Der er ingen forsonende ord eller sprudlende superlativer, man kan hæfte på Gregory Darks uinspirerende by-the-book-slasher “See No Evil“, der mestendels består af dårligt skuespil krydret med et ditto ringe (og fortænkt) plot!
Gregory Dark slog (førend denne sin slasher-debut) primært sine instruktørfolder indenfor hardcore porno. Nu har han med See No Evil formået at kombinere de to genrer i et sandt gorno-helvede, hvor smukke (ja, altid smukke) tøsebørn skal skrige livet af sig selv, førend de skæres op som svin i et slagtehus.
Filmen tager sin blodige begyndelse, da to uforvarende betjente kaldes ud til husspektakler. Hurtigt viser det sig dog, at det ikke kun drejer sig om høj musik, og betjentene må se sig fanget i stjernepsykopaten Jacob Goodnights (spillet med stiltiende sinkeattitude af WWF-wrestleren Kane) blodige helvedeshule! Den ene betjent hakkes med brutal voldsomhed ned med en økse, og den anden får kappet sin ene hånd af, men slipper dog med livet i behold.
Herfra klippes der ganske belejligt en række år frem i tiden, og den overlevende betjent (nu med kunstig hånd) har fået arbejde i et fængsel, hvor han har påtaget sig ansvaret for en række unge kriminelle. Disse skal (for at få en reducering af deres fængselsstraf) udføre samfundstjeneste på det forladte Blackwell Hotel – en faldefærdig rønne, der naturligvis huser den undvegne og voldsliderlige seriemorder Jacob Goodnight!
Én efter én falder de unge og smukke for psykopatens hænder, der ikke skelner mellem køn – her er alt kød lige spiseligt, om jeg så må sige!
Som det gør sig gældende med langt størstedelen af denne slags film, så er der fokus på de blodige effekter og ikke på udviklingen af et interessant plot, karakterer og et medrivende univers. Filmens underliggende tema (der slet ikke er så underliggende igen) er bygget på et klassisk, ødipalt kompleks – dog af den stærkt perverterede og afvigende slags! Som vi alle ved, så er det aldrig sundt, når moderbindingen bliver alt for dominerende og udpræget – det skaber forkvaklede, letpåvirkelige og psykotiske individer, der for at tækkes mor (der jo altid ved bedst) slår alle de kvinder ihjel, der kommer i deres nærhed. Tænk her blot på vore allesammens Noman Bates!
Filmen er et typisk genrestykke, der ikke bidrager med noget nyt til universet. Der er død, blod og tortur en masse, men intet plot, skuespil eller nogen form for nytænkning! Hvilket alt i alt måske heller ikke er nødvendigt, da man jo er bevidst om, hvad man indlader sig på, når man sætter sig til rette for at se en film som See No Evil.
Hvis man holder af teenkill- og slasherfilm, så vil denne muligvis kunne underholde på rent basalt niveau! Intelligent er den ikke, nytænkende langt fra, men den har dog sine helt egne momenter, hvor man om ikke gyser, så dog væmmes ved de lemlæstelsesscener, film som denne lever for og på! Rent æstetisk er der i øvrigt heller ikke meget at komme efter, og selvom det mærkbart er forsøgt at tillempe filmen en interessant billedside, så virker de sort/hvide flashbackscener dog som alt andet end smukke – de virker nærmest unødvendige!
Filmens betragtelige længde på 81 minutter er også et minus, men hvis man skal vende det til noget positivt, så kan man både nå på toilettet (op til flere gange), i køkkenet samt tale i telefon, uden at man behøves sætte filmen på pause – man går alligevel ikke glip af noget!
Posted on 25. februar 2010
0