Egon Schiele (1890-1918) er den maler, der (efter Gustav Klimts æra fandt sin afslutning) har haft den længstvarende effekt på kunstnermiljøet i Wien. Efter en kortvarig flirt med Klimts stil, Klimt var Schieles mentor, satte han spørgsmålstegn ved den æstetik, som kendetegner Wiener Art Nouveau-bølgen. Han udfordrede den herskende kunstsmag med sine på ingen måde lettilgængelige malerier, hvilket betød, at han blev opfattet som en enfant terrible.
Mange af Schieles samtidige kunstnerkolleger fandt hans ekspressive nøgenmalerier og selvportrætter med deres akavede bevægelser og morbide farver grimme og sågar moralsk forkastelige … en kritik, der kulminerede med, at Schiele i 1912 måtte udstå en kort fængselsdom for sine “uanstændige” og “anstødelige” malerier. Men selvom en hård kerne af kritikere i Schieles samtid ikke forstod kunstneren, så har han sat sit uomtvistelige fingeraftryk i kunsthistorien og i den tysk/østrigske ekspressionisme.
Forlaget Taschen udgiver til november den ovenfor indsatte bog om Wiens kontroversielle og udskældte vidunderbarn, Egon Schiele. En bog, som jeg glæder mig meget til at få fingerne i.


Posted on 31. oktober 2011
0