Hvorfor har man reoler, der bugner af bøger?

Et suverænt eksempel på "pral": fyldte bogreoler!

Der er mere grovlugtende lort på internettet, end der er i alverdens storbyers kloaksystemer tilsammen. Det kræver spidsfindighed (og en tunge placeret midt i flaben) at navigere i det virvar af nonsens og substansløst gøgl, nettet er overlæsset med.

I den henseende stødte jeg ufrivilligt og ved et tilfælde ind i Jonas Stenbæk Christoffersens kommentar – han skriver for Berlingske Tidende – Frispark: Reoler fulde af pral. Man skulle tro, at den sad lige til højrebenet, hvis man som bogsamler/elsker/læser blev bedt om at “forsvare” – hvorfor skal man i øvrigt det!? – at man har reoler, der bugner af bøger. Ikke desto mindre er der intet frispark over Jonas Stenbæk Christoffersens buldrende overfladiske bøger-i-reol-kommentar. Han begår straffespark og får direkte rødt!

Hvorfor har man reoler, der bugner af bøger? Fordi man læser litteratur! Fordi man elsker litteratur! Fordi man ikke kunne forestille sig et liv uden bøger. Uden at være omgivet af bøger. Fordi man er passioneret boglæser/elsker/connaisseur. Fordi man har favoritpassager i favoritbøger og ikke-favoritbøger, som man genlæser igen og igen og igen. Fordi man elsker følelsen af at være omgivet af ord, passager og sætninger. Fordi litteratur er en åndelig nødvendighed, som blod er en fysisk. Fordi man elsker duften, følelsen og synet af bøger. Fordi bøger er osmose. Fordi bøger er minder. Fordi bøger er skrevet af mennesker, af forfattere, man beundrer og ser op til. Fordi bøger er samtaleskabende (og -berigende) og fordi de – som Jonas Stenbæk dog ganske korrekt fremhæver – er en materialisering af vores egen personlighed …

Tag dig dog sammen, Jonas Stenbæk Christoffersen, og find på en bedre (hvis du da elsker litteratur?) forklaring på, hvorfor man omgiver sig med bøger, end pral. Det er en fortænkt – og alt andet end gennemtænkt – forklaring på et så ligetil højrebensspørgsmål.

Og så hører spørgsmålet hvorfor samler du egentlig på bøger? til jordens mest idiotiske. Især hvis det stilles af én, der må forventes at kende til ens passionerede forhold til litteratur. Kummerligt spørgsmål, kummerlig kommentar.

København i vinterklæder: En cadeau.

Bedst som man tror, at man er den eneste, der har fået idéen at indtage København en tænderklaprende kold februardag, render man hovedkulds ind i lemmingagtige massevandringer af tyskere, italienere, spaniere og – ikke mindst – svenskere, der udstyret med huer, halstørklæder og handsker er valfartet til den danske storstad, hvor sneen daler fra en alt andet end blå himmel. Den er grå, skulderskuttende tung og varsler frostdage med varmt tøj. Kulden er bidende og æder lystigt af ører og næser, der som røde lamper lyser op på alle Københavns vinterturister, der dog med smil på læberne nyder det flotte, sneklædte bylandskab.

Jeg selv er i byen for at indløse en julegave, der indbefatter et todages ophold på det Arne Jacobsen-designede Radisson-hotel The Royal Hotel. Hotellet stod færdigt i 1960 og befinder sig i hjertet af Wonderful Copenhagen, som titlen lyder på Viggo Vagnbys berømte og smukke plakat fra 1959. Fra 18. etage, hvor vi er blevet indlogeret i et skæppeskønt Arne Jacobsen-møbleret værelse, er der et pragtfuldt vue over de københavnske tage. Et vue, der inspirerer til at blive hængende foran det store vinduesparti i stille eftertænksomhed.

Man – et noget anonymt og generaliserende pronomen, det ved jeg – har en forkærlighed for at stedse verden rundt i en evig søgen og higen efter oplevelser. Man glemmer i denne henseende ofte sin egen baghave, hvor oplevelserne kan være af lige så berigende karakter som dem, man henter udenlands. Hvordan skal man for eksempel forstå verden omkring sig, hvis man ikke kender sit eget lands historie?

København emmer netop af historie. Af kultur. Af buldrende storby. Det er byen, H.C. Andersen flygtede til. Det er byen, hvor én af verdens støreste filosoffer, Søren Kierkegaard, med sine storkeben skridtede brostenene af, imens han afskrev den grimme ælling fra Fyn enhver æstetisk relevans. Eksistensfilosofiens mastodont åbnede eksempelvis sit banebrydende forfatterskab med en sønderlemmende og tilintetgørende kritik af fynboens eventyrforfatterskab.

Kierkegaard hævdede blandt andet, at Andersen var … bedre skikket til at fare afsted i en Diligence og besee Europa, end at skue ind i Hjerternes Historie. I dag hviler begge, som den lunefulde skæbne det ville, på Assistens Kirkegård på Nørrebro. Her hviler de på deres velfortjente laurbær og besøges årligt af tusindvis af turister, der ønsker at bese geniernes gravsteder.

Man går i små, klemmende sko, hvis man afskriver København som værende et mindre interessant bekendtskab sammenholdt med de større metropoler verden om. København er nemlig en ægte fuldblods kulturmetropol, der huser kunst- og kulturskatte af international kaliber. De mange museer kan uden problem mænge sig med de store rundt om i Europa. Glyptotekets imponerende antiksamling kan få enhver kunstconnaisseur til at få blanke øjne, hvilket også gælder museets smukke samling af fransk impressionisme, hvor især Edgar Degas troner med sine elegante ballerinaer.

I Glyptotekets sneindhyllede have, der vender ud mod et vinterforladt Tivoli, sidder et eksemplar af Auguste Rodins poetiske Tænkeren, fordybet i filosofiske grublerier, og henlever evigheden og årstidernes skiften. I selvsamme have står Niels Hansen-Jacobsens pragtskulptur fra 1896, Trold der vejrer kristent blod. En grum og djævelsk ond i sulet trold, der med fremstrakt hånd og fingre som kløer er på evig jagt efter en stakkels kristen, der forvilder sig for tæt på.

København er Christian IV’s. Konge og bygherre af Guds Naade. Man skal naturligvis en tur i Rundetårn og et smut forbi Børsen med tårnspiret og de smukke, snoede dragehaler. Holmens Kirke er også værd at besøge, og hvis man vil se de danske kronjuveler, så må man forbi Rosenborg Slot, der er opført i nederlandsk renæssancestil. Den fjerde Christian er også kongen bag Trinitatis Kirke, det gamle boligkvarter Nyboder, Proviantgården og Tøjhusmuseet, der bevogtes af Istedløven.

Man mærker tydeligt, at man befinder sig i en storby, når selv hippierne har gjort knæfald for kapitalismen og render rundt med 70’er hjemmestrik og iPhones en masse. Her interagerer storbyens klassiske charme med modernitetens konsumfilosofi. Mennesker går rundt mellem hinanden, nogle med materielle og merkantile kapitaldrømme andre med drømme om store åndsbedrifter. Københavns diversitet repræsenterer det klassiske billede af en dynamisk og leveglad storby, hvor kulturen og kunsten gnubber skuldre med kapitalismen og konsumglæden. Man valfarter til disse byer, til byer á la København, ikke blot for at opsuge kulturen, fortære kunsten og imponeres af arkitekturen, men også for at (ud)leve forbrugslivet i skønne butikker og dandere den på chikke caféer med café latte og cappuccino i stride, velbehagelige strømme.

København har draget, fascineret og fostret en lang række af Danmarks største forfattere, der i deres værker har skrevet om byen og den magi, der knytter sig til den. Fra Herman Bang til Klaus Rifbjerg. Fra Gustav Munch-Petersen til Michael Strunge. Fra Mogens Klitgaard til Dan Turèll. Og så naturligvis Tom Kristensen, der så indfølt og udtryksfuldt skriver om det København, han voksede op i.

Tom Kristensen er måske netop den af vore forfattere, der har skrevet smukkest og mest berusende om København. I Kristensens hovedværk – Hærværk fra 1930 – følger man den fallerede digter og anmelder Ole Jastrau, der i et flimrende København flakker rundt alene og sammen med poeten Steffensen. Som når Jastrau ser ned ad Istedgade i fjerde kapitel:

Og han selv måtte stirre ned ad den lange gade. Uendelig var den. Formiddagssolen lynede i et mylder af åbentstående vinduesruder som i vanddråber, og langt ude ved Enghaveplads blev de grå og gule facader luftige som fjerne bjerge, indtil de opløstes i en flimrende tåge.

Eller da Jastrau i starten af femte kapitel – sammen med poeten Steffensen – er trådt ud i et nattekoldt og blæsende København. Et København, der oplyst i koldt neon bliver til en sitrende og elektrisk storby og som afspejler den bevægelse, den uro, der ligger latent og ulmer i Jastrau:

Det blæste koldt, og Jastrau slog kraven op om ørerne; men han havde den uro og det tempo i blodet, som aftenluft og brede fortove giver. Brandrøde og gasagtigt blå neonrør flammede som navnetræk skrevet ud i ét eneste luende strøg: Scala. Blå elektriske pærer skinnede mystisk som lampioner mellem løv: Marmorhaven. Navne i gult. En lysavis jog hen langs et tag med et glødende tågeslør slæbende efter hvert bogstav. (…) Det var en af Københavns blanke aftener.

Som Jastrau, slog jeg også kraven godt op om ørerne, da jeg og min kæreste på denne vores første dag i København startede en lang og smuk byvandring, hvor sneen faldt stille omkring os. Godt pakket ind, men med kulden som vedholdende følgesvend, begav vi os af sted til nogle af Københavns smukkeste seværdigheder.

Marmorkirkens imposante – og alt andet end nøgterne protestantiske arkitektur – indledte turen, der gav løbenæse og røde kinder. Vi fortsatte fra Marmorkirken over til Amalienborg og videre ned til Operaen. Gled forbi den Kongelige Afstøbningssamling, hvor Michelangelos David stolt frysende skuer ud over havnens isklædte vande og videre til Churchillparken og Gefionspringvandet.  Slutteligt endte vi ved et af vore mest berømte nationalsymboler, Edward Eriksens Den lille havfrue på Langelinie. Hun rejser i øvrigt snart – for en kort stund – til Shanghai i Kina, hvor hun skal deltage i verdensudstillingen Expo 2010.

At det er sikkert, at Den lille havfrue igen vender tilbage til sin sten på Langelinie efter sit smut til Østen, lige så sikkert er det, at også jeg igen vil komme til København.

Om sneens stilhed…

Det eneste eksisterende fotografi af Friedrich-maleriet, der gik tabt under Anden Verdenskrig.

Det sner igen. Vinteren har været lang. Jeg tænker på Orhan Pamuks fra engelsk til dansk oversatte på tyrkisk forfattede roman “Sne”. En oversættelse af en oversættelse. Ikke smart! På trods af dette, indledes romanen, som Pamuks øvrige, med en passage, man som læser memorerer, husker og glædes over. Ikke mindst, når det sner. Sneens stilhed, skriver Pamuk om den følelse, romanens busrejsende har indvendig. Og det – sneens stilhed (!) – er netop én af de mest berusende følelser, man rent mentalt kan udsættes for. At være omsluttet af og indhyllet i stilhed (alt imens hvide fnug forvandler og transformerer byens kedelige grå topografi til et magisk eventyrland af hvidt, jomfrueligt pudder) henfører én i en kontemplativ, nærmest meditativ, trancetilstand.

Man tænker på det smukke Caspar David Friedrich-maleri “Klosterfriedhof im Schnee” (1817/19), der oprindeligt hang på Alte Nationalgalerie i Berlin, men som desværre gik tabt i en brand under Anden Verdenskrig, da De Allierede bombede byen. En slags filosofisk ophøjelse, en brillant billedeliggørelse og visualisering, af den evige stilhed, dødens stilhed, der hersker på kirkegårde, smelter sammen med vinteren, der pakker landskabet ind i et lydisolerende lag af sne. Stilheden på kirkegården forstærkes og tydeliggøres af vinterens komme. Et gotisk, skrækromantisk motiv, der med sin dysterhed snildt kunne være setting for en hvilken som helst vampyrfilm.

Kunstneren Hiroyuki Masuyamas forsøg på at genskabe farverne i det destruerede Friedrich-maleri.

Jeg undrer mig over …

 

Jeg undrer mig over ...

JEG UNDRER MIG OVER, at Fjällrævs-bærende og antiautoritære pop-hippier med tiltuskede, moderigtige klimaidealer kun kryber ud af deres aktivisthuler, når de kan få mediedækning. Hvor er deres holdninger og idealer henne, når der ikke er COP15 i København? 

JEG UNDRER MIG OVER, at universiteterne er blevet til udklækningsanstalter for erhvervs- og virksomhedsuddannelser. Tak, Helge Sander, fordi du driver rovdrift på humaniora! 

JEG UNDRER MIG OVER, at folk, der normalt ikke læser eller køber bøger, pludselig skal have lekture i julegave? Åndløs i hverdagen, åndrig i julen!? 

JEG UNDRER MIG OVER, at folk, der normalt ikke læser eller køber bøger, begynder på det, fordi de for en kortere eller længere periode er i udlandet. Bliver man kulturel af storby? Nej! 

JEG UNDRER MIG OVER, at man besøger museer, når man er på ferie, hvis man i sin hverdag ikke skænker kunst eller kultur en tanke. Bliver man kulturel af storby? Nej! 

JEG UNDRER MIG OVER, at filmjournalistik (anmeldelse og kritik) ikke bliver varetaget sobert af dansk tv. Af professionelle. Det lader til, at amatørbloggere er ved at få denne form (trods inkompetence) i deres magt! 

JEG UNDRER MIG OVER, at bloggere ikke gør mere ud af deres sprog. Hvis man vil skrive, hvis man vil dele sin mening (sine tanker) så forsøg i det mindste at gøre det sprogligt korrekt! 

JEG UNDRER MIG OVER, at vi lever i et mediediktatur, hvor alle – interesse underordnet – skal betale tvangslicens, om end man er af den mening, at 95 % af det, der produceres, er uinteressant. 

JEG UNDRER MIG OVER, at julen skal være et paradis for forbrugsfetichister, og at den klassiske hygge er skubbet i periferien til fordel for gaver, pengegejl og julegøgl! 

JEG UNDRER MIG OVER, at internettet gang på gang bliver helgenkåret som stedet, hvor alt er, hvor alt findes, hvor alt skal være. Drop Google, sløjf Wikipedia og læs bøger. Det er et spørgsmål om substans! 

JEG UNDRER MIG OVER, at folk – der normalt ikke stjæler fra butikker – downloader (eller streamer) ulovligt uploadede og copyrightbeskyttede kulturprodukter (film, serier, musik, programmer) fra nettet uden at kny. Det er svineri! 

JEG UNDRER MIG OVER, at litteratur først er litteratur (for mange) når det kan mønstre fortegnet “krimi”. Drop mordene og parkér Läckberg, Nesbø, Dahl, Larsson og Blædel (samt alle de andre skemaforfattere) i kælderens mørke. 

JEG UNDRER MIG OVER, at Facebook skal være stedet, hvor lalleglade forældre tvangsagtigt skal statusopdatere, hvad deres små, uinteressante poder har foretaget sig af ligegyldige ting! Hold jeres familie for jer selv! 

JEG UNDRER MIG OVER, at modegejle og popfikse hunkønsvæsner med indianerkrigsmaling og Paris Hilton-køtere i taske og outfit skal svine et i forvejen med lort inficeret internet til med modeblogs en masse. 

JEG UNDRER MIG OVER, at blot fordi man er kendt, så kan det berettiges, at man udgiver en kogebog, der indeholder klassiske opskrifter, der er alt andet end selvopfundne. Jeg nævner her ikke forfatterbaronessens navn… Her køber man navnet, ikke indholdet! 

JEG UNDRER MIG OVER, at vi lever i et samfund, der stadig – med klima og miljø in mente – overproducerer papirprodukter i form af reklamer og telefonbøger. 

JEG UNDRER MIG OVER, at DR kan vinde en Emmy for “Livvagterne”. En serie, der i enhver henseende er indbegrebet af en steril, plotlatterlig klichéproduktion.

JEG UNDRER MIG OVER, at mit lokale bibliotek har hylder med litteratur på arabisk, iransk, tyrkisk, hindu, engelsk, fransk, italiensk og spansk men ingen hylder, der helliger sig det tyske.

JEG UNDRER MIG OVER, hvorfor biografier skrives inden personen, biografien omhandler, har det ene ben i graven? Biografier har – i vid udstrækning – udviklet sig til et litterært pendant til Se & Hør.

Om overfladisk, imbecil og åndløs kapitalfokuseret kulturformidling … de store kan få, de små må gå!

Det pisser mig sgu en smule af! Igen er det en film i mastodontligaen, der henvender sig til det store, brede publikum, der får en omgang umanerligt unødvendig screen time i TV2’s aftennyheder, hvor Jesper Steinmetz kan små-joke sig gennem et indslag om James Camerons første film i 14 år, “Avatar”. En blockbusterfilm, der i forvejen sælger sig selv, bliver – allerede inden verdenspremieren – på ukyndig hypemanér helgenkåret som et uomtvisteligt mesterværk, der alene pga. filmens omkostninger vil skrive sig ind blandt de bedste i filmhistorien. Det skriger til himlen af tåbelig, unuanceret pøbelfikseret populærjournalistik!

Det er det samme med Lars von Trier. Hans film er (ofte) fantastiske, og han er indiskutabelt den mest interessante og nyskabende instruktør, vi har herhjemme. Det betyder så, at medierne kan gå i hamsterhjulsselvsving og massemasturbere over instruktørens film, når de får premiere. Senest var det torturporno-filmen “Antichrist”, der blev voldtaget af massemediernes letkøbte og intelligensfornærmende journalistik.

Hvad med – frem for småplatte og kulturimbecile indslag i nyhederne – at man fik stablet et sobert og intelligent program på benene, der fuldt ud helligede sig formidlingen af kunsten og kulturen på et niveau, der befinder sig over et infantilt forståeligt stade? I den ombæring bør man overveje at skrotte “DR Premiere” og “Smagsdommerne”!

Det er lidt samme problematik, der gør sig gældende med tyske film (eller andre ikke-amerikanske film) i danske biografer. Kun hvis filmen har fået stoppet en Oscar tværs op i rectum, bliver den promoveret herhjemme. Det vil sige, at den almene biografbesøgende dansker f.eks. blot kan nævne en lille håndfuld germanske perler, der de seneste år – grundet den gyldne mandsling – er købt hjem til distribution. Hvis man bevæger sig ud over “Der Untergang”, “Sophie Scholl”, “Das Leben der Anderen”, “Der Baader-Meinhof Komplex”, “Lola Rennt” og “Die Welle”, så står det sløjt til med kendskabet til film fra vort naboland sydover.

Det er sørgeligt, at det først er når en film kan mønstre et potentielt verdenspublikum, at den får lidt opmærksomhed af medierne. Dansk kulturjournalistik og –formidling er (i tv-regi) elendigheden selv!

“Die Verwandlung” (“Forvandlingen”) af Franz Kafka

Als Gregor Samsa eines Morgens aus unruhigen Träumen erwachte, fand er sich in seinem Bett zu einem ungeheuren Ungeziefer verwandelt. Er lag auf seinem panzerartig harten Rücken und sah, wenn er den Kopf ein wenig hob, seinem gewölbten, braunen, von bogenförmigen Versteifungen geteilten Bauch, auf dessen Höhe sich die Bettdecke, zum gänzlichen Niedergleiten bereit, kaum noch erhalten konnte.*1

De fleste kender den tjekkiske forfatter Franz Kafka for de to posthumt udkomne romaner “Das Schloß” (1926) og “Der Process” (1926), der kun er os læsere tilgængelige i dag takket være Kafkas ven Max Brod, der trodsede Kafkas ønske om, at hans værker aldrig skulle udgives. Disse værker og fortællinger er i deres struktur konstrueret omkring et for Kafka altid tilbagevendende og centralt tema – nemlig individets magtesløshed overfor umenneskelige autoriteter. Mørkemænd og undertrykkere, der kan forvandle én til … ja, til en bille.

Kafka blev født i Prag i 1883 og døde i 1924 – 41 år gammel – i sanatoriet Kierling i Wien, hvor han blev behandlet for tuberkulose.  Hele livet igennem opfattede Kafka sig selv som ensom og udenforstående. Han isolerede sig selv følelsesmæssigt, hvilket bl.a. afstedkom forkvaklede forhold til kvinder. Da han i 1914 forlovede sig med Felice Bauer, skrev han i sin dagbog, at han følte sig bundet som en forbryder – lænket og anbragt i en krog. Således blev der aldrig tale om ægteskab, og forlovelsen blev hævet. For Kafka var kvinder, kærlighed og sex stærkt forbundet med konflikter af uløselig karakter.

Kafka har således i et brev berettet om, hvorledes han blev indført i erotikkens verden af en lille butikspige på et snavset og uhumsk hotel. I brevet skriver han, hvorledes sex (det modbydelige og smudsige) repræsenterer et hele, han lod sig drage af.

Jeg vidste da, at jeg aldrig ville glemme dette øjeblik, og samtidig vidste jeg, eller mente at vide, at dette modbydelige og smudsige, som i rent ydre forstand ingenlunde var nødvendigt, dog nødvendigvis hørte med til det hele, og at netop dette modbydelige og smudsige havde draget mig med vanvittig magt til dette hotel, som jeg ellers med opbydelse af mine sidste kræfter ville have skyet.

Den tidligere omtalte magtesløshed, der præger Kafkas forfatterskab, lader han træde eminent frem i novellen “Die Verwandlung”, der blev udgivet i 1915. Her illustrerer han konsekvenserne af menneskelig degradering. Ligeledes kobler han her det smudsige med familien – og dermed kærligheden – der i nævnte novelle træder frem i slutningen, hvor den til bille forvandlede Samsa kravler rundt i sit eget skarn og familiens affald.

Dog er det ikke fra familiens medlemmer, at kærligheden udspringer – det er fra Samsa selv.  Søsteren, moren og faren optræder nedværdigende og uforstående overfor Samsas situation og modarbejder novellen igennem konsekvent ethvert håb om en eventuel forbedring.  Denne hårde, umenneskelige behandling til trods, som man kan forvente fra andre, men dog ikke sin egen familie, lader Samsa fremstå som en naturlighed. Han forsøger forgæves at placere skylden på egne skuldre og gør dermed alt for at skåne familien.

Autoriteten er i novellen repræsenteret ved faren, der nærmere tugter end elsker sin søn.  Således undgår Samsa konsekvent denne, men opgøret er uundgåeligt. Faren lader på et tidspunkt sin hæmningsløse vrede gå udover den forsvarsløse Samsa. Han sparker ham, slår ham med stokken og bombarderer ham med æbler, hvoraf et af disse ligefrem trænger ind i Samsas billeryg.

Familien – i særdeleshed faren – bliver fremstillet som snyltere, der frarøver Samsa sin livsenergi. Han er bundet til familien – ikke kun af kærlighed, men af pligt. Dette udnytter familien skamløst, der lader Samsa knokle for deres egne, materialistiske behov. Troskyldigt afleverer Samsa størstedelen af sin løn i hjemmet uvidende om, at faren i forvejen er om ikke velbeslået, så dog i besiddelse af økonomiske midler. Samsa tilsidesætter således egne drømme for at kunne opfylde andres – men omkostningerne er uoverskuelige.

At ensomheden, og det forkvaklede forhold til kvinder og kærlighed, er et fremtrædende element i novellen er ganske klart. Således er der uundgåelige biografiske passager i fortællingen, der illustrerer dette, og som danner et psykologisk/biografisk forståelsesfundament.

Indledningsvis i novellen beretter fortælleren således om et billede, som Samsa har klippet ud af et kulørt tidsskrift og anbragt i en pæn forgyldt ramme, der hænger placeret oppe over skrivebordet:

Es stellte eine Dame dar, die, mit einem Pelzhut und einer Pelzboa versehen, aufrecht dasaß und einen schweren Pelzmuff, in der ihr ganzer Unterarm verschwunden war, dem Beschauer entgegenhob.*2

Som et religiøst ikon repræsenterer damen på billedet alt det, som Samsa ikke kan opnå via det liv, han fører hos familien. Kærligheden bliver en absurd og uopnåelig størrelse, der projiceres over på den ukendte dame fra boulevardpressens kulørte sider. Som et menneske uden indhold i tilværelsen, lever han ikke selv livet, men (op)lever det gennem et endimensionalt billede.

Kafka lader således sin hovedperson have problemer med følelseslivet. Dette afspejler tydeligt Kafkas egen situation i henhold til kvinder, der jo netop for Kafka frembød store problemer, da han aldrig lærte at give sig hen, men følte sig låst og bundet fast, så snart han involverede sig intimt og tæt med det andet køn.

Som det fremgår af det indledende citat, så har vi på det ydre plan at gøre med en stakkel, der en morgen finder sig forvandlet fra menneske til dyr. Der er her tale om en fysiologisk ændring, der af Kafka anvendes for at tydeliggøre den menneskeligt sørgelige situation, som hovedpersonen befinder sig i, og er frem for alt et billede på dennes psykologisk og mentalt ilde tilstand.

Absurditeten i novellen er håndfast og tydelig. Symbolsk er Kafkas værker udtryk for (hvilket i særdeleshed også gør sig gældende for “Die Verwandlung”) menneskets situation i en umenneskelig og meningsløs verden. Novellen blev til i en tid, hvor verden blev kastet ud i sin første verdenskrig. En krig, der betød død og lidelse for millioner af mennesker. Denne kontekst er af eftertidens Kafka-læsere blevet brugt som grundlag for forståelse af værkerne, hvor mennesker er kastebolde for en ansigtsløs overmagt.

Menneskets skæbne er determineret. Man indgår i et på forhånd fastlagt forløb, der ikke kan brydes, men som dikterer individet i den retning, der er det forudbestemt.  Det absurde og groteske hos Kafka illustrerer, at livet er en irrationel størrelse, der ikke altid byder på den retfærdighed, man kunne ønske.

Sympatien er i “Die Verwandlung” uomtvisteligt placeret hos den stakkels Samsa, der af kærlighed til sin dominerende og uforstående familie lader hånt om sit eget liv, der efter egen overbevisning er mindre værd end den tilfredshed, som hans penge giver familien.

Således forvitrer Samsa i ensomhed. Han ender sine dage i et mørkt og snusket værelse, hvor hans sidste tanker går til den familie, der tugtede ham med stok og prygl, og med et æble stikkende ud af sin betændte ryg, som vidnesbyrd på den kærlighed og den forståelse, der ikke blev ham forundt.

Den verfaulten Apfel in seinem Rücken und die entzündete Umgebung, die ganz von weichem Staubbedeckt waren, spürte er schon kaum. An seine Familie dachte er mit Rührung  und Liebe zurück. (…) Dann sank sein Kopf ohne seinen Willen gänzlich nieder, und auf seinen Nüstern strömte sein letzer Atem schwach hervor. *3

 

Oversættelse af de tyske citater:

*1) Da Gregor Samsa en morgen vågnede efter urolige drømme, fandt han sig i sengen forvandlet til et kæmpestort kryb. Han lå på sin panseragtige hårde ryg, og når han løftede hovedet lidt, så han sin hvælvede brune bug, inddelt i stive buede led, på hvis top sengetæppet, der var lige ved at glide helt ned, havde været svært ved at blive liggende.

*2) Billedet forestillede en dame, der sad ret op og ned, med pelshat og pelsboa, og løftede en tung pelsmuffe, som hele hendes underarm var forsvundet ind i.

*3) Det rådne æble i hans ryg og betændelsen rundt om, som var dækket helt til med blødt støv, mærkede han allerede knapt nok. På sin familie tænkte han med rørelse og kærlighed. (…) Så sank hans hoved uden hans vilje helt ned, og ud af næseborene strømmede hans sidste ånde svagt.

Bücherbogen am Savignyplatz – et paradis for bogelskere

Lever litteraturen? Lever det skrevne ord … i bøger? Er bogen, den trykte af slagsen, en ældgammel dinosaur, der som en ensom, forhutlet vandrer bevæger sig klodset rundt i en digital tidsalder, hvor E-bogen snart spås at give Johann Guttenbergs opfindelse dødsstødet? Er vi ved at opleve starten til enden for den trykte bogs eksistens? Jeg ved det ikke, jeg håber det ikke, men må desværre også konstatere, at flere og flere lader sig forlede af teknikken.

Derfor er det også en lindring for sindet, en glæde for bogentusiasten i én, når man igen finder sig selv omringet af bøger, rigtige bøger, fra gulv til loft og fra loft til gulv. Trykte bøger. Bøger med ryg, med sider af papir og med ord af blæk. Bøger i Berlin. Bøger i Bücherbogen am Savignyplatz. Stedet er – som så mange andre steder i denne tyske metropol – et paradis, hvor man i stilhed, i ro og mag, kan spendere time efter time efter time blandt bøger i tusindvis og ligesindede ordelskere. End ikke S-Bahnens kontinuerlige rumlen (Bücherbogen er indrettet i buen under S-Bahnen) formår at forstyrre ens læsning, når man luller rundt i bøgernes paradis. Stakke af bøger bugner fra gulve, fra vægge og fra borde. Stablet, stakket og pakket repræsenterer de verdener, der skal udforskes. Der skal læses. Man bliver sørgeligt bevidst om, at man aldrig kan nå igennem alle. Man bliver bevidst om sin egen dødelighed.

Bücherbogen er et slaraffenland, et veritabelt overflødighedshorn, hvor man kan sygne hen i ordenes magi. I viden og videnskab. I kunst og kultur. Her finder man alt, hvad hjertet måtte begære af bøger, der omhandler (og beskæftiger sig med) billedkunst, arkitektur, design, film & tv og fotokunst. Det er en butik for ildsjæle, der sætter pris på bogen som andet end det medie, den er, men også som det kunstværk, den repræsenterer.  

Bücherbogen er ét blandt mange steder, jeg skal besøge, når jeg er i Berlin. Besøg selv Bücherbogen, når du besøger Berlin!

“Pride and Prejudice and Zombies” af Seth Grahame-Smiths

Det er ikke tit, at jeg handler litteratur i en fysisk boghandel. Når det alligevel en gang imellem sker, så er det primært den danske af slagsen, der ryger “i kurven”. I går var jeg dog et smut forbi Arnold Busck, der er den eneste boghandel i Odense, som det er værd at sætte sine ben i. Det er den eneste boghandel, der formår at præsentere et varieret udbud af litteratur. Eller i hvert fald et nogenlunde varieret udbud. På min litterære jagt snublede jeg over en titel, som jeg tidligere på året havde læst om i en artikel i Weekendavisen.

En titel – en roman – så sjov og særegen, at man naturligvis må (og skal) læse den. Især hvis man i forvejen har en litterær interesse i Jane Austen og er ynder af zombier. Det drejer sig naturligvis om Seth Grahame-Smiths “Pride and Prejudice and Zombies”. Bogen købte jeg dog ikke – jeg var for nærrig – da den kostede 140 kroner. I stedet smed jeg straks, da jeg kom hjem, en bestilling hos Play, hvor bogen (fragtfrit!) blot koster 50 kroner.

Så nu venter jeg i spænding på romanen, der så smukt indledes med: It is a truth universally acknowledged that a zombie in possession of brains must be in want of more brains

Grace Kelly – foredrag om den amerikanske prinsesse

I anledning af den anerkendte amerikanske forfatter Donald Spotos Grace Kelly-biografi byder Cinemateket på foredrag og en retrospektiv serie af “filmprinsessens” bedste film.

I oktober fejrer Cinemateket udgivelsen af den kendte biografi-forfatters, Donald Spoto, længe ventede Grace Kelly biografi. Den 3. oktober vil Donald Spoto introducere sin bog og Cinematekets filmserie om Grace Kelly. Det sker fra kl. 17.30 hvor han signerer sine bøger i Cinematekets bog- og filmhandel og kl. 19.00, hvor han indleder filmen ’High Society’ (1956).

Udover arrangementet den 3. oktober, vil Donald Spoto indlede Hitchcock-klassikeren ’Skjulte øjne’ (1954) den 9. oktober kl. 19.00

Et eventyrligt liv

H.C. Andersen kunne ikke have skrevet et smukkere eventyr. Grace Kelly er legemliggørelsen af Hollywoods drømme og forhåbninger. Med sit engleansigt tryllebandt hun publikum, og på få år skabte hun en filmskat, der er en Hollywood-prinsesse værdig. At hun siden blev prinsesse af Monaco gør bare historien til et endnu større eventyr.

Grace Kelly voksede op i et overklassemiljø, men hun ønskede mere end et liv som den perfekte værtinde og hustru til en velhavende mand.
Håbet om en karriere blev opfyldt, og hun indspillede 11 film mellem 1951-56 – og modtog en Oscar for ’Skrå brædder’ i rollen som den undertrykte hustru til en fordrukken skuespiller – spillet af Bing Crosby i en ligeledes imponerende præstation.

Grace Kellys år i Hollywood tjente hende vel til hendes største præstation som fyrstinde af Monaco. Hun nød sin rolle i paladset ved siden af kasinoet, og hun var et forbillede for vordende prinsesser.

Tæt på prinsessen

Donald Spoto er en institution inden for film-biografien. Han har tidligere skrevet bestsellers om Alfred Hitchcock, Alan Bates, Marilyn Monroe og flere andre.

Spotos evne til at spidde, analysere og finde den gode historie har gjort hans bøger til medrivende dramaer fyldt med fascinerende iagttagelser.

Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412. Online bestilling på cinemateket.dk.

Om film, man skal huske at se!

Jeg mener ikke selv, at jeg husker dårligt – så langt fra, endda. Ikke desto mindre kommer der hvert år et hav af nye film, der virker spændende, interessante, fornyende og (ikke mindst) underholdende. Film, som man helst ikke vil gå glip af. Film, som man skal se – hvis man ellers ikke glemmer dem.

Der er naturligvis film, der huskes bedre end andre. Man glemmer ikke at se Tarantinos, Spielbergs, Nolans eller Finchers nyeste udspil – det er klart. De bliver slået stort op, de lagres automatisk på ens harddisk, og man får dem også (før eller siden) set.

Man glemmer heller ikke sådanne film som Lars von Triers “Antichrist” eller Niels Arden Oplevs “Mænd der hader kvinder” – de er ikke i fare for at blive oplsugt af den malstrøm af film, der hvert år bliver produceret. Det er ikke disse film, man glemmer – det tillader samfundet, det tillader medierne, ikke. Man skal nok blive husket på, at de eksisterer.

Det er tværtimod de mindre film. Filmene, med små budgetter. Filmene, der er instrueret af knapt så kendte (måske endog ukendte) instruktører. Filmene med et cast af skuespillere, der endnu ikke har fået etableret sig i filmverdenen. Filmene, der ikke kommer i biografen – herhjemme.  Det er disse film, man er i fare for at glemme. I fare for ikke at huske.

Film som f.eks. Doris Döries “Kirschblüten”, Cédric Klapisch “Paris”, Spierig-brødrenes “Daybreakers”, Scott Stewarts “Legion” eller Marcuc Dunstans “The Collector”. Det er blandt andet sådanne film, der glider ud i den filmiske periferi, når de store blockbusters, med store Hollywood-navne knyttet til sig,  tromler henover biografernes lærreder.

Derfor har jeg oprettet denne side, der skal minde mig om alle de spændende film, der af den ene eller anden årsag har vakt min interesse. De nyeste befinder sig øverst på siden, de ældste nederst. Ydermere har jeg knyttet et Apple-link til hvert filmcover, så man – når man klikker på coveret – bliver guidet videre til Apple Movie Trailers, hvor man kan se traileren til den pågældende film.

Det er rent nørderi, hvilket jeg uden skam vedkender. Og nørderiet tager endog yderligere et skridt op, da jeg også (under filmens cover) med et “SET” indikerer, om jeg har fået set den pågældende film eller ej. Det tjener ikke noget andet formål, end at jeg hygger mig med det – og det ganske gevaldigt, endda! Hvis man uforvarende skulle komme forbi netop denne side, så kan man jo altid hygge sig med at se en trailer eller to.

Jeg har det med film, som jeg har det med tv-serier, litteratur og malerier. Når man er omgivet af disse, når man er på biblioteket, museet eller i en stor filmbutik, så bliver man altid sin egen dødelighed bevidst. Man må desværre erkende, at livet er defineret af en naturlig grænse, og at man aldrig nogensinde vil få set de mange film og tv-serier, læst de mange romaner, noveller og digte eller få set de flotte malerier og skulpturer, skabt af store kunstnere, der befinder sig rundt om på verdens mange museer. Men glemme, at de eksisterer, det kommer jeg i hvert fald ikke til.

Premiere: Wikke & Rasmussen

I går aftes var det så Wikke & Rasmussens tur til at hoppe i anmeldertøjet. Som et slags godmodigt pendant til Siskel & Ebert, kastede de sig med mere humor end kundskab over tre udvalgte film: Den amerikanske action-film ”Gamer” (0 stjerner), den danske eventyr-film ”De vilde svaner” (4 stjerner) og fransk realisme ”Sommertid” (4 stjerner).

Hvor sidste uges gæsteanmelder (Christoffer Boe) havde en lettere intellektuel tilgang til filmene, har Wikke & Rasmussen valgt en mere straight-on-folkelig, om jeg så må sige. Det mest interessante ved denne udgave af “Premiere” var nok, at de opsøgte Christian Monggaard (filmanmelder hos Information) for at blive belært om, hvad der udgør en god anmelder. En god anmelder skal (ifølge Monggaard) opfylde følgende kriterier:

1. Han må ikke have fordomme, som han tager med sig hjemmefra
2. Han må ikke tage notater under filmen (det er forstyrrende)
3. Han skal finde sig en god plads i biografen (???)

Det tredje punkt må kunne udskiftes med et mere interessant. Hvad med, at en anmelder skal have viden, kunnen, passion og engagement?  At en anmelder skal være sprogligt habil, filmhistorisk kyndig, genremæssigt velorienteret, filmteoretisk vidende,  have styr på filmteknikken  samt evne at afkode, analysere, fortolke og formidle film på et højt, professionelt (ikke blot folkeligt) niveau? Ovenstående områder er under alle omstændigheder mere interessante – og vigtigere, skulle jeg mene - end blot at sørge for at finde sig en god plads i biografsalen.

At det kun var tre film, der skulle igennem anmeldermøllen, betød, at den godt halve time, som “Premiere” varer, skulle fyldes ud med stand up-agtige indslag, komik, Wikke & Rasmussens favoritfilm samt et interview med Erik Clausen, der på spørgsmålet Hvad kan man bruge anmeldelser til? giver svaret Ikke noget! På trods af dette svar indrømmer han dog senere, at han bliver glad for gode anmeldelser.

Ydermere var Clausen af den opfattelse, at anmeldere er personfikserede, at der burde være mere filmanalyse og -kritik i anmeldelser (hvilket jeg er enig med ham i), at Tarantino er en pervers fascist (hvilket jeg ikke er enig med ham i) og at der i dansk film er for meget “jeg”, “dig”, “mig” og for lidt “vi”.

Wikke & Rasmussen er charmerende, og jeg har – siden min spæde barndom – sat stor pris på deres mange film og programmer. Ikke desto mindre er jeg stadig af den opfattelse, at vi (og med vi mener jeg filmentusiaster, -kendere og -elskere) mangler et seriøst filmprogram, der tør levere andet end populistiske filmanmeldelser af to hyggeonkler. Det nye “Premiere”-koncept er en hån imod den professionelle – den kyndige – filmanmelder, der tager sin metier seriøst. Så selvom jeg – og det indrømmer jeg gerne og med glæde – er underholdt, når jeg ser det nye “Premiere”, så ser jeg det heller ikke som andet end underholdning. Jeg ser det i hvert fald ikke som seriøs filmkritik leveret af personer, der ved hvad de taler om.

Næste uge er det Lotte Svendsen, der giver den som anmelder.

Premiere: Christoffer Boe

DR2 tog i mandags hul på den i mere end én forstand nye sæson af “Premiere”. Det nye koncept indebærer, at der ikke længere blot er én vært tilknyttet programmet, men flere. Hvert program får en ny vært, der skal udbrede sig om de nyeste film i biografen. Dette betyder, hvis man skal være en smule muggen, at man ikke opnår samme – om jeg så må sige – intime kendskab til “anmelderen” og dennes smag. Når jeg i øvrigt sætter  anmelder i anførselstegn, så er det ikke for at være provokerende. Jeg gør det blot fordi, at de nye værter rent faktisk ikke er anmeldere. Det er filmpersonligheder – skuespillere og instruktører – der skal lufte deres meninger om (og holdninger til) film. Jeg var ikke lun på idéen, da jeg første gang så den beskrevet i Information. Rent faktisk var jeg alt andet end lun, jeg var (af flere årsager) kølig grænsende til det arktisk kolde.

DR2 har længe repræsenteret et opgør med professionelt smagsdommeri. I stedet har de med Kenneth Plummer som fanebærer – som det ses med f.eks.  kulturprogrammet “Smagsdommerne” – fokuseret på amatørernes meninger om de kulturprodukter, der flyver om ørerne på os alle sammen. Den professionelle anmelder er – i manges øjne – en saga blot. Dog ikke i mine.

Christoffer Boe – der tog den første turnus i mandags – klarede det ganske fint. Han er blevet føjet ind i et koncept, der  ikke – trods Mikkel Munch-Fals’ exit – har ændret sig synderligt. Det mest positive ved det nye program er, at man tilsyneladende har sløjfet den øretæveindbydende elendige Premiereklub, hvor tilfældige danskere kan kvække op om de film, de har set i biografen. Det er dejligt, at man ikke længere skal se på rødvinstyllende kvæghoveder, tumpede teen-tøser og selviscenesættende blondiner gøre sig som “eksperter” på deres lille web-cam.  Og her er anførselstegnene i øvrigt berettigede.

Christoffer Boe klarede sig som skrevet ganske fint. Især idéen med at invitere den debuterende instruktør Jacob Bitsch til at diskutere dennes “Camping” – som Boe også anmeldte – var rigtig god. Ligeledes var det helt suverænt, at en stor profil som Torben Grodal (professor i Filmvidenskab på Københavns Universitet) fik screen time. Det gjorde forfatteren og debattøren Knud Romer også i et ret morsomt indslag.

Igen: Det bedste ved det nye “Premiere” er, at Pøbelklubben (undskyld Premiereklubben) er en saga blot. Det værste er så til gengæld, at anmelderjobbet bliver lagt i hænderne på folk, der ikke er anmeldere. Det er trist, hvis vi på sigt når dertil, hvor alle kan bestride hvervet som anmelder. Men vi er måske allerede nået dertil, hvor man har nok i indslag á la Tv-avisens, der forleden interviewede en fan om “Pigen der legede med ilden” (i stedet for at bruge en filmekspert)? “Hvad syntes du om filmen?”, spurgte journalisten efter endt forpremiere. “Den var bare superfed”, svarede dagplejemoren/anmelderen. Ja, så behøves vi jo ikke vide mere … eller?

Næste uge er det Wikke & Rasmussen, der giver den som anmeldere.

Om giraffer og interesser

På Louvre hænger der en giraf. Giraffen, der er af hunkøn, hedder Mona Lisa. Mona Lisa (eller La Gioconda) blev malet af den italienske renæssancekunstner Leonardo da Vinci i perioden 1503-1506 på bestilling af  Francesco del Giocondo, der ønskede et portræt af sin nye, unge kone -  den 24-årige Lisa Gherardini. Men det er ikke det, der gør giraffen interessant.

Men hvad er det, der gør Mona til en giraf? Og hvad er det, der gør hende interessant? Før jeg går nærmere ind i “giraf-diskussionen”, så lad os se nærmere på det 500 år gamle maleri. I sig selv er maleriet ganske uanseligt. Det er er holdt i jordtoner, er malet på poppeltræ med olivefarver og måler blot beskedne 77 x 53 cm. Alligevel bliver dette miniaturportræt holdt bag “lås og slå” og bliver bevogtet af to vagter i åbningstiden. Ja, maleriet er endog så omsværmet, at det er det eneste på Louvre, der kan generere meter lange køer af nysgerrige turister, der vil blitze renæssanceskønheden til døde.

Det, der drager turisterne, er ikke maleriet i sig selv. Det er heller ikke maleriet som kunstværk. Det dragende er ikke de kunsthistoriske aspekter eller kunstneren, der har skabt værket. Det dragende er mysteriet. Det er historien, der omgærder maleriet.  Det er dét, der gennem tiderne har fået millionvis af mennesker til at stimle sammen om det petit maleri. Det er det gådefulde – især hendes smil – der har gjort maleriet til et kultobjekt. Det er det gådefulde, der har gjort Mona Lisa til kunsthistoirens mest berømte og alment omtalte maleri.

Og så er der lige én årsag til, at man skal se Mona Lisa: Naboen har set hende! Det bringer mig til den ovenover omtalte “giraf-diskussion”. Når man kækt siger, at man “skal se giraffen”, så dækker det over, at man skal se noget berømt. Noget (eller nogen), der har fået megen omtale. Det kan være kendisser som starlettter, filmstjerner, rock- og popikoner, royale, fotomodeller eller andre celebre personer, der bevæger sig i offentlighedens rum med meterlange kameralinser som faste følgesvende. Men giraffen kan altså også – som i tilfældet med Mona Lisa – være en “død” genstand. Et kunstværk, en film,  en bog eller noget andet berømt og ofte omtalt.

For at noget (eller nogen) kan opnå status som giraf, skal det altså være berømt – som de celebre personer, hvis liv nogle finder det ret så interessant at snage i. Giraffer er altså noget, man partout må og skal se – interesse underordnet – da alle andre har set dem. Hvis man ikke selv ser dem, så er man udenfor det kulturelle fællesskab. Derfor er giraffer også filmen, som man må og skal se, fordi alle andre har set den (Flammen & Citronen). Det er også bøgerne, som man må og skal læse, fordi alle andre har læst dem (Stieg Larssons krimier, Harry Potter osv.). Og det er de arkitektoniske monumenter, som man må og skal se (samt fotograferes ved) fordi alle andre er blevet det (Eifeltårnet, Peterskirken, Big Ben osv, osv, osv).

Og så er der kunstgiraffen over dem alle: Mona Lisa. Kvinden, der hvert år bliver set af tusindvis af ferierende Louvre-gæster, der egentligt ikke er interesseret i kunst, som ikke bruger tid på den i hverdagen  (altså går på musseer, besøger ferniseringer, læser anmeldelser og artikler i danske/internationale dagblade eller beriger sig selv med kunstbøger), men som opsøger giraffer for at kunne sige “been there, done that”.

Og det er samme tendens, der gør sig gældende, når biograferne på bedste lemming-vis stormløbes af menneskemængder, der skal se Ole Christian Madsens Flammen og Citronen eller Lars von Triers Antichrist. De har fået megen omtale, ergo skal man se dem – også selvom man normalt ikke går i biografen eller ser film. Det er fænomenet – og at naboen har set dem – der er interessant. Det samme kan man sige om bestsellerlitteratur, hvor især krimigenren har gyldne dage. “Har du læst Stieg Larssons krimier?” er et spørgsmål, der stilles uafbrudt! Man skal have læst dem, hvis man vil tale med. Man kan ikke undgå fænomenet, der lurer rundt om ethvert hjørne. Men igen er det mere fænomenet, end det er litteraturen, der er interessant.

Litteraturens trange kår

Jeg er netop hjemvendt fra Berlin – denne prægtige, tyske storstad – hvor kulturen (og her ikke mindst litteraturen) lever og ånder under langt mere frodige vilkår end herhjemme. Tag for eksempel de tyske boghandlere – eller nærmere bogkatedraler – der for en dansker repræsenterer en vidunderlig og uvant diversitet af litteratur. Her kan man rent faktisk formå at finde frem til andet end blot femi-krimier og alskens andet salgbart og mentalt underudfordrende bestseller-gøgl. Her har klassikerne stadig status!

Herhjemme kan man læse i dagbladene, at vore egne boghandlere er fortørnede og triste – ja, avisoverskrifterne lader os endog vide, at de er sure. De føler, at de af deres leverandører – forlagene – bliver gået i bedene, da disse i stigende grad opretter handelsportaler på Internettet, der sætter dem i stand til at faldbyde deres litterære udbud til billigere penge end tilfældet er i de fysiske butikker. Boghandlerne føler – med andre ord – at forlagene underbyder dem, hvilket der også kan være noget om.

Ikke desto mindre bør de danske boghandlere nok nærmere (frem for at fare i flint) forsøge at acceptere, at markedsvilkårene har ændret sig radikalt, og at forbrugerne ikke længere – i hvert fald ikke de informerede af slagsen – kan nøjes med det sterile og stereotype udbud af rentabel og oversat bestsellerlitteratur, disse kan mønstre.

Hvor er diversiteten? Hvor er den litterære alsidighed, der kunne gøre det til en fornøjelse at støve boghandlernes hylder igennem for ukendte bogperler? Der er i sandhed ikke megen spas over at træde ind i en dansk boghandel, hvis man vel at mærke har en interesse for litteratur, når man blot én gang før har sat sine ben i en tysk bogkatedral.

Kogebøger i rå mængder vælter ned fra hylderne i farvestrålende eksemplarer – danskerne elsker åbenbart at lave mad. Og når vi ikke laver mad, læser vi Stieg Larsson eller en anden krimiforfatter (sandsynligvis en kvindelig af slagsen), da det – for at sætte tingene på spidsen – er sådanne bøger, der vælter én omkuld, når man træder ind i en hvilken som helst dansk boghandel. Reol efter reol, hylde op og hylde ned, bugner med bogstaver, ord og sætninger, der er helliget opklaringen af en eller anden nederdrægtig forbrydelse.

Det litterære udbud (som det ovenstående skitserede) er målrettet mængden, hvilket i sig selv giver økonomisk mening, da princippet desværre lyder udbud og efterspørgsel. Ikke desto mindre er denne kapitalistiske tankegang ikke befordrende for den litteraturinteresserede, der ønsker andet end kogebøger, krimier og Drageløberen. Man forefinder således et frustrerende kedsommeligt marked, der dikteres af forlagenes underdanige velvillighed overfor pengelitteraturen. Der er derfor ikke megen fornøjelse i at ose i de danske boglader, da man på forhånd ved, hvad man kan forvente at forefinde på disses hylder.

Men skraldet skal naturligvis ikke blot dænges over på boghandlernes skuldre, der blot repræsenterer det udbud, der af forlagene stilles til rådighed. Ikke megen litteratur, der ikke allerede uden for den danske grænse har fået det gyldne bestsellerstempel, oversættes. Man bliver derfor nødt til at ty til Internettets – når nu man ikke lever i Berlin – uanede muligheder. Her finder man nemlig al den litteratur, der sandsynligvis aldrig – hverken oversat eller på original – vil finde plads på boghandlernes til bestsellerlitteratur øremærkede hylder.

I dag er man således bevidst om, at hvis man vil have fingre i den nyeste litteratur, så skal man enten vente på den danske oversættelse (der sandsynligvis ikke kommer) eller man skal ty til Internettet og hente en engelsk, tysk, fransk eller anden udgave hjem. Det danske bogmarked er struktureret efter en arkaisk forlagsbranche, der ikke tør at gå imod strømmen, men velvilligt lader sig føre af den forudsigelige mainstream. Kun det sikre bliver introduceret i oversættelse, kun det rentable kan man finde i handlen.Før Internettets lyksaligheder blev alment kendt og populært udbredt, havde boghandlerne bedre kår. Nu er det globale bogmarked ikke længere borte end den nærmeste computer med internetadgang, hvilket har omstruktureret måden at handle litteratur på. For hvorfor skulle man bevæge sig ned i en boghandel med et forudsigeligt repertoire af litteratur, når man hjemmefra har adgang til en alsidig verden af bøger, der endogså er langt billigere end hos den lokale bestsellerbutik?

At slentre fra reol til reol, at støvsuge hylde efter hylde for nye, spændende titler, er noget af det bedste, jeg ved. Det er netop dét, der gør det spændende og interessant at handle bøger hos en boghandel. Men ikke i Danmark, desværre! Nu skal det ikke lyde som om, jeg ikke holder af den gode, gamle og fysiske boghandel – jeg elsker den! Blot ikke den danske af slagsen, der i sit begrænsede udbud hverken formår at stå mål med Internettet eller en by som for eksempel Berlin.

Det er ikke blot den manglende alsidighed indenfor det skønlitterære område, der kendetegner de danske boghandlere. Man forefinder heller ikke et synderligt interessant udbud af fagbøger, hvis man for eksempel har interesser indenfor kunst og kultur, og udbuddet af tegneserier er i det store og hele ikke-eksisterende. Kun hvis man kan slå sig til tåls med de klassiske af slagsen – der i ny og næ udgives af mastodonten Egmont – har man noget at fornøje sig med. Igen er det også forlagene, der her er de skyldige, da de ikke føler det rentabelt – eller nødvendigt? – at give danskerne adgang til oversatte værker.

Men det er naturligvis altid rart at have et sted, hvor man kan købe papir, kontorartikler, legetøj, film og computerspil – og hvem ved, måske Danmark en dag bliver moden til at få sin første rigtige boghandel, hvor der også bliver plads til alsidighed og hylder uden krimier.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 27. juli 2008.