DF 43: Friends With Money (2006)

Jeg havde fornøjelsen af Nicole Holofceners dramakomedie “Friends With Money” (2006) i går aftes. Når jeg skriver fornøjelse, så skal det tages med et gran salt. Den var ikke dårlig, men den var nu heller ikke udpræget god. Skuespillet fejlede intet, castet var også interessant (alene Frances McDormands tilstedeværelse gør jo, at filmen bliver seværdig) men noget hang ikke sammen optimalt. Og da filmen byder på én af de mest abrupte og sammenhængsløse slutninger i mands minde, så stod jeg af.

Olivia (Jennifer Aniston) har det hårdt. Ingen mand, ingen kæreste, intet job (af interesse) og ingen penge. Hun er et håbløst tilfælde, føler hun selv, og tingene gøres ikke bedre af, at alle hendes venner er veletablerede ægtepar, der tilhører den bedre ende af indtægtsskalaen. Det betyder dog ikke, at hun plages af mindreværdskomplekser – langtfra, endog. Hun knokler med at gøre rent i andre folks – rige folks – hjem, hvor hun, når stunden byder sig, benytter sig af fruen i husets dildo eller nakker en dyr ansigtscreme, som hun ikke selv har råd til. Nød lærer nøgen kvinde at spinde, lyder devisen.

Filmen bliver aldrig interessant. Den forbliver på det uforløste plan, hvor problemerne ganske rigtigt introduceres, men aldrig forsøges indlemmet (eller løst) på en måde, hvor det bliver vedkommende. De veletablerede ægtepar er så veletablerede, at de ikke længere interesserer sig for hinanden. Der er hele tiden anslag, der aldrig følges til dørs. Og slutningen er så bekvemt og fantasiløst påklistret, at man glæder sig over, at farcen blot varer 84 minutter. Askepot får naturligvis sin rige – om end overvægtige og lettere usoignerede – prins, der kan give hende et materielt liv og en status, der gør hende ligeværdig med de håbløst hule veninder.  

Besøg den visuelle oversigt til “Dagens Film”: KLIK

DF 42: Night at the Museum (2006)

Where History Comes To Life … Sådan lyder den ret præcise tagline til Shawn Levys fantastisk underholdende “Night at the Museum” fra 2006, hvor Ben Stiller spiller nattevagten Larry, der pludselig får sin sag for. Midt om natten på Museum of Natural History, hvor alt burde være stille og roligt, da bliver alt – lige fra dyr til mennesker – spillevende.

Stakkels Larry får nu travlt med at holde styr på skelettet af en kæmpe Tyrannosaurus Rex, der som en anden hundehvalp er ellevild for at lege “hent pinden”. Han stifter bekendtskab med USA’s 26. præsident – Theodore Roosevelt (Robin Williams) – der belærer ham om, at nogle mænd fødes til storhed, andre bliver storheden betroet. Han bliver jaget af Hunnerkongen Attila, beskydes af sydamerikanske miniputindianere med giftpile og skal jævnligt skille krigeriske romere fra ditto krigeriske cowboys. Han har nok at se til, den stakkels Larry.

Filmen har i øvrigt en øretæveuddelende Mickey Rooney i én af rollerne, han fylder 90 i år, og Dick Van Dyke, der også snart kan gøre Rooney selskab rent aldersmæssigt, er også at finde i filmen.

“Night at the Museum” – der har fået en efterfølger med “Night at the Museum: Battle of the Smithsonian” (2009) – er et fantastisk eventyrcirkus, hvor det bløde smil jævnligt afløses af det hårde latterbrøl. Også Owen Wilson gør sig positivt bemærket som miniputcowboyen Jed, der hele tiden vil dele øretæver ud til miniputromeren Octavius (Steve Coogan). Et i sandhed morsomt modstanderpar, der – naturligvis – bliver bosom buddies til sidst.

Besøg den visuelle oversigt til “Dagens Film”: KLIK

DF 28: Extreme Movie (2008)

Der findes film, man for alt i verden bør undvige. Der findes film, der ikke blot stjæler kostbare minutter af ens liv, men som tilmed også gør én dummere. En sådan grum sag af en film er “Extreme Movie” (2008). Don’t go there!

Jeg burde nok have lugtet lunten, da jeg satte “Extreme Movie” i afspilleren. Når man få minutter inde i filmen (er det en film, når den ikke mønstrer et plot?) bliver præsenteret for et kvindeligt sexmonster, der er til alt fra dværge i cowboy-outfit til brægende får, så burde man nok vælge at slukke, tage dvd’en ud og brænde den. Jeg holdt dog ud – alle 72 minutter – hvilket jeg retrospektivt ikke burde have gjort.

Og nej, der er ikke noget plot. Filmen er ét langt, kedsommeligt sammensurium af seksuelle udskejelser, teenagere, der skal miste deres uskyld, og de deraf følgende alt andet end morsomme situationer.

Jeg må blot konstatere, at jeg enten er blevet for gammel (og forstokket!?) til denne slags film, eller at den slet og ret er guddommeligt elendig. Jeg vælger at sætte kryds ved den sidste mulighed, da jeg trods alt stadig kan trække på smilebåndene af film som “Scary Movie”.

“Extreme Movie” er toiletudgaven af teen-spoof-komedier – skyl den ud, inden du ser den!

Besøg den visuelle oversigt til “Dagens Film”: KLIK

DF 23: Big Stan (2007)

Jeg så Rob Schneiders “Big Stan” (2007) - han har både instrueret samt spiller hovedrollen i filmen – i kølvandet på Stephen Sommers miserable actionfllick “G.I. Joe: Rise of Cobra” (2009). Det kom uden tvivl “Big Stan” til gode, der pludselig kom til at fremstå som et filmisk vidunder i forhold til actionfadæsen, der bygger på endnu et stykke Hasbro-legetøj.

Hvis man er til lummer, analfikseret fængselshumor af den penetrerende slags, hvis man synes, at homovoldtægter i amerikanske fængsler og bøsseparodier bare er det bedste på denne jord, så vil man uden tvivl strabadsere sine lattermuskler ganske meget. Hvis ikke, så skal man nok ikke gå ombord i “Big Stan”, der svælger i genreklicheer og latrinær humor på neandertal-niveau.

Rob Schneider er hverken en god instruktør eller skuespiller. Ikke desto mindre har han valgt at påtage sig begge funktioner i denne film, der muligvis gør sig godt hos teenage-segmentet, men som ikke gør sig godt som film. Men igen, hvis man vælger at se “Big Stan”, så kan man med fordel se “G.I. Joe: Rise of Cobra” først. På denne måde vil man se med helt andre briller på “Big Stan”. Dog er begge film på samme kunsteriske og underholdninsmæssige niveau: de stinker!

Besøg den visuelle oversigt til “Dagens Film”: KLIK

“American Pie” ude på Blu-ray

Sandrew Metronome er i fulde gange med at sende ældre katalog-titler ud på Blu-ray. Denne gang er turen kommet til Paul Weitz’ teen-komedie “American Pie” fra 1999, der nu (for første gang) kan opleves i high def.

Fire gymnasiekammerater indgår en pagt – om tre uger skal de alle sammen have debuteret seksuelt. Lige meget hvor, hvordan og med hvem! De forbereder sig – på hver deres måde og med skiftende held – til den store aften, men ofte ender deres vellagte planer i en ubrudt række af yderst pinlige episoder. Selvfølgelig går det med det projekt, som med så meget andet: jo mere ivrig og forceret man bliver, jo længere væk flytter målet sig. Et godt stykke tid ser det faktisk ud til , at vores venner ikke får noget på “den dumme” overhovedet?