Sexsultne vampyrer og (fri)villige jomfruer i Charlaine Harris' libido-romaner.
Vampyrgenren oplever for tiden en veritabel renæssance. Ikke at den nogensinde har været væk. Eller død. Den har altid luret sultent i skyggerne, men lige nu er den mere populær, end den har været i lang tid. Både på film, tv og i litteraturen har vampyren bevist, at den er alt andet end passé. De to mest dominerende vampyrfænomener pt. er Stephenie Meyers “Twilight”-serie og Charlaine Harris’ “True Blood”-serie, der begge har en del tilfælles. Begge romanserier er blevet visuelt realiseret henholdsvis som film- og tv-serie. Begge romanserier er skrevet af amerikanere. Begge romanserier er skrevet af kvinder. Begge romanserier er dårligt skrevet.
Dog adskiller de sig også fra hinanden. “Twilight” er teen-angst krydret med en solid dosis weltschmertz, og “True Blood” er bloddryppende seksualitet, der ville kunne få en viagraslugende mand med kroniske libidoproblemer til at generere rejsning uden medicinal hjælp. Det er det lødige versus det ulødige.
Hvor seksualiteten af logiske årsager (her ikke mindst religiøse!) forbliver dydigt (bah!) uforløst i Meyers “Twilight”-romaner, dér forløses den nemlig for fuld skrue, med bulder og brag og i bedste romanblads-stil i Harris’ noget mere farverige “True Blood”-bøger.
Harris trækker på knaldromanens overdrevent sprogpatetiske traditioner, når hun i første bind – “Død indtil solnedgang” – forløser den kvindelige hovedkarakters jomfruseksualitet i en kliché-tung forførelses/samleje-scene så campet, så klistret ind i dunsten af tyk softcore-porno, at man ikke kan undlade at tænke, at Danielle Steele – og i højere grad Barbara Cartland – ikke har levet forgæves. Det er virkelig den brogede sovekammer-palet, der her er fundet frem. Det er så dårligt, at man først smiler, så griner og til sidst græder lattertårer over, hvor gennemført ringe en sexscene kan gestaltes.
Men nok herfra. Nu lader jeg Harris tale og fremtryller et to sider langt citat fra første bind, hvor sexnovicen Sookie og den fåmælte vampyr Bill sætter hinanden stævne i dobbeltsengen. It’s hot, it’s steaming hot …
“Åh, Bill,” sagde jeg nervøst da han lagde sig ved siden af mig i sengen, “jeg vil så nødig skuffe dig.”
“Det kan du heller ikke,” hviskede han. Hans øjne betragtede min krop som om den var et glas vand midt i ørkenen. “Jeg er ikke så erfaren,” indrømmede jeg, og man kunne dårligt høre min stemme.
“Det skal du ikke tænke på. Det er jeg.” Hans hænder begyndte at bevæge sig rundt på mig og berøre mig steder hvor jeg aldrig var blevet berørt før. Det gav et sæt i mig af overraskelse, og så åbnede jeg mig for ham.
“Vil det være anderledes end at gøre det med en almindelig fyr?” spurgte jeg. “Åh ja.” Jeg så spørgende på ham. “Det vil være bedre,” sagde han ind i øret på mig, og jeg blev overmandet af en bølge af ophidselse og begejstring. Lidt genert rakte jeg hånden ned for at røre ved ham, og han kom med en meget menneskelig lyd. Efter et øjeblik blev lyden dybere.
“Nu?” sagde jeg, og min stemme skælvede. “Åh ja,” sagde han, og så var han oven på mig. Et øjeblik efter blev han klar over præcis hvor uerfaren jeg var.
“Det skulle du have sagt,” sagde han, men meget blidt. Han holdt med en tydelig kraftanstrengelse inde med bevægelserne. “Nej, du må ikke holde op!” tryglede jeg og følte at jeg ville miste forstanden, at der ville ske noget drastisk hvis han ikke blev ved.
“Jeg har ingen hensigt om at holde op,” lovede han en anelse barsk. “Sookie … det her kommer til at gøre ondt.” Jeg løftede mig op til svar. Han kom med en uartikuleret lyd og pressede sig ind i mig. Jeg hold vejret. Jeg bed mig i læben. Av, av, av.
“Elskede,” sagde Bill. Det havde ingen nogensinde kaldt mig før. “Går det?” Vampyr eller ej, så skælvede han af anstrengelse med at hold igen.
“Det er okay,” sagde jeg tamt. Jeg var ovre den umiddelbare smerte, og modet ville svigte mig hvis vi ikke gik videre. “Nu,” sagde jeg, og så bed jeg ham hårdt i skulderen.
Han gispede, og det gav et ryk i ham, og så begyndte han at bevæge sig for alvor. Først var jeg helt fortumlet, men så kom jeg efter det og fulgte med. Han blev opildnet af min reaktion, og nu kunne jeg mærke at der ventede noget lige om hjørnet, om jeg så må sige – noget meget stort og dejligt. Jeg sagde “Åh, Bill, ja, ja!” og borede mine negle ind i hans hofter, vi var der næsten, vi var der næsten, og vi flyttede en lille smule på os så han fik mulighed for at trykke sig endnu mere direkte imod mig, og næsten før jeg kunne samle mig, fløj jeg, jeg fløj og så hvidt med gyldne striber. Jeg mærkede Bills tænder mod min hals, og jeg sagde “Ja!” Jeg mærkede hans hugtænder trænge ind, men det gjorde kun en smule ondt og på en ophidsende måde, og mens han kom inden i mig, mærkede jeg ham suge af det lille sår. (side 175-177).
Her kan man i den grad tale om at miste sin mødom på mere end blot én måde!
Sophie Dahl Rasmussen
27. marts 2010
HAHA … genialt “spot-on-indlæg”. Netop den beskrevne elskovsseance fik mig til at kyle bogen hen i hjørnet, hvor den stadig ligger
Jeg spæder indlægget op med 5 stjerner. Det lader til, at den ene (og første) stjerne må være blevet givet af en muggen fan-girl (eller boy) 
Hilsen Sophie Dahl.
Robert Johannes Rasmussen
29. marts 2010
Hej Sophie
Ja, det er klart en scene, der trækker vampyrtænder. Enten må man stå pinen ud, eller også må man (som du) vælge at stå af vognen.
Jonas Wilmann
28. marts 2010
Tak for det uddrag, Robert. Du har lige sparet mig værdifuld tid. Jeg havde nemlig overvejet at tjekke denne bogserie ud, da der er en del ovre på horrorsiden der er helt eksede over den. Må indrømme at jeg var lidt bekymret over en forfatter der ville kalde sin hovedperson Sookie Stackhouse (What the f***??!!) og det faktum at bogen lige nu bliver foræret væk sammen med et dameblad. Det er virkelig campy snot-dårligt skrevet og ovenikøbet lader det også til at være meget ringe oversat – hvorfor skulle man f.eks. skrive: “vente at der ventede noget stort”.
Robert Johannes Rasmussen
29. marts 2010
Jeg kan rigtignok ikke anbefale bogserien, der blot er et hak bedre end “Twilight”-serien … og det siger (i hvert fald for mig) alt. Hvis jeg er flink, så er sproget blot kedeligt og unuanceret. Hvis jeg hård, så er det patetisk og ynkeligt … som handlingen og karaktererne også er det.
Ingen nuancer, ingen interessant (karakter)psykologi og et hovedet-under-armen-plot. Men selve bogens grundidé (vampyrernes sameksistens med menneskerne) er jo ganske interessant. Det er blot ærgerligt, at forfatteren ikke får denne idé eksekveret bedre, samt at hun ikke mestrer et interessant endsige flot sprog. Jeg glæder mig til en vampyr-(bog)serie, der tager sin voksne læser seriøst. Kan du evt. anbefale en sådan, Jonas?
Jonas Wilmann
29. marts 2010
Nej, desværre ikke. John Ajvide Lindkvist tager jo om nogen genren seriøst både med vampyrer og zombier, men der er jo ikke tale om nogen bogserie. Jeg mener også at selve begrebet “bogserie” ofte indikerer at der er tale om noget kommercielt møg. Jeg har selv skrevet en kortroman i 2007 “Ulvemoderen” (ligger på min website til fri afbenyttelse) der er en socialrealistisk vinkling på vampyrgenren, og det var inden jeg havde hørt om Lindkvist eller “Lad den rette komme ind”. Manuskriptet er blevet lagt sindssygt meget for had af de forlag jeg har sendt det ind til – nok fordi det er så afsinddig blodigt og kryptisk – og opløste endda en måneder lang positiv kontakt jeg havde haft til et forlag. Rock n’ roll!
Jonas Wilmann
30. marts 2010
Fik sjovt nok en lille læseprøve af Guillermo Del Toro og Chuck Hogans serie “Blod” med posten i dag. Den er lige udkommet på dansk. Det uddrag jeg læste bød ikke på de store sproglige udfordringer, men var heller ikke dårligt skrevet. Kunne godt finde på at tjekke den ud.
Robert Johannes Rasmussen
30. marts 2010
Jeg har faktisk romanen liggende. Jeg synes at starten – de første otte sider, som jeg har fået læst – var besynderligt skruet sammen. Men jeg er ikke blevet afskrækket, så den skal da helt sikkert have chancen. Måske det viser sig at være en vampyrserie (en trilogi) med bid i på plot-, karakter- og sprogområdet. Det ville være super, hvis det var tilfældet!
Jonas Wilmann
30. marts 2010
Ja, lidt besynderligt skruet sammen – faktisk mere som et filmmanuskript end en bog.
Robert Johannes Rasmussen
30. marts 2010
Jeg har netop bemærket, at Tellerup også er aktuelle med en vampyr-serie. “Nattens hus”, hedder den. Den er skrevet af P.C. og Kristin Cast, og ifølge lektørudtalelsen er der tale om En fængslende, medrivende og moderne opdatering af vampyr-genren. Unge, især piger vil fascineres af denne blanding af romantik og gotisk uhygge.
Det er åbenbart den vej, at vampyrgenren for tiden bevæger sig. Det kvindelige tween/teen-segment får da deres vampyrlyst stillet til fulde, må man sige!
Jonas Wilmann
30. marts 2010
Uha, jeg farer ud og køber den med det samme!! I øvrigt sjovt du skulle nævne Tellerup, det var dem der synes min vampyrhistorie var for klam
Men jo, der lefles helt utroligt for teenagepiger, de køber åbenbart rigtig mange bøger. Det er jo det samme der er sket med fantasy genren. Bare underligt at der også er voksne der er begyndt at læse sådan noget, det må være i mangel af bedre. Jeg læste en amerikansk anmeldelse af Avatar for nylig, hvor anmelderen skrev: ”The chief importance of Avatar is that it’s yet another signifier of the infantilization of our culture. We shout and bray at each other, and consider thoughtfulness a weakness. We are entertained by crudespectacles and bored by adult conversation. We are mostly children these days, petulant and rude and convinced of our own specialness.” … Men det er lidt ligesom den med hønen eller ægget; bliver vi dummere, fordi vi hele tiden bliver eksponeret for dum kultur, eller var vi dumme til at starte med, og får blot tilfredsstillet vores egentlige behov??
Robert Johannes Rasmussen
30. marts 2010
Ja, Tellerup er et blødt forlag i den henseende. Jeg har netop hentet din (klamme
) roman som pdf-fil, og jeg vil se frem til at læse den.
“Avatar”-anmelderen i ovenstående har givetvis fat i noget. Dog mener jeg også, at der skal være plads til film (eller fiktion generelt) af “Avatars” kaliber. Jeg var underholdt og bjergtaget af Camerons film, der dog på ingen måde er “dyb” underholdning. Måske er pågældende anmelder lidt for sortsynet, når han ligefrem læser “Avatar” som værende endnu et tegn på “infantiliseringen” af vores kultur.
Man må (til en vis grad) beskæftige sig med kvantitet for at kunne sætte pris på kvalitet. Jeg tror ikke, at vi bliver dummere af at blive udsat for “dum” kultur. I hvert fald ikke så lang tid, at vi tør give os i kast med at debattere om hvorvidt noget er godt eller skidt.
Robert Johannes Rasmussen
30. marts 2010
Og så skal du lige se nedenstående vampyrbogcovers, Jonas.
Jeg faldt over dette indlæg, på bloggen Alt om paranormal romance og chick lit, der omhandler bogserien “Immortals after Dark”, der er skrevet af forfatteren Kelsey Cole. Bøgerne kan jeg ikke udtale mig om, men det er da i den grad nogle tacky og campy covers, der er blevet designet til denne serie!
Jonas Wilmann
30. marts 2010
Jeg er desværre helt enig med den amerikanske anmelder (der vist var omkring 102 år gammel – lidt bekymrende). Jeg mener, at det er et skred når f.eks. “Avatar” bliver nomineret til en oscar. Nu er det ikke for at fornærme dig, Robert, men jeg forstår vitterligt ikke, at voksne mennesker kan få noget ud af at se Avatar.
Jeg tror på, at ting som Avatar, X-factor og Facebook kan gøre os dummere og mindre kritiske. Du bliver selvfølgelig eksponeret for en bred vifte af kultur i alle afskygninger, så det er slet ikke dig, jeg bekymrer mig om. Der er bare utroligt mange mennesker der er meget lidt samfundsbevidste, men ved alt om x-faktor-deltagerne og så videre. Bogforlag, filmselskaber, pladeselskaber og public service kanaler bliver nødt til at kræve lidt mere af os, i stedet for bare at lefle og vælge laveste fællesnævner – hvis vores hjerner ikke skal blive til muld.
Robert Johannes Rasmussen
30. marts 2010
Jeg føler mig på ingen måde fornærmet
Jeg indrømmer gerne, at jeg var fascineret af “Avatar” – den var flot (ja ligefrem smuk) og banalt underholdende. Der er ikke tale om det store forkromede plot, sindrige fortællestrukturer, elegant instruktion eller stort skuespil. Den var “blot” Hollywod adventure non stop! Det skal der også være plads til. Det har der – apropos hønen og ægget – altid været plads til. Tror du ikke, at rigtig mange mennesker evner diversiteten? At de både kan se kvaliteterne i mainstream populærkultur og samtidig har plads og overskud til at beskæftige sig med det mere smalle, det finkulturelle, det aparte, det avangarde, det intellektuelle?
Jeg kan godt se problematikken, hvis man kun bliver eksponeret for kultur a la “X Factor”, “Paradise Hotel”, “Singleliv”, “De unge mødre” eller hvis man lever sit liv på Facebook, aldrig åbner en bog med substans, udelukkende ser gejl og gøgl og får intravenøs “MacDonalds”-kultur skudt direkte ind i årerne, skudt direkte ind i hjernen. Så er populærkultur opium for folket!
Og jeg giver dig ret i, at en stor del af tv-sendefladen på mange kanaler prostituerer sig med løssluppen hovedet-under-armen-programmer. Men har denne type kultur gennem årtierne (også før tv’ets og internettets fødsel) ikke altid eksisteret? Der har vel altid været “fordummende” litteratur, mindre interessant kunst, dårlige film, elendige tv-serier, skod musik og uambisiøst teater? Men fylder det dårlige mere end det gode i vores kulturelle hverdag?
Jeg synes, at der fortsat instrueres rigtig mange gode film, mange gode serier, og at der også skrives rigtig, rigtig god litteratur, der tør tage kampen op imod den “fordummende” – den mainstreame og populærkulturelle, der ikke behøves at være “fordummende” – kultur. Jeg ved ikke om folk – for at generalisere – er blevet mindre kvalitetsbevidste. Måske er udbuddet blot blevet større og mere nuanceret i forbindelse med den nye medietid, vi er en del af?
Jonas Wilmann
30. marts 2010
Angående Avatar må jeg indrømme, at det for min del er en af de værste biografoplevelser jeg nogensinde har haft. 3D effekten var imponerende de første 5 minutter, og så blev det bare trættende. Jeg synes ikke Pandora er smuk, jeg synes den er grim og ser lige så kunstig og computergenereret, som den er.
Desuden er filmen tætpakket med himmelråbende stereotyper, utroværdige karakterudviklinger, en stor moraliserende pegefinger og alt der skal skæres ud i pap, hvis der skulle være en nede på bagerste række der var i tvivl om, hvem der var de gode og de onde. Avatar taler ned til seeren på alle tænkelige måder.
Ligesom the hurt locker, (hvor unge all american cowboys ligeså godt kunne være kommet glidende ind på surfbrætter for at få deres adrenalinfix – en meget saglig tilgang til Irak krigen) er Avatar set fra det amerikanske synspunkt. Jesus Kristus er amerikansk statsborger, hvad ellers? En amerikaner skal selvfølgelig komme og redde de intetanende navier der i øvrigt alle sammen taler perfekt engelsk. Og da sigourney weaver er ved at dø sætter navierne alt på hold for at redde hende, selvom halvdelen af deres stamme lige er blevet udryddet, for come on, Det er jo sigourney weaver
En anden anmelder gjorde opmærksom på dette meget sjove faktum: Filmen prædiker at vi skal værne om naturen, samtidig har filmens milliard budget sat et kæmpe grimt co2 aftryk på jorden.
Som fan af fantastik må jeg også sige at Pandoras fantasiløshed er ubegribelig. Vi befinder os i en fjern verden, alligevel ligner alle væsner enten en hund en hest eller et næsehorn. Læg hertil en vanvittig mængde plothuller og tåbelige ideer som “Unobtanium“?? Seriøst?! En hestehale man stikker ind i dyrenes usb port? What the f***??? Hvis jeg skulle anmelde Avatar ville min overskrift være “15 år på at lave filmen, 15 minutter (sekunder?) til at skrive manuskriptet”.
Og til filmsituationen generelt synes jeg ikke at der laves særligt mange gode film for tiden. Nu er smag jo ganske subjektiv, men 2009 står for mig som et af de sløveste film-år nogensinde og er meget tydeligt afspejlet i oscar nomineringerne. Og jo, jeg føler faktisk, at Avatar markerer en ny kvalitetsmæssig stagnation.
Robert Johannes Rasmussen
31. marts 2010
Svar til indlæg #15.
Jeg kan sagtens se (og forstå) dine anker imod “Avatar”, der er alt det, du anklager den for at være. Altså stereotyp, utroværdig, moraliserende osv. At jeg var underholdt (og fascineret) af filmen og dens univers betyder heller ikke, at jeg melder mig under fanboy-hylekoret og udråber den som mesterværk. Dog ser jeg ikke helt så sort på tingene, eller er så gal på Camerons film, som du er. I min filmbog er “Avatar” langt fra Camerons bedste (“Aliens”, “The Terminator” & “T2″). Jeg placerer den i samme liga som “Titanic”, “The Abyss” & “True Lies” … faktisk, når jeg tænker over det, så kunne “Titanic” snildt blive placeret blandt Camerons bedste også. Det er en rigtig god “grand scale” kærlighedsfilm!
“The Hurt Locker” udråber jeg dog gladelig som en helt igennem fantastisk film, der (udover at være blændende fotograferet og klippet) skildrer krigen fra en ny og interessant vinkel. En smuk – på den brutale måde – film, der ikke er så firkantet “cowboy-agtig”, synes jeg, som du gør den til.
Ang. film anno 2009, så synes jeg, at der har været rigtig mange gode film. Både europæiske, asiatiske og amerikanske Hollywood/independent-produktioner har set (hjemme)biografens mørke sidste år. Nogle af de bedste 2009-produktioner, jeg har set, tæller blandt andet disse genremæssigt set bredspektrede film:
“Coraline”, “Gomorra”, “Watchmen”, “Hunger”, “Up”, “The Hurt Locker”, “Public Enemies”, “(500) Days of Summer”, “Orphan”, “Coco Before Chanel”, “A Serious Man”, “An Education”, “The Road”, “Sherlock Holmes”, “Das Weisse Band”, “The Imaginarium of Doctor Parnassus”, “Antichrist”, “Zombieland”, “Paranormal Activity”, “District 9″, “Thirst”, “Moon”, “Away We Go”, “Star Trek”, “Brudte favntag”. Blot for at nævne nogle få gode – rigtig gode – film fra 2009.
Om der har været færre gode film i 2009, set i forhold til andre år, ved jeg ikke. Men jeg synes nu ikke, at det har været et sløvt år.
PS.
Ang. “Avatar”, så tilhører jeg ikke segmentet, der i fryd over de smarte briller har valgt at gruppemasturbere over 3D-teknologiens fortræffeligheder eller – i min verden – manglen på samme. Jeg foretrækker selv the good old 2D
Jonas Wilmann
31. marts 2010
Min yndlings cameron film er helt klart Aliens. Jeg tror jeg har set den 50 gange. Og det er også cool at du er så positiv. Af de film du nævner, som jeg har set, har jeg desværre ikke været særligt begejstret. “District 9″, “star trek”, “watchmen”, “the hurt locker”, “public enemies”, “antichrist”, “(500) days of summer” har været lunkne eller dårlige oplevelser for mig. Jeg kunne godt lide “Coraline”, og lidt godt lide “Up” – starten var fantastisk, resten moderat underholdende (men jo intet i nærheden af “Finding Nemo” eller “The incredibles”). Jeg nægter at se “The road”, fordi jeg var så begejstret for bogen, og kan se på traileren og de udmeldinger jeg har fået at den er skudt noget forbi. Jeg har “Das weisse band” på min liste over film jeg skal se, selvom jeg egentlig har hadet Hanneke efter “Funny games”, som alle andre himlede op over … Jeg er nok en svær mand at stille tilfreds. For nu ser jeg kun b-horrorfilm fra firserne. jeg har kastet mig over den meget smalle genre “meltmovies” som “toxic avenger” og “street thrash” – det er kræs.
Robert Johannes Rasmussen
1. april 2010
“Aliens” deles sammen med “T2″ – jeg tror aldrig, at jeg kan finde favoritten blandt de to Cameron-film – om førstepladsen. Jeg er positiv. Eller jeg forsøger i det mindste at være det. Men jeg er ikke ukritisk positiv. Dog tror jeg nok, at vi kan konstatere, at du er lidt mere “hård i kritikerfilten”, end jeg er
Alle de film, du nævner som have været lunke eller dårlige oplevelser for dig, ligger helt i top hos mig. Her taler vi – for at visualisere det med tal – om 5 og 6 stjerners film. Ang. Haneke, ja så synes jeg, at “Funny Games” – den originale – er et mesterværk og at remaket er fantastisk flot realiseret. Der gik – så at sige – ikke Bornedal i remaket.
Cormac McCarthys roman er fantastisk. Jeg har læst den to gange. Filmen stjæler ikke noget fra ens litterære oplevelse. Den er sin egen. Jeg synes, at Hillcoats filmatisering fortjener en chance. Fortjener at blive set. Den er langt fra så dårlig, som visse kritikere gør den til. Men nu er jeg jo også en positiv Roger Ebert-mand, og han skriver så smukt, at:
Og han giver – helt retfærdigt – filmen 3,5 stjerne ud af 4!
Cool med B-horror. “Toxic Avenger” er selv blandt mine 80′favoritter i genren.
Jonas Wilmann
30. marts 2010
Og shit nogle nasty covers. Vampyr softcore porno – så bliver det vist ikke meget værre.
Robert Johannes Rasmussen
30. marts 2010
Ja, det er nogle ret gejle vampyrcovers, der er komponeret til disse bøger, som givetvis (igen, igen) henvender sig til kvinder!
Jonas Wilmann
1. april 2010
Ja, det der med at filmatisere bøger kan være svært. Jeg synes omvendt også, at man kan være for tro mod originalen. Det var det, jeg synes der var galt med “Watchmen” – den var nærmest et resume af tegneserien frame by frame, hvilket gjorde den stiv og uinteressant for mig, der sover med bogen under hovedpuden. Jeg synes helt klart også (ligesom Ebert) at en film skal være et selvstændigt stykke kunst der må tage sig mange friheder – bare man bevarer originalmaterialets ånd og styrke. Et par venner og familiemedlemmer, som jeg har meget ens filmsmag med, har stærkt frarådet mig at se “The road”, så jeg følger deres råd … I øvrigt var der i hvert fald én film jeg kunne lide sidste år: The wrestler!!!!!! 6 stars!
Robert Johannes Rasmussen
1. april 2010
Du har ret: “The Wrestler” er helt igennem fantastisk. Hvilket comeback af Rourke! Jeg så den to gange i rap … det er en ægte “under-huden-film”! Og her er vi enige … 6 stjerner! No more, no less!
Ang. Cormac McCarthy-filmatiseringer, hvad synes du så om Coen-brødrenes filmatisering af “No Country for Old Men”? I min bog et mesterværk, der leger smukt med genrer, æstetik og musik. Et visuelt vidunder, en filmperle, om jeg så må sige
Jonas Wilmann
1. april 2010
Jeg har ikke læst “No country for old men”, men jeg var faktisk ikke vildt imponeret over filmen. Den var meget flot filmet, og suspense/action-delen var enormt medrivende. Eneste minus i løbet af filmens første halvanden time er, at Javier Bardems karakter på mig bliver lidt ufrivilligt morsom, fordi han er så karikeret – som en skurk fra batman universet der slår plat og krone om folks skæbne osv. Jeg synes filmen krakelerer fuldstændig, da hovedpersonen pludselig findes død og afskrives på sådan en uvedkommende måde. Da vi når til scenen med de to gamle nisser der sidder og snakker i et køkken i femten minutter har filmen fuldstændig mistet pusten og vi bliver spist af med lommebogsfilosofi i stedet for det actionklimaks der havde passet til den stil filmen har stukket ud fra start. Jeg har sjældent oplevet en film der faldt fra 5 til 3 stjerner så brat. Jeg var faktisk meget ærgelig, fordi undervejs sad jeg faktisk og frydede mig over, at Cohen brødrene endelig havde lavet noget godt igen. Det skal måske nævnes, at jeg ellers er fanatisk fan af Cohen brødrene; “Millers crossing”, “Barton Fink”, “Fargo”, “The big lebowski” og “Oh brother where art thou?” er alle nogle af mine yndlingsfilm.
Robert Johannes Rasmussen
1. april 2010
Selv elsker jeg det karikerede ved Bardem-karakteren Anton Chirguh. Og plat/krone-sekvensen er jo i den grad en studie i tilbageholdt åndedræt … fantastisk! Ang. måden, hvorpå Josh Brolins karakter rives ud af filmen på, så giver jeg dig ret i, at det sker ganske abrupt. Dog synes jeg, at det fungerer fint i og med, at han fra start af var dødsdømt. Symbolsk fremstillet via de mørke, truende skyer, der trækker ind over ham.
P.S. Hvad der lige går galt for indlægs-kronologien, det fatter jeg ikke en brik af! Hvorfor indlæg #20 ikke bliver postet sammen med dette, ja det er en gåde!