Månedsarkiv: december 2009
Favoritdigt: Rudolf Broby Johansen “Stridsmænd for det vi elsker” (1922)
BLIKLAMPE OSER
ØDE STUE
LANGT TRÆBORD
SEX SVULNE GUSTNE MANDKROPPE
VÆG FLÆNGES
MADONNA: UNG PIGE I FLUGT
ANGST-VILD
KJOLE: TVÆRSOVERREVET LAS
ENE BRYST: HELLIGT BJERG
BEDENDE
DE GLOR
RYSTER
SAMLER SIG OM HENDE (FLEMTENDE)
GIR PLADS
KOPARRET VÆLTER GENNEM DØR
SPÆNDER BEN
FLUNSER KLUNS TIL GAB-SÅR
VOLDTAR
DE ANDRE ORDNER VED HALMSTRÅ-
LODTRÆK RAD-FØLGE
SKALLEKLIPPET RØDT BLOK-HOVED ENSOM
PANDE FLOD-SVULMER
ANSIGT-TEGL-RØD-PLETTER
DYB-RØDNER
KULMØRKNER
ØJEN BLODSKYDER
ILDRØD
TÆNDER GNISTRER
LANGSOMT KRAVLER ORM-ÅRER UNDER
RØD-VABLET HALSHUD
UNIFORM RIVES OP (KNAPPER REGNRASLER)
FRÅDE
FRA FINGRE SPRINGER BLOD
SÅ SLÅS DE
SÅ SLÅS ALLE
KVINDE
KROP
LIG
KOLBE / HÆNDER / BAJONET
KVASER / KNÆKKER / FLÆNSER
DE FLYGTER FRA HINANDEN
I HALVDUNKEL I HVER KROG
SYFILITIKER KRAVLER OVER LÅRSTUMP /
LEDKNOKKEL VÆSKER CHROM OVER
BLÅBLODS FALLOS (PADDEHAT)
GYMNASIAST STOPPER GENITALIA IND I
SKO / FEBRILSK
DOBBELTNAKKE MASTURBERER
MENSTRUATIONSBINDTYGGENDE
FLEJN-SKALLE HIVER SKAMLÆBER OVER
FLODD-PENIS SOM KRAVE
KLYNKHYLENDE KRAVLER DE SIDEN LØS PÅ
HINANDEN (HUNDE)
GRÅ TREKANTER I CRAMBOLAGE
FALLER: RØDE CYLINDRE
TESTIKLER: VIOLET-MØRK-BLÅ KUGLEPAR
LÅST DØR FAVN-DRUKNER ØXEHUG
“Spise med Price” :: Lav James & Adam Prices retter fra DR2-programmet.
DR har udgivet en kogebog, der indeholder en lang række af de lækre retter som kokke- og brødreparret Adam & James Price har fremtryllet i DR-programmet “Spise med Price”.
Forlaget skriver om udgivelsen:
I denne nye kogebog kan du få brødrene Adam og James´ bedste opskrifter fra DR2-programmet ´Spise med Price´, hvor de to værter med stor kærlighed til det klassiske tv-køkken og nysgerrighed efter nye smagsoplevelser kaster sig ud i kogekunsten.
Deres far, John Price, var i mange år en kendt madskribent, kogebogsforfatter og et fremtrædende medlem af Dansk Gastronomisk Akademi. Adam Price er blandt andet madanmelder og uddeler kokkehuer i Politiken, hvor også James er ansat til at dele ud af opskrifter fra eget køkken.
Humor og selvironi er en fast bestanddel af ´Spise med Price´-programmerne, og dette går igen i kogebogen, hvor læseren får historien bag retterne. I såvel DR2-programmerne som i kogebogen af samme navn får vi da også præsenteret retterne sammen med anekdoter fra familien Prices køkkenliv.
Læs blandt andet om den berømte Boeuf Stroganoff, der hjemme hos familien Price kun blev lavet ved festlige lejligheder, og som blev præsenteret første gang i tv i Jørgen Ifversens talkshow ´Lørdagshjørnet´, hvor John var gæst og lavede retten med sin vanlige sans for drama ´in front of a live studio audience´. Mandagen efter fik James i skolen at vide, at han da havde en tosset far, for det var da helt vanvittigt at bruge så meget paprika …
Sara Blædel er klar med “Hævnens gudinde”
People’s Press udgiver endnu en omgang femikrimi med kriminalassistent Louise Rick. Det er Sara Blædels femte krimi i den succesfulde serie. En serie, der har har stor gunst hos danske krimilæsere. De danske bogelskere har netop valgt deres yndlingsforfatter for 21. gang, og vinderen blev Sara Blædel for “Hævnens gudinde”!
Forlaget skriver følgende om udgivelsen:
Midt i afhøringen af enken efter en ung mand med rockerrelationer, bliver kriminalassistent Louise Rick ringet op af sin plejesøn, Jonas: En klassefest er endt i vold, fordi en flok rødder er trængt ind for at få fat i sprut og værdier.
Den 12-årige Signe vil løbe efter hjælp, men da Louise når frem, er der sket en tragisk ulykke. Signe er løbet ud foran en bil, og senere samme nat dør hun af sine kvæstelser.
For Signes mor forsvinder meningen med livet, da hun mister sit eneste barn. Men er hun ikke bare opfyldt af sorg, men også af ønsket om hævn? En mordbrand giver sagen højeste prioritet hos politiet, sporene fører i flere retninger, men efter et uventet tip fra veninden Camilla Lind forstår Louise, at ikke alle fortæller hele sandheden.
Kilde: People’s Press
Giv et Ekko-abonnement i julegave – og få selv en julegave.
Julen nærmer sig og dermed det store hovedbrud: julegaverne!
Fortvivl ikke. På en hurtig og nem måde kan du give et års abonnement på Ekko i julegave til en person, som du gerne vil glæde.
Du skal blot udfylde dette skema online på Ekkos hjemmeside. Så får du tilsendt det seneste nummer af magasinet, som du kan pakke ind som en gave.
Samtidig kan du vælge en gave til dig selv blandt syv dvd’er og én bog. Desuden deltager du i lodtrækningen om dvd-boxsættet Malmros Collection, der samler alle Nils Malmros’ ni spillefilm, inklusive mesterværket Kundskabens træ og den allerseneste Kærestesorger. Samlet spilletid: 15 timer og 35 min.
Julegave-abonnementet koster 375 kr. inkl. forsendelse. Af hensyn til juleposten er sidste bestilling fredag den 18. december kl. 13.
Bestil julegave-abonnementet og vælg din egen gave online eller ring på telefon 8838 9292.
Juletid er juleknas og juleslik og julehygge og julesne og juleøl og JULEFILM.
Jeg har mine faste, ubrydelige juletraditioner. Jeg elsker marcipangrise, brændte mandler, stenhårde snebolde og Carlsbergs julebryg, som desværre (fanden tage bryggeriet) er gået ud af produktion! Med lige så stor træfsikkerhed kan jeg nævne de film, jeg med stensikker usvigelighed ser hver eneste jul. Her følger en lille håndfuld af min favoritjulefilm:
I den hårde ende af julefilmsskalaen finder man de solide drengerøvsklassikere “Die Hard” og “Lethal Weapon”. Hvem siger, at julefilm skal være lutter bjældeklang og englesang? Ikke John McTiernan og Richard Donner, i hvert fald!
Så er der den hylemorsomme og lårklaskende sjove “Christmas Vacation” aka “Fars fede juleferie” med Chevy Chase i jublende storform samt Chris Columbus’ “Home Alone” og “Home Alone 2: Lost in New York”. Disse kan man på ingen måde komme udenom, hvis man vil kalde sig selv for julefilmsconnaisseur. Ligeledes er det en synd af den øretævefremkaldende slags, hvis Henry Selicks himmerigsmundfuld af en animationsklassiker “The Nightmare Before Christmas” ikke er at finde på en liste over bedste julefilm nogensinde.
Man må naturligvis heller ikke glemme Michael Curtiz-klassikeren “White Christmas” med salig Bing Crosby fra 1954 eller den måske bedste filmudgave af Charles Dickens’ “Et juleeventyr”, nemlig Richard Donners suveræne “Scooged” med Bill Murray som julehader numero uno.
Hvis man vil have lidt (u)hygge klemt ind i julen, så er der kun én film, man behøves tænke på: Joe Dantes nostalgiske 80’er klassiker “Gremlins”. Med den alene er julen reddet! Man kan også få et smil på læben med den lettere underlødige Schwarzenegger-julefilm “Jingle All the Way” eller “The Santa Clause” med Tim Allen.
Hvis man er til sukkersød snemands-gøgl, så kan “Jack Frost” med Michael Keaton sikkert smelte selv det hårdeste ishjerte og med George Seatons juleklassiker “Miracle on 34th Street”, så er der lagt i kakkelovnen til en ægte kleenex-jul. Der findes i øvrigt et ondt pendant til den nuttede – og ovenover omtalte – “Jack Frost”. Det drejer sig om Michael Cooneys “Jack Frost” fra 1996, der handler om en seriemorder, der dør … og genopstår som en ond snemand!
Der er også noget for de blodtørstige slasher-elskere, der sikkert vil nyde en god julepsykopat udstyret med økse og kniv. Dette finder man i film som “Silent Night, Deadly Night” eller den spanske “X-Mas Tale”. Man kan også gå ombord i Bob Clarks genreklassiker “Black Christmas” fra 1974 med smukke Olivia Hussey. Så kan det godt være, at man får smuttet julemandlerne, hvis man er en svag hund.
Det bedste gemmer man jo altid til sidst, så rosinen i pølseenden er (naturligvis) Frank Capras mesterværk “It’s A Wonderful Life” fra 1946 med blandt andet James Stewart, Donna Reed og Henry Travers. Den er en ligeså selvskrevet julefilm, som “Halloween” er selvskrevet som en … Halloween-film.
Mine favoritjulefilm i overskuelig listeform:
-
Die Hard (John McTiernan, 1988)
-
Lethael Weapon (Richard Donner, 1987)
-
Christmas Vacation (Jeremiah S. Chechik, 1989)
-
Home Alone (Chris Columbus, 1990)
-
Home Alone 2: Lost in New York (Chris Columbus, 1992)
-
The Nightmare Before Christmas (Henry Selick, 1993)
-
White Christmas (Michael Curtiz, 1954)
-
Scrooged (Richard Donner, 1988)
-
Gremlins (Joe Dante, 1984)
-
Jingle All the Way (Brian Levant, 1996)
-
The Santa Clause (John Pasquin, 1994)
-
Jack Frost (Troy Miller, 1994)
-
Jack Frost (Michael Cooney, 1996)
-
Miracle on 34th Street (George Seaton, 1947)
-
Silent Night, Deadly Night (Charles E. Sellier Jr., 1984)
-
X-Mas Tale (Paco Plaza, 2005)
-
Black Christmas (Bob Clark, 1974)
-
It’s A Wonderful Life (Frank Capra, 1946)
“Terminator Salvation” … den bedste af de værste
Jeg er vokset med James Camerons to ubestridelige Terminator-mesterværker fra 1984 og 1991. Der skal virkelig meget til, førend de kan overgås. Det skete ikke i 2003 med Jonathan Mostows forlorne “Terminator 3: Rise of the Machines”. Det skete heller ikke i 2008 med den forfærdelige Warner Brothers-producerede tv-serie “Terminator: The Sarah Connor Chronicles”, der heldigvis blev stoppet efter blot to sæsoner, og det skete heller ikke i år, da McG lancerede sit take på franchisen med “Terminator Salvation”, der dog er den bedste af de værste.
Det er Christian Bale, der i denne omgang er hoppet i karakter som John Connor. Det klarer han på ganske forudsigelig, sammenbidt vis og uden nogen store skuespilmæssige krumspring. McG er ingen stor instruktør, men formår dog – modsat Johnathan Mostow – at forlene filmen med lige akkurat nok personudvikling til, at filmen ikke kun sygner hen i bombastiske actiontableauer, men også har personer, man gider beskæftige sig med – sådan da.
Man følger også Sam Worthingtons karakter (Marcus Wright), der i øvrigt er noget mere interessant end John Connor. Begge skikkelser tjener et messias-agtigt formål: De skal redde menneskeheden fra undergang. Kate Connor– spillet af smukke Bryce Dallas Howard – er endog gravid med (en kommende modstandskæmper?) Connors barn. Måske man i den planlagte 5’er i serien, der er under udvikling, vil opleve Connors afkom give maskinerne kamp til stålet?
Filmen er flot – især på Blu-ray, hvor de storslåede effekter virkelig kommer til sin ret – og Danny Elfmans score er (som ofte før) suverænt. Filmen er flot – selvfølgelig! – men har ikke samme pondus som de originale, hvor action og plot ikke er to uforenelige begreber.
Filmforskeren Rikke Scubart har i øvrigt skrevet et interessant indlæg på sin blog, der handler om dystopier på film. I denne sammenhæng har set nærmere på “Terminator Salvation”, der bliver læst som en dystopi. Indlægget – “Terminator Dystopia” – kan læse her: KLIK.
Ny trailer: “Salt” (Philip Noyce, 2010)
Angelina Jolie er en ægte action-chick, der med film som “Tomb Raider 1-2”, “Gone in Sixty Seconds”, “Mr. & Mrs. Smith” og “Wanted” har skabt sig en hårdhudet, lak og læder-klædt action-persona, der ikke har noget imod at medvirke i adrenalin- og svedfremkaldende scener.
Næste år er hun aktuel i action-thrilleren “Salt”, som er instrueret af Philip Noyce. Sidst, at Noyce og Jolie arbejdede sammen, var på thrilleren “The Bone Collector”. Hvis traileren til “Salt” holder, hvad den lover, så er der lagt i ovnen til en solid omgang action. Og så er Liev Schreiber med, hvilket jo er et kæmpe plus! Manus er i øvrigt skrevet af Brian Helgeland, så det er yderligere et plus, da Helgeland er den skrivende ånd bag blandt andet “L.A. Confidential”, “Mystic River”, “Payback” og Ridley Scotts kommende “ Robin Hood”.
Favoritdigt: Jeppe Aakjær “Sneflokke kommer vrimlende” (1916)
Sneflokke kommer vrimlende
hen over Diger trimlende,
det knyger ud af Himlene,
det sluger Hegn og Gaard,
det ryger ind ad Sprækkerne
til Pølserne paa Rækkerne,
og Faarene ved Hækkerne
faar Blink i Pelsens Haar.
Og Poplerne bag Mønningen,
de duver dybt i Dønningen,
og over Stakke-Grønningen
omtrimler Kjærv og Neg,
det klaprer én om Ørerne,
fra Portene og Dørene,
bag hvilke de smaa Sørene’
har rustet sig til Leg.
Og Gammelmor i Klokkerne
med Huen og Graalokkerne,
hun haler op i Sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er Kaalen liggende,
og nu staar Tjørnen stikkende
og spidder Sne paa Piggene,
og nu kom Kjørmes-Knud!
Ny trailer: “Percy Jackson & the Olympians: The Lightning Thief” (2010)
Narnia møder Harry Potter møder The Golden Compass møder alle mulige andre ny-moderne action-fantasy-eposser, der de sidste 10 år er blevet masseproduceret i kølvandet på den første Potter-film. Sådan kunne man beskrive filmen, der bærer den imponerende titel “Percy Jackson & the Olympians: The Lightning Thief” og som – meget apropos – er instrueret af Chris Columbus, som netop også sad i instruktørstolen på “Harry Potter and the Sorserer’s Stone” fra 2001. Filmen bygger på Rick Riodans romaner om Percy Jacksons eventyr med mytologiske karakterer og sagnvæsner og har et cast, der blandt andet tæller Uma Thurman, Rosario Dawson, Pierce Brosnan, Joe Pantoliano og Sean Bean. Nu må vi så se, om det blot er titlen, der er imponerende!
Favoritdigt: Emil Aarestrup “Paa Sneen” (1838)
Hen over Torv og Gade,
Hvor Sneen laae, den hvide,
Belyst af Nattens Maane,
Jeg saae dig hastig skride.
I eventyrlig Skjønhed,
Krystalklar, straalte Staden,
Og som et magisk Luftsyn
Blændede Slotsfaçaden.
Om dine Hænder vandt sig
Muffen, den lykkelige,
Og om dit Knæ jeg hørte
Den glatte Silke skrige.
Dit Aandepust, usynligt
Ellers som Rosenduften,
Nu strømte gjennem Sløret
En Sølvsky ud i Luften.
Sig syngende lod Sneen
Af dine Fødder trykke,
Og paa det bløde Teppe
Henflagrede din Skygge.
Jeg saae den hastigt svæve
Over den glimmerhvide,
Ætherisk-rene Flade -
En anden ved dens Side.
Det var min egen Skygge!
Den skyndte sig utrolig -
Jeg havde aldrig seet den
Saa langstrakt og urolig.
Den nærmed sig forvirret -
Den lod – det er det Sande -
Sit eget sorte Væsen
Med dit sig kjælent blande.
De svulmede – Canova
Ei bedre Grupper skabte -
Imellem blev de borte,
Naar Maanens Lys sig tabte.
Og kom igjen tilsyne
I Stillinger – o Lykke,
Mit Kjød og Blod maa savne,
Men opnaaes af min Skygge!




