Månedsarkiv: januar 2011
Filmanmeldelse: “Dinner for Schmucks” (Jay Roach, 2010)
Paramount Pictures har netop sendt “Dinner for Schmucks” (2010) - af den garvede komedie-instruktør Jay Roach - ud på Blu-ray og dvd.
Jay Roach er instruktøren bag komedien “Dinner for Schmucks” (2010). Jeg kan ikke undlade at undre mig over genreprædikatet, der er blevet sat på filmen. Den forsøger, og det gør den med næb og kløer, at sælge sig selv som komedie. Dette ville ikke være et problem, hvis den rent faktisk var en komedie. Det er den blot ikke. Lad mig forklare hvorfor, det ikke er en komedie: Den er ikke sjov!
Filmen, der nærmer sig imponerende to timer i spilletid, burde have haft en tur i redigeringsrummet, da den ikke just vinder ved at vride sin historie rundt om næsten 120 minutter. Lad mig skitsere handlingsgangen i den træge og forudsigelige skabelonkomedie.
En mand, der har alt, vil have mere. Tim (Paul Rudd) vil gerne rykke op i hierarkiet. Han vil gerne have et bedre kontor på arbejdet. Han vil gerne have mere i løn. Han vil gerne stige i agtelse. For at opnå disse goder, skal han – på chefens befaling – finde en idiot (ja, en idiot) som han skal invitere med til chefens middagsselskab. Et middagsselskab for idioter. Derfor titlen. Her kan de selvfede kapitalister (som de naturligvis skildres på bedste kliche-facon) more sig over idioterne, more sig over de underlegne.
Tim finder ved et tilfælde den aparte museudstopper Barry (Steve Carell), som han inviterer med til det kyniske middagsselskab. Mødet med Barry får dog nogle alvorlige implikationer for Tims liv, der pludselig udvikler sig til et veritabelt kaos. Tim og Barry stævner ud på et eventyr, der ikke blot bringer dem tættere sammen, men som også betyder, at Tim åbner øjnene for den kyniske verden, han er en del af.
Det værste ved “Dinner for Schmucks” er dens forudsigelighed. Tim, der har alt, kræver mere. Han er fanget i kapitalismens jernnæve, der langsomt klemmer al menneskelighed ud af ham. Barry, den såkaldte idiot, er manden, der skal føre Tim tilbage på rette spor, hvor penge og glamour, Porsche og Penthouse, ikke er vigtige ingredienser i et rigt liv. Et rigt liv er kærlighed, ægteskab og venskab. Venskab med en aparte museudstopper.
En komedie skal helst ikke hensætte én i en tilstand af apati. En komedie skal helst ikke lulle én i søvn. En komedie skal helst ikke give én lyst til at foretrække at se en flæskesteg langtidsstege. “Dinner for Schmucks” er en apatisk oplevelse, hvor man oftere gaber end griner. Steve Carells karakter er – som filmen i helhed – en apatisk oplevelse, og Paul Rudds karakter er kedelig, forudsigelig og dybt irriterende. Det sidste kan i øvrigt også siges om Carells karakter.
This slideshow requires JavaScript.
Trailer til “Dinner for Smucks” ::
Anmelder: Jonas K. Larsen
NB: Det nye Fiktion & Kultur bliver lanceret ultimo april med masser af nye film- og litteraturanmeldelser.
Links til gode artikler: Cobra-mester vender hjem
POLITIKEN: Trine Ross har skrevet et kort indlæg i Politiken (jeg håber på en senere lang og fyldig artikel/anmeldelse i selvsamme avis) om den helt igennem fantastiske nyhed, at ARoS frem til den 22. maj har en særudstilling med Asger Jorn – Jorn International - der består af værker fra hele verden. Nu ved jeg, hvad jeg skal nå inden den 22. maj!
Køb i øvrigt denne uges udgave af Weekendavisen (#4 28.-3. februar 2011) og læs Lisbeth Bondes fine anmeldelse af udstillingen, “Jons sene mesterskab”
Link til artiklen/indlægget i Politiken: Cobra-mester vender hjem
NB: Den i ovenstående efterspurgte anmeldelse af Asger Jorn udstillingen på ARoS er netop bragt hos Politiken. Det er Trine Ross, der står bag anmeldelsen: Asger Jorn var altså ikke salonmaler
SF-Film / Fox har netop udgivet første sæson af den anmelderoste sitcom “Modern Family”
SF-Film / Fox har netop udgivet første sæson af den anmelderroste sitcom “Modern Family” (2009- ….) med blandt andet Ed O’Neill, Julie Bowen, Sofia Vergara, Ty Burrell, Eric Stonestreet og Jesse Tyler Ferguson. Første sæson (der består af 4 dvd’er) indeholder alle sæsonens 24 episoder, der udgør 528 minutter. Ligeledes er der følgende ekstramateriale på udgivelsen:
Krimikongen – Jussi Adler-Olsen – vinder De Gyldne Laurbær 2010
Jussi Adler-Olsen vinder De Gyldne Laurbær 2010
De danske boghandlere har uddelt den prestigefyldte pris De Gyldne Laurbær, der i år går til Jussi Adler-Olsen for hans bog Journal 64.
Overrækkelsen har netop fundet sted foran restaurant Nimb i København, hvor formanden for Boghandlerklubben, Anders Mejlbjerg, overraskede en glad og rørt Jussi Adler-Olsen med sin kone Hanne. Valget af Jussi Adler-Olsen kommer ikke bag på nogen. Han har ligget meget flot på alle bestsellerlister og haft en meget stor omsætning.
Om Afdeling Q-serien:
Journal 64 er fjerde bind i serien om afdeling Q og Carl Mørck. Serien blev skudt i gang i 2007 med Kvinden i buret, i 2008 udkom andet bind i serien, Fasandræberne, og i 2009 kom Flaskepost fra P, tredje bind i serien. Flaskepost fra P fik samme år prisen som Bedste Nordiske spændingsroman, Glasnøglen; Harald Mogensen-prisen for Årets Bedste Danske Spændingsroman samt Læsernes Bogpris for årets bedste udgivelse. Journal 64 udkom i november 2010, og den er allerede nu solgt i mere end 130.000 eksemplarer.
Om De Gyldne Laurbær:
De Gyldne Laurbær uddeles af de danske boghandlere. Ifølge Boghandlerklubben gives prisen til en nulevende forfatter, som »fortjener al den påskønnelse og opmuntring, som vi boghandlere og medhjælpere gennem denne manifestation kan bidrage til«. Selve laurbærkransningen finder sted ved en fest i marts eller april.
Prisen er blevet uddelt siden 1954, og sidste år blev De Gyldne Laurbær tildelt Ida Jessen for romanen Børnene. Blandt de tidligere modtagere er Hanne-Vibeke Holst, Klaus Rifbjerg, Halfdan Rasmussen, Vita Andersen m.fl.
Den 15. februar udkommer Klaus Rifbjergs nye roman “Jordbær”
Gyldendal udgiver den 15. februar Klaus Rifbjergs nye roman “Jordbær”, der får en vejledende pris af 229,-
Forlaget skriver følgende om udgivelsen:
Edith Gustafsson, født ca. 1900, kommer fra landet og er ud af en stor søskendeflok. Egl. er hun uønsket, hvad moderen ikke lægger skjul på. Edith får som den eneste i flokken en studentereksamen og flytter til København, men afbryder sine universitetsstudier for i stedet at arbejde i en børnehave. Her træffer hun en kollegas bror, Robert Falk, ingeniør og enkemand, som hun gifter sig med. Han er en blid, ordentlig, lidt reserveret mand, som Edith godt ved ikke til fulde kan tilfredsstille eller modsvare den voldsomme, også seksuelle lidenskab, der ligger dybt i hende.
Romanens ramme er Roberts dødsleje. Edith kaldes til hospitalet en nat, og siddende ved hans seng reflekterer hun over sit liv. Det har på alle måder været et udmærket liv, men måske også et lidt resigneret og almindeligt liv, hvor en masse ønsker og håb ikke er blevet indfriet, og hvor blusset altid har stået lidt lavt. Der har været engagement i både arbejde, politik og familie, men alt er holdt i tømme. Edith Falk har aldrig for alvor fået luft under vingerne.
Kilde: Gyldendal
“Scrubs: The Complete Series” & “Criminal Minds: Sæson 1-5″ på dvd
Den 5. april og 19. april sender Walt Disney Studios Home Entertainment to store dvd-bokse i handlen. Først står den på crime, når den pt. 6 sæsoner lange og stadig aktive serie “Criminal Minds” (2005 – ….) udkommer i en boks med sæson 1-5. Efterfølgende står den på hospitalshumor i den finurlige sitcom “Scrubs” (2001-2010), når der sendes en komplet samling med alle 9 sæsoner fordelt på 32 discs i handlen. Så glæd dig til at kunne opleve Turk, Cox, Kelso og alle de andre skæve eksistenser i hjemmebiografen.
Den sjette “True Blood”-roman udkommer den 25. januar fra Lindhardt & Ringhof
Som jeg lovede i dette indlæg fra den 28. december, så ville jeg bringe en update, når Lindhardt & Ringhof havde et cover klar til den sjette roman i Charlaine Harris’ “True Blood”-serie. Det har de nu, så fans kan glæde sig til den 25. januar, hvor romanen – “Fuldstændig død” - sendes i handlen.
Ny krimi på vej fra Lindhardt & Ringhof: Michael Ridpaths “Hvor skygger ruge”
Endnu en kriminalroman ser dagens lys, når Lindhardt & Ringhof den 17. januar udgiver Michael Ridpaths roman “Hvor skygger ruge”, der er første bind om kriminalbetjenten Magnus Ragnarsson i Boston. Romanen er på 382 sider og vil få en pris af ca. 299.95,-
Forlaget skriver følgende om udgivelsen:
Under afsløringen af et hold korrupte betjente i Boston kommer den islandskfødte kriminalbetjent Magnus Ragnarsson i skudlinjen, og derfor vælger hans overordnede at sende ham i sikkerhed hos Islands politi, indtil sagen kommer for retten. Selvom Magnus voksede op på Island, var hans afsked med landet ikke smertefrit, og det er derfor med blandede følelser, at han vender tilbage. Men han får hurtigt andet at tænke på, da han bliver kastet direkte ud i efterforskningen af et mord.
Offeret, professor Agnar Haraldsson, var i færd med at sælge en islandsk saga om en magisk ring med en ubeskrivelig magt, og sporerne fører Magnus mange hundrede år tilbage i tiden. Efterhånden som han hvirvles dybere og dybere ind i sagen, tyder noget på, at ringen i sagaen faktisk findes – og at der er én, der er villig til at gå meget langt for at få fat på den …
Kilde: Lindhardt & Ringhof
NTC har netop sendt 5 titler i handlen på Blu-ray
NTC har netop lanceret ovenstående fem titler på Blu-ray. Det drejer sig om Paul Verhoevens udskældte strippefilm “Showgirls” (1995), Jean-Jacques Annauds smukke “The Bear” (1988), Robert Mandels vikarmareridt med coole Tom Berenger “The Substitute” (1996), Milos Formans biografiske Andy Kaufman-film “Man on the Moon” (1999) og Kevin Reynolds-filmen “187” (1997) med Samuel L. Jackson i rollen som en hårdt prøvet lærer. Filmene er udgivet!










