af natur! Det skulle de (klart nok) aldrig have gjort. Eric bliver lam, ender i rullestol og nu er det op til Kurt at søge hævn over broderen.

Men selvom plottet er tyndt, selvom skuespillet til tider er ubehjælpsomt, så er filmen også (trods det lettere alvorlige hævntema) humoristisk. Her bør man især nyde barscenen, hvor Van Damme – fuld og på rulleskøjter – får pacificeret de øvrige besøgende på baren uden så meget som at få en svedperle på sin olieglinsende muskelkrop. Det kan stadig – tyve år efter filmens premiere – få mine smilebånd til at bøje opad.

Hvis man er fan af Van Dammes kropsfetichistiske actionballader, så er filmen et uundgåeligt must. Hvis man interesserer sig for actionfilmens udvikling i 80’erne og 90’erne, så er den umulig at komme udenom. Men hvis man sætter pris på en god historie, og ditto skuespil, så skal man nok ikke nærme sig filmen. For “Kickboxer” er en opvisning i, hvorledes man på mest effektiv facon kan slå andre mænd til blodige, uformelige masser. Det er en voldsballet, hvor Van Dammes imponerende kampsportsevner iscenesættes med et eneste formål: At udstille dennes elegante måde at uskadeliggøre sine modbydelige modstandere.

Det kan i øvrigt undre, at Scanbox markedsfører “Kickboxer” som en 20års jubilæumsudgave. Man skulle tro, at netop filmens jubilæum kunne afføde en smule kræs for fans. Desværre må man konstatere, at Scanbox-udgaven er helt foruden ekstramateriale. Det er ærgerligt, da det kunne have været interessant med retrospektive kommentarer om filmen leveret af f.eks. Mark DiSalle og Van Damme –  se dét ville have været kræs!

Læs også anmeldelsen her: KLIK

Mænd der hader kvinder (2009)

I går aftes så jeg giraffen for første gang.  Den lå pakket forsvarligt i en boblekuvert i postkassen (den var blevet sendt til anmeldelse fra Nordisk Film) og jeg kunne altså ikke længere krybe udenom. Nu skulle jeg stifte bekendtskab med den film, der havde trukket 950.000 danske lemminger i biografen.

Jeg havde ellers hårdnakket forsøgt at holde afstand til Stieg Larsson-psykosen, der som en løbsk steppebrand i løbet af ingen tid havde spredt sig fra det litterære forum til filmens. Ja, jeg tilhører  endog stadig den lille, eksklusive enklave af personer, der ikke har læst de tre Larsson-romaner i Millennium-trilogien, der herhjemme har gjort det lille Århus-forlag Modtryk til et lykkeligt et af slagsen. En gruppe af personer, der for hver dag bliver mindre og mindre, må jeg konstatere. I alt har trilogien solgt over 10 millioner eksemplarer på verdensplan. Det er – om ikke andet – et imponerende salgstal.

Men nu, hvor jeg (langt om længe) har været omkring Niels Arden Oplevs filmatisering af “Mænd der hader kvinder”, kan jeg konstatere, at der har været noget om snakken og virakken. For det er en god film, en god krimi, som den danske trio Oplev, Arcel og Heisterberg har fået skruet sammen. Den er velskrevet,  velinstrueret, velspillet, velfotograferet og velkomponeret.

Eric Kress’ smukke billeder af det sneklædte og regntunge Sverige klæder filmen ekstraordinært godt og forlener den med en æstetisk side, der er sjældent set i krimier. Man kunne ønske sig, at det var det samme ensemble af filmkunstnere, der skulle varetage tilblivelsen af “Pigen der legede med ilden” og “Luftkastellet der blev sprængt”, men det er det desværre ikke. De to sidste film i trilogien får i øvrigt biografpremiere henholdsvis 18. september og 24. november i år.

Filmen er barsk, det er ikke Barnaby-idyl, der præger denne fortælling, og flere scener udmærker sig ved at være ekstraordinært brutale – genren taget i betragtning. Især computerhackeren Lisbeth Salander (spillet suverænt af Noomi Rapace) er med til at give “Mænd der hader kvinder” et løft. Hendes ustabile person, hun har et kæmpe skab fyldt med skeletter, forlener filmen med en aura af mystik. Hvem er hun egentlig? Hvad er hendes historie? Hvorfor har hun været indlagt på psykiatrisk afdeling? Alle spørgsmål, vi ikke får besvaret i denne første film i serien.

Filmens omdrejningspunkt er en række yderst bestialske  og rituelle kvindemord. Journalisten Mikael Blomkvist (Michael Nyqvist) bliver hyret af rigmanden Henrik Vanger, der ønsker at han skal grave i fortiden. Blomkvist skal finde ud af, hvem der næsten fyrre år tidligere dræbte Vangers niece – den 16årige Harriet. Men det er ilde set, at Blomkvist – og senere også Salander – roder op i fortiden. Efterhånden som det noget umage makkerpar får snuset rundt i diverse arkiver går det op for dem, at ikke alt er som det skal være i den noget uharmoniske Vanger-familie. Deres liv kommer i fare!

 Man føler sig underholdt fra start til slut. Dette er ikke den sædvanlige krimi, omend selve grundstrukturen er set før, og dens intensitet holder fra start til slut. At Salander køres i stilling som en mystisk og uudgrundelige person tjener filmen godt. Man ved aldrig, hvor man har hende. Hun er snu som en snog, hun er stærk og handlekraftig,  men hun er også skrøbelig som en lille pige. Hun bærer på et traume, der gør, at hun kun svært binder sig til andre mennesker. Hun er filmens mest interessante karakter.

Hvis man holder af en veltunet krimi-thriller med solide skuespilpræstationer, en modbydelig historie og en æstetisk side, som mange krimier kunne (burde!) tage ved lære af, så skal man klart unde sig at se – eller nok nærmere gense – “Mænd der hader kvinder”. Det er gedigen underholdning af bedste krimiskuffe.

Anmeldelsen af “Mænd der hader kvinder” kan også læses her: KLIK.

 

The Gravedancers (2007)

Er man til modbydelige spøgelser med ondt i sinde, så bør man stifte bekendtskab med The Gravedancers.

The Gravedancers, der er instrueret af Mike Mendez og indgår i serien After Dark Horrorfest, er en ganske overbevisende og gåsehudsfremkaldende sag, der med bl.a. Dominic Purcell i front (den uheldige og uskyldigt fængslede storbror i Prison Break) leverer fint skuespil.

Historien tager sin sørgelige begyndelse, da tre tidligere skolekammerater samles til gravøl for at mindes en gammel bekendt, der er død i et biluheld. Men allerede forinden denne triste begivenhed, er vi (seerne) blevet præsenteret for filmens sande tema: Ondsindede spøgelsesbæster!

Efter begravelsen mener Sid (Marcus Thomas), at de alle tre skal tage tilbage til kirkegården, naturligvis om natten, hvor de skal hylde vennen og sige et sidste farvel. Ved dennes gravsten finder Sid en sort konvolut, der indeholder et digt. Han læser digtet højt, hvorefter vennerne i kådhed og fuldskab danser på tre grave – det skulle de aldrig have gjort!

Uforvarende har de vækket tre modbydelige ånder til live, der nu hver især hjemsøger den uheldige trio. For digtet var ikke digt, det var en besværgelse, der sammen med den udførte ekstatiske gravstensdans tager form af et ritual, der kan bringe de døde til live.

Harris (Dominic Purcell) og hans kone Allison (Clare Kramer) hjemsøges af en galsindet pianist, der plaget af jalousi i en veritabel blodrus har slået sin elsker og dennes kone ihjel med en økse. Sid har fået besøg af en ildliderlig pyroman, der har forårsaget døden af hele sin familie ved at sætte ild til sit hjem, og Kira (Josie Maran) bliver holdt indespærret og tortureret i sit eget hjem af en sadistisk og perverteret voldtægtsforbryder.

For at blive disse gespenster kvit, der så brutalt har mast sig ind i deres liv, opsøger de spøgelsesjægeren Vincent Cochet (Tchéky Karyo), der skal genoprette den oprindelige balance. Desværre viser det sig ikke at være så ligetil som først antaget, hvilket det jo aldrig er, så vennerne underkastes et sandt inferno af lidelse og uhygge.

Fra filmmediets spæde barndom har spøgelsesfilm udgjort en betydelig del af horrorgenrens blodige og nervepirrende mangfoldighed. Det metafysiske element, at livet kan fortsætte efter døden, har altid ansporet historieskabere til at undersøge grænsen mellem livets ophør og dødens begyndelse. The Gravedancers skriver sig således ind blandt sådanne film som Poltergeist, The Others, The Shining, The Amityville Horror, The Haunting, The Legend of Hell House og Unrest, der ligeledes er en film, der indgår i serien After Dark Horrorfest.

Interessen for spøgelsesfilm vil aldrig forsvinde. Så lang tid, man spekulerer over, hvad der befinder sig på den anden side af livets grænse, så lang tid vil der blive produceret horrofiktioner, der har spøgelser, ånder og poltergeister som en essentiel del af narrationen.

The Gravedancers har nogle absolut seværdige momenter, der i den grad leverer det for genren påkrævede gys og den efterfølgende reflektorisk betingende gåsehud. Især scenerne i hjemmet hos ægteparret Harris og Allison er nervepirrende, hvilket bl.a. afstedkommes af, at den lurende ondskab ikke visualiseres. Vi ved – ligesom det nervøse ægtepar – at der er noget på færde, men det bliver ikke skåret ud i billeder. Ikke i starten, i hvert fald.

Der hvor filmen begynder at tabe pusten, er hvor den skifter spor fra at være implicit til at være eksplicit. En fejl, der desværre opleves alt for ofte indenfor genren. Man tror fejlagtigt, at uhyggen effektiviseres ved at gøre spøgelserne korporlige og fysiske (ofte ved at gøre dem makabre og fysiologisk forvrængede), hvorimod det rent faktisk er det modsatte, der gør sig gældende. Det er nemlig på bekostning af fantasien, at man visualiserer ondskaben, og hvis man skærer tingene ud i pap, så går en del af uhyggen fløjten. Dette er også tilfældet med The Gravedancers.

Men selvom man er forfaldet til den lette løsning (måske for at tækkes mængden?), så er der som tidligere anført momenter i filmen, der gør den om ikke til en genreklassiker, så dog til et underholdende bekendtskab, der nok skal kunne få hårene til at stritte på svage sjæles isser.

What’s Eating Gilbert Grape (1993)

Nogle gange stiller man sig selv følgende spørgsmål: Hvorfor har man ikke tidligere fået set denne film? Præcis dette spørgsmål stillede jeg mig selv i går aftes, da jeg så Lasse Hallströms “What’s Eating Gilbert Grape?” Ja, hvorfor ikke? Når man tager følgende tre nedenstående punkter i betragtning, så kan det undre én, at jeg først seksten år efter filmens tilblivelse har taget mig sammen til at få den set – og det  endog til trods for, at jeg i to år har haft filmen stående på hylden!

1) Jeg har altid nydt et godt Hallström-opus.

2) Jeg er en stor beundrer af Johnny Depp.

3) Jeg er en ditto stor beundrer af Leonardo DiCaprio.

Men selvom “What’s Eating Gilbert Grape?” netop er et Hallström-opus, hvor både Johnny Depp og Leonardo DiCaprio medvirker, så har jeg altså først nu fået set filmen. Og  filmen er, må jeg med glæde konstatere, en lille solstråle, hvor især DiCaprio brillerer. Han blev da også ved Oscar-uddelingen i 1994 indstillet til den gyldne statuette i kategorien Bedste Mandlige Birolle. Oscaren gik dog i stedet til Tommy Lee Jones for dennes præstation i action-thrilleren “The Fugitive”, der heller ikke er dårlig – hverken filmen eller Jones’ præstation.

Vi befinder os i den lille udørk Endora, hvor familien Grape lever et relativt stillestående og knapt så indholdsrigt liv. Årets store tilbagevendende begivenhed for Gilbert (Depp), og dennes mentalt underudviklede lillebror Arnie (DiCaprio), består i at byde de campister velkommen, der alligevel blot kører igennem den lille flække uden at sagtne farten en tøddel. Ingen gider bruge tid i byen, der da også bliver mindre og mindre. Blandt andet takket være det store nye indkøbscenter Foodland, der presser Endoras lille købmand (hvor Gilbert arbejder) økonomisk til det yderste. Gilberts liv cirkler om tre ting: 1) At tage sig af familien 2) At varetage sit arbejde hos købmanden og 3) At være gigolo for Betty (Mary Steenburgen), der altid skal have bragt varer ud, når hendes mand er på arbejde. Så er der nemlig tid til – og mulighed for – lidt hurtig hygge henover køkkenbordet.

Familien Grape består, udover de to brødre, af søstrene Ellen og Amy samt den (mildt sagt) lettere korpulente mor Bonnie, der for stedse er strandet i familiens sofa med fjernbetjening i den ene hånd, mad i den anden og en tændt smøg dinglende i munden. Familiens patriark har taget sig selv af dage, han hængte sig i kælderen, og befordrede  dermed den ellers smukke Bonnie ind i et limbo af trøstespisning, der forvandlede hende til (som Gilbert selv siger) en hval.

Filmen centrerer sig primært omkring brødrenes forhold. Gilbert er den beskyttende fadersubstitut, der tager Arnie under sine vinger – også selvom det er et krævende arbejde, der tærer på ham. Gilbert føler en udlængsel, han vil væk fra Endoras snævre rammer, men føler sig også bundet til byen pga. familien. Gilberts verden ændrer sig radikalt, da én af de mange campingturister ufrivilligt må gøre holdt i byen, da deres bil bryder sammen.

Ind på scenen træder Becky (Juliet Lewis), der tager Gilbert med storm. Hun er berejst, hun er  også (trods sin unge alder) livsklog og hun får Gilbert til at se på verden og livet på en ny måde. Der er muligheder overalt, blot man griber dem. Hun ser familien Grape som mennesker og ikke (som resten af byen) som en flok særlinge, der har forskanset sig langt ude på landet. Becky bebuder forandring for Gilbert og forandringen, ja den udebliver da heller ikke.

“What’s Eating Gilbert Grape?” er en hjertevarm film, der indleder en lang række af lignende Hallström-film, der er smukke, rørende og dramatiske. Tænk blot på sådanne perler som “The Cider House Rules” (1999), “Chocolat” (2000), “The Shipping News” (2001) og “An Unfinished Life” (2005). Præstationerne fra Depp og DiCaprio er suveræne, og det er altid dejligt at opleve John C. Reilly – denne gang som Gilberts godmodige ven Tucker Van Dyke. Se filmen og bliv bekræftet i, at Hallström laver smukke film, at både Depp og DiCaprio allerede tidligt i deres karrierer var talentfulde skuespillere og at det blot er et spørgsmål om (kort) tid, førend begge bliver beriget med en Oscar-statuette.

En lille sjov slutbemærkning er, at jeg i formiddags så et afsnit af animations-satireserien “American Dad!”, der netop parafraserer “What’s Eating Gilbert Grape!”. Det er da et pudsigt sammentræf.

Anmeldelsen af “What’s Eating Gilbert Grape?” er også uploadet HER.

 

Om giraffer og interesser

På Louvre hænger der en giraf. Giraffen, der er af hunkøn, hedder Mona Lisa. Mona Lisa (eller La Gioconda) blev malet af den italienske renæssancekunstner Leonardo da Vinci i perioden 1503-1506 på bestilling af  Francesco del Giocondo, der ønskede et portræt af sin nye, unge kone -  den 24-årige Lisa Gherardini. Men det er ikke det, der gør giraffen interessant.

Men hvad er det, der gør Mona til en giraf? Og hvad er det, der gør hende interessant? Før jeg går nærmere ind i “giraf-diskussionen”, så lad os se nærmere på det 500 år gamle maleri. I sig selv er maleriet ganske uanseligt. Det er er holdt i jordtoner, er malet på poppeltræ med olivefarver og måler blot beskedne 77 x 53 cm. Alligevel bliver dette miniaturportræt holdt bag “lås og slå” og bliver bevogtet af to vagter i åbningstiden. Ja, maleriet er endog så omsværmet, at det er det eneste på Louvre, der kan generere meter lange køer af nysgerrige turister, der vil blitze renæssanceskønheden til døde.

Det, der drager turisterne, er ikke maleriet i sig selv. Det er heller ikke maleriet som kunstværk. Det dragende er ikke de kunsthistoriske aspekter eller kunstneren, der har skabt værket. Det dragende er mysteriet. Det er historien, der omgærder maleriet.  Det er dét, der gennem tiderne har fået millionvis af mennesker til at stimle sammen om det petit maleri. Det er det gådefulde – især hendes smil – der har gjort maleriet til et kultobjekt. Det er det gådefulde, der har gjort Mona Lisa til kunsthistoirens mest berømte og alment omtalte maleri.

Og så er der lige én årsag til, at man skal se Mona Lisa: Naboen har set hende! Det bringer mig til den ovenover omtalte “giraf-diskussion”. Når man kækt siger, at man “skal se giraffen”, så dækker det over, at man skal se noget berømt. Noget (eller nogen), der har fået megen omtale. Det kan være kendisser som starlettter, filmstjerner, rock- og popikoner, royale, fotomodeller eller andre celebre personer, der bevæger sig i offentlighedens rum med meterlange kameralinser som faste følgesvende. Men giraffen kan altså også – som i tilfældet med Mona Lisa – være en “død” genstand. Et kunstværk, en film,  en bog eller noget andet berømt og ofte omtalt.

For at noget (eller nogen) kan opnå status som giraf, skal det altså være berømt – som de celebre personer, hvis liv nogle finder det ret så interessant at snage i. Giraffer er altså noget, man partout må og skal se – interesse underordnet – da alle andre har set dem. Hvis man ikke selv ser dem, så er man udenfor det kulturelle fællesskab. Derfor er giraffer også filmen, som man må og skal se, fordi alle andre har set den (Flammen & Citronen). Det er også bøgerne, som man må og skal læse, fordi alle andre har læst dem (Stieg Larssons krimier, Harry Potter osv.). Og det er de arkitektoniske monumenter, som man må og skal se (samt fotograferes ved) fordi alle andre er blevet det (Eifeltårnet, Peterskirken, Big Ben osv, osv, osv).

Og så er der kunstgiraffen over dem alle: Mona Lisa. Kvinden, der hvert år bliver set af tusindvis af ferierende Louvre-gæster, der egentligt ikke er interesseret i kunst, som ikke bruger tid på den i hverdagen  (altså går på musseer, besøger ferniseringer, læser anmeldelser og artikler i danske/internationale dagblade eller beriger sig selv med kunstbøger), men som opsøger giraffer for at kunne sige “been there, done that”.

Og det er samme tendens, der gør sig gældende, når biograferne på bedste lemming-vis stormløbes af menneskemængder, der skal se Ole Christian Madsens Flammen og Citronen eller Lars von Triers Antichrist. De har fået megen omtale, ergo skal man se dem – også selvom man normalt ikke går i biografen eller ser film. Det er fænomenet – og at naboen har set dem – der er interessant. Det samme kan man sige om bestsellerlitteratur, hvor især krimigenren har gyldne dage. “Har du læst Stieg Larssons krimier?” er et spørgsmål, der stilles uafbrudt! Man skal have læst dem, hvis man vil tale med. Man kan ikke undgå fænomenet, der lurer rundt om ethvert hjørne. Men igen er det mere fænomenet, end det er litteraturen, der er interessant.

 

Coldplay: Viva La Vida Tour ’09 (Herning)

Efter at have lagt halvfrosne ører til det danske opvarmningsband Moi Caprice (og de britiske “special guest stars” White Lies) gik Coldplay på scenen – fashionabelt 25 minutter forsinket. Måske de blev opholdt backstage af  inviterede VIP-gæster som Bjarne Riis og Prinsesse Marie. Who knows? Vejrprofeterne havde i øvrigt (noget nedtrykkende) lovet silende regn, men det blev blot til lidt blid “butterfly rain”, der ikke havde nogen indvirkning på den kommende kometagtigt suveræne koncertoplevelse, som Chris Martin og Co. skulle vise sig at levere.

Den krøltoppede forsanger var i hopla, og han lagde blandt andet ud med at takke publikum for at troppe op i det utidige (og kolde) vejr for at (hæ hæ) høre cold play! That’s funny stuff…

Imens den smukke storskærmsintro løb af stablen, hvor en satellit fiser rundt om jorden indtil den langsomt zoomer ind på Danmark og Herning, drøner Johan Strauss’ imposante mesterværk af en komposition An der Schönen Blauen Donau ud af højtalerne og henover ca. 40.000 begejstrede hoveder. Efterfølgende ville begejstringen ingen ende tage, da bandet spillede “Yellow” – fra albummet “Parachutes” – imens hundredvis af store, gule heliumfyldte balloner dansede henover et syngende og opstemt publikum. Det tegnede allerede her til at blive en fantastisk koncert!

Viva La Vida-touren startede i Herning, så man kunne frygte, at koncerten ville (eller kunne) være præget af en masse justeringsfejl. Men – set bort fra en fluktuerende lyd, der nogle gange ikke vidste, hvor den ville hen – så var det en “spotless” koncert med et band i højeste gear. Der var ikke kun lækre, sprøde toner fra forsangeren, der var også delikate trommesoloer, smukke ørehængere af stille klaverstykker og guitarsoloer med spark i. Alt i alt et suverænt samspil de fire bandmedlemmer imellem.

Selve showet var én lang æstetisk nydelse, der givetvis har krævet et kæmpe logistisk forarbejde. Den smækre videoæstetik, der blandt andet akkompagnerede nummeret “Lovers in Japan” – fra albummet “Viva La Vida” – gav gåsehud. Musikken blev ledsaget af en billedesmuk videomontage, der fyldte hele hovedscenens gigantiske storskærm. Ligeledes var scenografien og det flotte lys- og lasershow inkorporeret så fuldendt godt i showet, at man ikke kunne andet end at få sitrende ståpels på armene af den synæstetiske oplevelse, koncerten som helhed udgjorde.

Et element ved koncerten, der også bør fremhæves, er bandets pludselige forsvinden fra hovedscenen og efterfølgende opdukken på en “hemmelig” og intim scene midt i publikum, hvor de hyldede Michael Jackson med en smuk akustisk udgave af “Billie Jean”. Et cadeau til et af musikhistoriens største ikoner, der sad lige i skabet.

Sceneshowet var – som skrevet ovenover – imponerende. Ligeledes var det en sanselig oplevelse at stå midt i et syngende menneskehav, imens konfettikanoner pustede kæmpe mængder af selvlysende konfettistumper  (udformet som sommerfugle) ud over en mørk nattehimmel. En nattehimmel, der i ny og nær blev skåret igennem af knivskarpe laserstråler i røde, grønne og lilla nuancer. Det var smukt. Det var brillant. Det var FANTASTISK!

Én af undertegnedes favoritter var “Fix You”, der  i den grad tog kegler. Et nummer så smukt og sanseligt, at man alene ved tanken om det får tårer i øjnene. Det er ej heller for ingenting, at lyrikken lader os vide, at: And the tears come streaming down your face, when you loose someone you can’t replace …

Som en ganske udpræget novice (så er det sagt, så er det skrevet) ud i musikkens verden, må jeg blankt krybe til korset og indrømme, at hverken Moi Caprice eller White Lies sagde mig noget – og det i enhver henseende. Ikke kun trængte lyden svært igennem, forsangeren i White Lies var også svært forståelig. Ja, han var næsten uforståelig. Det var muligvis grundet lydteknikken, men umiddelbart lød især White Lies i mine ører som “white noise”.

Den eneste anke ved dette giga-foretagende har intet – absolut intet – med selve koncerten at gøre. Rent infrastrukturelt og trafiklogistisk viste det sig efter koncerten, at de 40.000 gæster (i hvert fald dem i biler) måtte slå sig ganske alvorligt med tålmodighed. Der var kø. Der var lang kø. Der var en ABNORM lang kø. Det tog alene i nærheden af en time at blive gelejdet ud fra parkeringsområdet, og hvad der normalt tager ca. 1 time og 30 minutter (turen Herning/Odense) tog denne nat hele 4 udmattende og sindsoprivende kedelige timer. Det kunne være formidabelt – og anbefalelsesværdigt – hvis Messecenter Herning til deres næste kæmpekoncert får bedre styr på de trafikale forhold.

Men trafikken “by side”, så fik de omtrent 40.ooo glade Coldplay-fans stillet sulten med intet mindre end 25 numre svarende til over to timers koncert. Det kan ikke være til andet end bestået. Afslutningsvis blev vi forkælet med to ekstranumre, hvor “The Scientist” var med til at sætte et fint og melankolsk punktum for koncerten. Med dette smukke nummer (samt “Life in Technicolor II”) gjaldende ud til os, og et fint og sprudlende festfyrværkeri på den bælgmørke nattehimmel, takkede det britiske superband af med pomp og pragt. Jeg kan blot konstatere, at det givetvis ikke er sidste gang, at jeg skal høre Coldplay Live in Concert – that’s for sure!