I 1951 instruerede Christian Nyby og Howard Hawks horror/science fiction-klassikeren “The Thing From Another World”, der i 1982 blev genindspillet af gysermesteren John Carpenter under den mere kompakte titel “The Thing” … begge fantastiske film, der hører til blandt genrens bedste. Nu – henholdsvis 60 og 29 år efter de to første – kommer der endnu en film til serien. Denne gang er der tale om en prequel til Carpenters film, der foregår lige før handlingen i denne.
Den nye “The Thing”, der er instrueret af den i filmhenseende ganske ukendte Matthijs van Heijningen Jr., foregår tre dage før begivenhederne i Carpenters geniale genindspilning fra 1982 (hvem sagde, at genindspilninger pr. definition skal være dårlige?), og har blandt andet danske Ulrich Thomsen i en af de ledende roller. Filmen får dansk biografpremiere den 3. november 2011.


Peter Madsen
22. juli 2011
Sandt at sige, så kan jeg kun svagt huske udgaven fra 1982, så jeg må høre horroreksperten om det giver mening at lave en prequel? Og Ulrich Thomsen lyder ikke alt for overbevisende som engelsktalende skuespiller.
Robert Johannes Rasmussen
22. juli 2011
Om det giver god mening, ved jeg ikke. Carpenters genindpilning fra 1982 står som sådan fint på egne ben, så det skal ikke være af forklaringsmæssige årsager. Men hvis holdet til den nye kan få flikket en fin og overbevisende forhistorie sammen, så rammen og universet bliver udvidet, synes jeg, det er et spændende projekt. Og nej, Ulrich Thomsen er, som langt flertallet af danske skuespillere, ikke overbevisende ud i det engelske. Hans accent kan dog i dette tilfælde undskyldes med, at han skal spille en nordmand.
Men jeg lader tvivlen komme filmen til gode, da det de seneste år rent faktisk er lykkedes Hollywood at lave nogle flotte og interessante genfortolkninger af horrorfilm.
Og så synes jeg, at Rikke Schubart fremfører nogle meget fine pointer i blogindlægget “Om remakes og hvorfor man egentlig ikke må genlave film“.