Om giraffer og interesser

Posted on 18. august 2009

0


Mona Lisa

På Louvre hænger der en giraf. Giraffen, der er af hunkøn, hedder Mona Lisa. Mona Lisa (eller La Gioconda) blev malet af den italienske renæssancekunstner Leonardo da Vinci i perioden 1503-1506 på bestilling af  Francesco del Giocondo, der ønskede et portræt af sin nye, unge kone -  den 24-årige Lisa Gherardini. Men det er ikke det, der gør giraffen interessant.

Men hvad er det, der gør Mona til en giraf? Og hvad er det, der gør hende interessant? Før jeg går nærmere ind i “giraf-diskussionen”, så lad os se nærmere på det 500 år gamle maleri. I sig selv er maleriet ganske uanseligt. Det er er holdt i jordtoner, er malet på poppeltræ med olivefarver og måler blot beskedne 77 x 53 cm. Alligevel bliver dette miniaturportræt holdt bag “lås og slå” og bliver bevogtet af to vagter i åbningstiden. Ja, maleriet er endog så omsværmet, at det er det eneste på Louvre, der kan generere meter lange køer af nysgerrige turister, der vil blitze renæssanceskønheden til døde.

Det, der drager turisterne, er ikke maleriet i sig selv. Det er heller ikke maleriet som kunstværk. Det dragende er ikke de kunsthistoriske aspekter eller kunstneren, der har skabt værket. Det dragende er mysteriet. Det er historien, der omgærder maleriet.  Det er dét, der gennem tiderne har fået millionvis af mennesker til at stimle sammen om det petit maleri. Det er det gådefulde – især hendes smil – der har gjort maleriet til et kultobjekt. Det er det gådefulde, der har gjort Mona Lisa til kunsthistoirens mest berømte og alment omtalte maleri.

Og så er der lige én årsag til, at man skal se Mona Lisa: Naboen har set hende! Det bringer mig til den ovenover omtalte “giraf-diskussion”. Når man kækt siger, at man “skal se giraffen”, så dækker det over, at man skal se noget berømt. Noget (eller nogen), der har fået megen omtale. Det kan være kendisser som starlettter, filmstjerner, rock- og popikoner, royale, fotomodeller eller andre celebre personer, der bevæger sig i offentlighedens rum med meterlange kameralinser som faste følgesvende. Men giraffen kan altså også – som i tilfældet med Mona Lisa – være en “død” genstand. Et kunstværk, en film,  en bog eller noget andet berømt og ofte omtalt.

For at noget (eller nogen) kan opnå status som giraf, skal det altså være berømt – som de celebre personer, hvis liv nogle finder det ret så interessant at snage i. Giraffer er altså noget, man partout må og skal se – interesse underordnet – da alle andre har set dem. Hvis man ikke selv ser dem, så er man udenfor det kulturelle fællesskab. Derfor er giraffer også filmen, som man må og skal se, fordi alle andre har set den (Flammen & Citronen). Det er også bøgerne, som man må og skal læse, fordi alle andre har læst dem (Stieg Larssons krimier, Harry Potter osv.). Og det er de arkitektoniske monumenter, som man må og skal se (samt fotograferes ved) fordi alle andre er blevet det (Eifeltårnet, Peterskirken, Big Ben osv, osv, osv).

Og så er der kunstgiraffen over dem alle: Mona Lisa. Kvinden, der hvert år bliver set af tusindvis af ferierende Louvre-gæster, der egentligt ikke er interesseret i kunst, som ikke bruger tid på den i hverdagen  (altså går på musseer, besøger ferniseringer, læser anmeldelser og artikler i danske/internationale dagblade eller beriger sig selv med kunstbøger), men som opsøger giraffer for at kunne sige “been there, done that”.

Og det er samme tendens, der gør sig gældende, når biograferne på bedste lemming-vis stormløbes af menneskemængder, der skal se Ole Christian Madsens Flammen og Citronen eller Lars von Triers Antichrist. De har fået megen omtale, ergo skal man se dem – også selvom man normalt ikke går i biografen eller ser film. Det er fænomenet – og at naboen har set dem – der er interessant. Det samme kan man sige om bestsellerlitteratur, hvor især krimigenren har gyldne dage. “Har du læst Stieg Larssons krimier?” er et spørgsmål, der stilles uafbrudt! Man skal have læst dem, hvis man vil tale med. Man kan ikke undgå fænomenet, der lurer rundt om ethvert hjørne. Men igen er det mere fænomenet, end det er litteraturen, der er interessant.

 

About these ads