Filmanmeldelse: “Dinner for Schmucks” (Jay Roach, 2010)

Paramount Pictures har netop sendt  “Dinner for Schmucks” (2010) - af den garvede komedie-instruktør Jay Roach - ud på Blu-ray og dvd.

Jay Roach er instruktøren bag komedien “Dinner for Schmucks” (2010). Jeg kan ikke undlade at undre mig over genreprædikatet, der er blevet sat på filmen. Den forsøger, og det gør den med næb og kløer, at sælge sig selv som komedie. Dette ville ikke være et problem, hvis den rent faktisk var en komedie. Det er den blot ikke. Lad mig forklare hvorfor, det ikke er en komedie: Den er ikke sjov!

Filmen, der nærmer sig imponerende to timer i spilletid, burde have haft en tur i redigeringsrummet, da den ikke just vinder ved at vride sin historie rundt om næsten 120 minutter. Lad mig skitsere handlingsgangen i den træge og forudsigelige skabelonkomedie.

En mand, der har alt, vil have mere. Tim (Paul Rudd) vil gerne rykke op i hierarkiet. Han vil gerne have et bedre kontor på arbejdet. Han vil gerne have mere i løn. Han vil gerne stige i agtelse. For at opnå disse goder, skal han – på chefens befaling – finde en idiot (ja, en idiot) som han skal invitere med til chefens middagsselskab. Et middagsselskab for idioter. Derfor titlen. Her kan de selvfede kapitalister (som de naturligvis skildres på bedste kliche-facon) more sig over idioterne, more sig over de underlegne.

Tim finder ved et tilfælde den aparte museudstopper Barry (Steve Carell), som han inviterer med til det kyniske middagsselskab. Mødet med Barry får dog nogle alvorlige implikationer for Tims liv, der pludselig udvikler sig til et veritabelt kaos. Tim og Barry stævner ud på et eventyr, der ikke blot bringer dem tættere sammen, men som også betyder, at Tim åbner øjnene for den kyniske verden, han er en del af.

Det værste ved “Dinner for Schmucks” er dens forudsigelighed. Tim, der har alt, kræver mere. Han er fanget i kapitalismens jernnæve, der langsomt klemmer al menneskelighed ud af ham. Barry, den såkaldte idiot, er manden, der skal føre Tim tilbage på rette spor, hvor penge og glamour, Porsche og Penthouse, ikke er vigtige ingredienser i et rigt liv. Et rigt liv er kærlighed, ægteskab og venskab. Venskab med en aparte museudstopper.

En komedie skal helst ikke hensætte én i en tilstand af apati. En komedie skal helst ikke lulle én i søvn. En komedie skal helst ikke give én lyst til at foretrække at se en flæskesteg langtidsstege. “Dinner for Schmucks” er en apatisk oplevelse, hvor man oftere gaber end griner. Steve Carells karakter er – som filmen i helhed – en apatisk oplevelse, og Paul Rudds karakter er kedelig, forudsigelig og dybt irriterende. Det sidste kan i øvrigt også siges om Carells karakter.

This slideshow requires JavaScript.

Trailer til “Dinner for Smucks” ::

Anmelder: Jonas K. Larsen

NB: Det nye Fiktion & Kultur bliver lanceret ultimo april med masser af nye film- og litteraturanmeldelser.

Tagged: Blu-ray, Dinner for Schmucks, DreamWorks, Filmanmeldelse, Jay Roach, Komedie, Paramount Pictures, Paul Rudd, Steve Carell, Trailers

Posted in: Anmeldelser: Film, Om film