Månedsarkiv: juli 2011

Warner Brothers udgiver “Rosens navn” på Blu-ray

Warner Brothers har netop annonceret, at de udgiver Jean-Jacques Annauds fine filmatisering af Umberto Ecos postmoderne krimi – “Rosens navn” – på Blu-ray den 13. september. Så kan man genopleve en ung Christian Slater og en yngre Sean Connery i rollerne som Adso of Melk og William of Baskerville.

Traileren er ikke HD-kvalitet!

Renæssancens ansigter … Bode-museum i Berlin udstiller da Vinci-mesterværk!

Til og med den 31. oktober kan man, hvis man besøger herlige Berlin, opleve noget ganske sensationelt på Bode-Museum: Her bliver Leonardo da Vincis portrætmesterværk “Dame med hermelin” udstillet som en del af udstillingen “Renæssancens ansigter”.

“Dame med hermlin” – der er et ganske lille portræt på blot 54×40 cm – blev malet i perioden 1489/90 og hænger normalt på Czartoryski Museum, Nationalmuseet i Krakow. Det lille maleri skildrer Cecilia Gallerani, der var hertugen af Milanos, Lodovico Sforzas, elskerinde. Et maleri, der i min optik er noget mere interessant end da Vincis ellers mest berømte.

Se den lille præsentationsvideo forneden, og læs mere om udstillingen her: KLIK

“The Finder” … ny Fox-serie, der får tv-premiere 2012.

Endnu en Florida-serie, tænkte jeg, da intro-traileren til “The Finder” – en spinoff-serie til den eminente “Bones” – er færdig. Rent geografisk – men også genremæssigt – kommer den til at befinde sig samme sted som den helt igennem übercoole spion/crime-serie “Burn Notice”, den mesterlige “Dexter” og “CSI: Miami”.

“The Finder” er – som “Bones” – skabt af Hart Hanson, og seriens pilotepisode bygger videre på episode 19 i sæson 6 af “Bones”, der – ganske passende – hedder … “The Finder”. Serien, der er sat til at få amerikansk tv-premiere i 2012, har Geoff Stults og Michael Clarke Duncan i de bærende roller.

“Terra Nova”: Ny science fiction-serie fra Fox til efteråret.

Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på Amblin/Universal-serien “Earth 2” (1994-1995), når jeg ser traileren for den kommende Fox-serie “Terra Nova” (2011), der får amerikansk tv-premiere til efteråret. Andre film og tv-serier, der springer i tankerne, er “Lost”, “Avatar”, “The Lost World”, “Stargate” (også serierne) og “Jurassic Park” … “Terra Nova” er sci fi, fantasy og adventure for fuld skrue, lader det til.

Og ja, man skulle næsten tro, at Steven Spielberg var producer på serien … hvilket han faktisk også er. Dog kun executive producer, men alligevel. Ikke mindst scenen, hvor Stephen Lang (fra James Camerons “Avatar”) står parat til at skyde en T-rex-lignende dinosuarkrabat trækker ens tanker i retning af “Jurassic Park”. Her er traileren samt en håndfuld stills fra serien, som i hvert fald jeg har skrevet mig bag øret!

This slideshow requires JavaScript.

Den 4. august giver “Cars 2” – med fantastiske Michael Caine – den gas!

Den første “Cars” hører til blandt de svageste film i den efterhånden lange perlerække af imponerede animationsbedrifter fra Pixar-studierne. Plottet er trægt og gumpetungt, og karaktererne er helt og aldeles uden kant. Dette lader der til, hvis man skal tro traileren, at være blevet rådet bod på i den kommende efterfølger – “Cars 2” (2011) – hvor Lightning McQueen og Mater (der på danske kendes som Lynet McQueen og Bumle) bliver fanget i deres helt eget James Bond-inspirerede spioneventyr, hvor herlige Finn McMissile (med stemme af ditto herlige Michael Caine) giver den gas og fuld pedal. Hvis man vil slippe for det filmisk unødvendige 3D-gøgl (samt David Owes og Lars Hjortshøjs stemmer), så sendes filmen også i 2D og engelsk original … heldigvis! Filmen får dansk biografpremiere den 4. august.

Trailer til den kommende “Puss in Boots” (2011)

Den charmerende, støvlebærende og sværdbehændige røde hankat, der blot hedder Puss, er tilbage i sin helt egen film. Han har ladt Shrek og de andre i stikken, har pakket kufferten og begivet sig ud på sit helt eget spinoff-eventyr. “Puss in Boots” – der på dansk naturligvis er blevet korrekt navngivet som “Den bestøvlede kat” – dukker (ifølge Kino.dk) op i de danske biografer den 2. februar 2012. IMDb siger dog, og det kan man jo blot håbe på, at den røde charmekat allerede er biografaktuel herhjemme i år, nemlig den 15. december. Nu får vi se, hvilken dato, der holder stik.

Det er Chris Miller, der også stod bag “Shrek the Third”, som sidder i instruktørstolen. Blandt de mere prominente stemmetalenter finder man blandt andet Zach Galifianakis, Salma Hayek, Billy Bob Thornton og (naturligvis!) Antonio Bandereas, der igen leverer den uforlignelige stemme til Puss.

Anmeldelse: “Hovedløs sommer” af Erling Jepsen

Anmeldelsen af Erling Jepsens roman “Hovedløs sommer” er netop lagt på Fiktion & Kulturs hjemmside. Hvis du ønsker at læse anmeldelsen, så klik på bogcoveret forneden.

“Gnomeo & Juliet” udkommer på dvd og Blu-ray den 26. juli

Den 26. juli sender Walt Disney deres animerede Shakespeare-versionering af “Romeo & Juliet” – havenisse-filmen “Gnomeo & Juliet” (2011) – ud på dvd og Blu-ray. Filmen, der er instrueret af Kelly Asbury, har stemmetalenter af blandt andet Emily Blunt, James McAvoy, Jim Cummings, Michael Caine, Maggie Smith, Jason Statham, Ozzy Osborne, Patrick Stewart, Hulk Hogan og Dolly Parton.

This slideshow requires JavaScript.

Skal du tilbage til fremtiden den 28. juli 2011?

Juli måned rundes af med en fantastisk film, en ægte 80’er-perle, når Robert Zemeckis’ fabelagtige “Back to the Future” fra 1985 får repremiere. Så hvis man vil (gen)opleve Doc Brown (Christopher Lloyd) og Marty McFly (Michael J. Fox) på det store lærred, så er der her en helt igennem fantastisk chance, man som 80’er-aficionado ikke må snyde sig selv for. Det sker alt for sjældent, at film som denne bliver relanceret i biografen. Så hop ind i den smarte Delorean, og gør dig klar til en rejse tilbage til fremtiden. Filmen får repremiere den 28. juli.

Er du glad for 80′ernes film? Så læs også disse to indlæg:

10 filmfavoritter fra 80′erne & 10 filmfavoritter fra 80′erne … anden omgang

Nedenfor indsatte trailer er for den flotte Blu-ray-boks med hele “Back to the Future”-trilogien. En boks, man som filmfan naturligvis bør have stående på reolen.

Læs også disse to indlæg:

Michael J. Fox genskaber teaser-trailer til “Back to the Future” & “Back to the Future”-trilogien udkommer på Blu-ray i en “Limited Edition Tin”-udgave med DeLorean … i England

Ny trailer til Marc Webbs “The Amazing Spider-Man” (2012)

Spider-Man er tilbage! I 2012 er det ikke kun Christopher Nolans tredje film om Batman – “The Dark Knight Rises” – man som superhelte-fan skal skrive i kalenderen over film, der skal ses i biografen. Nej, Marc Webb (passende efternavn) er også klar med rebootet “The Amazing Spider-Man”, der har Andrew Garfield (fra David Finchers “The Social Network”) i hovedrollen som den spindelvævsskydende helt. Også Sally Field, Martin Sheen og Emma Stone er at finde på rollelisten. Det er igen Alvin Sargent, han skrev “Spiderman 2 & 3” sammen med blandt andet Sam Raimi, der står bag manuskriptet. Pt. får filmen dansk biografpremiere den 3. juli 2012.

2012 bliver i øvrigt et ægte superhelte-år, da de største af slagsen kommer til at kæmpe om biografgængernes og filmelskernes gunst. Det er således ikke kun de i ovenestående nævnte herrer Batman og Spider-Man, der gør deres entré i de mørke sale næste år. Nej, også Superman i Zack Snyders med spænding ventede Superman-reboot, “The Man of Steel”, der har manuskript af David S. Goyer, dukker op. På den imponerende rolleliste finder man blandt andet Henry Cavill (Clark Kent/Superman), Amy Adams (Lois Lane), Russell Crowe (Jor-El, ikke bekræftet), Kevin Costner (Jonathan Kent), Diane Lane (Martha Kent) og Julia Ormond (Lara Lor-Van) … fantastisk!

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.