“Battlestar Galactica” i box og på Blu-ray

Universal lancerede den 11. november den roste tv-serie “Battlestar Galactica: Sæson 1″ på Blu-ray, samt “Battlestar Galactica The Complete Box Season 1-4″ på 25 dvd’er.

Denne episke science fiction-fortælling udspiller sig i en fjern fremtid efter menneskeheden næsten er blevet udslettet af robotter (såkaldte Cylons), der gjorde oprør mod deres skabere.

Jorden lever kun som en myte hos disse fjerne indvandrere – resterne af menneskeheden – og under ledelse af præsident Roslin (Mary McDonnell) og kommandør Adama (Edward James Olmos) tvinges man ind i en eventyrlig rejse med svindende forsyninger, Cylons der har lært sig at antage menneskelig form, magtambitioner og private dagsordener, samt lige så meget forræderi som personligt heltemod.

“Die Hard” i lækker quadrilogy-boks … på Blu-ray

SF-Film / 20th. Century Fox har netop sendt “Die Hard Quadrilogy” boksen i handlen. Det er en 4-disc boks, der indeholder alle fire film i “Die Hard”-serien. Prisen for herligheden er omkring 400,-

Præcis som “Die Hard”-filmene fornyede action-genren, har Blu-ray-formatet forhøjet standarden for digital lyd- og billedkvalitet. Nu har alle fire “Die Hard”-film fået nyt liv i high definition-format og er desuden pakket med ekstramateriale. Boksen indholder følgende:

• Die Hard
• Die Hard 2, Die Harder
• Die Hard With A Vengeance
• Die hard 4.0

 

DIE HARD I
Højt over Los Angeles by har et hold terrorister besat en bygning, taget gidsler og erklæret krig. Men én mand har undgået deres opmærksomhed … en strisser på ferie. Han er alene… og han er træt, og han er alle de andres eneste chance. Bruce Willis spiller New York-detektiven John McClane, der netop er ankommet til Los Angeles for at tilbringe julen med sin fra-separerede kone (Bonnie Bedelia). Mens McClane venter på, at konens julefrokost bliver færdig, overtager terroristerne kontrollen med bygningen. Mens terroristlederen, Hans Gruber (Alan Rickman) og hans håndlanger (Alexander Godunov) har travlt med at tage gidsler, slipper McClane ubemærket væk. Kun bevæbnet med sin tjenestepistol og sin viden starter McClane sin enmandskrig. En nervepirrende thriller fra start til slut. DIE HARD eksploderer i spænding, så hjertet hopper op i halsen.

EKSTRAMATERIALE • Trailere • Interaktivt billedgaller • TV spots

DIE HARD II
På en snefyldt juleaften i landets hovedstad har en håndfuld terrorister besat en større international lufthavn, hvor de holder tusinder af julerejsende som gidsler. Terroristerne, som er en bande af deserterede lejesoldater anført af den morderiske slyngel af en officer (William Sadler), er kommet for at redde en narkobaron fra fængsel. De har forberedt sig på alle eventualiteter, undtagen én: John McClane, en strisser der har fri fra tjenesten og som bliver forfulgt af et dødeligt déjà vu. Bruce Willis vender tilbage som den heltemodige politimand, der ikke alene kæmper mod terroristerne, men også mod en uduelig chef for lufthavspolitiet (Dennis Franz), den hjernedøde kommandant (John Amos) fra hærens antiterrorkorps, samt en dødsens farlig vintersnestorm. Landingsbanerne bliver overplastret med død og ødelæggelse og McClane er i et kapløb med tiden. Hans kone (Bonnie Bedelia) er fanget i et af de fly der cirkler rundt over lufthavnen, mens det langsomt løber tør for benzin. Det er alles kamp mod alle, en hjertestoppende, jet-turbulent rejse gennem spænding og terror. Spænd Deres sikkerhedsbælter!

EKSTRAMATERIALE • TV-spots • Trailere • Side-om-side-sammenligninger • Visuel effekt-nedbrydninger • Interview med Renny Harlin • Kaos på transportbåndet • At bryde igennem isen • Bad guys (forbryderprofiler) • Korte features • HBO første glimt • Slettede scener

DIE HARD III – MEGA HARD
Endnu en omgang nervepirrende action, hvor strømeren er oppe imod storforbryderen. Strømeren John McClane er for tredie gang på banen i Bruce Willis’ skikkelse. McClane er blevet skilt, er begyndt at drikke og har mistet forældrerettigheden over sine børn. Et stormagasin bombes og bagmanden, Simon (Jeremy Irons), kræver at McClane sættes på sagen. Her begynder et kapløb, hvor McClane skal redde alt fra legepladser til subway-tog og Wall Street.

EKSTRAMATERIALE • Små features • Bag kameraet • Alternativ slutning • Interview og profil • Visuelle effekter • Trailer

DIE HARD 4.0 – LIVE FREE OR DIE HARD

YIPPEE KI YAY…. John McClane (Bruce Willis) er tilbage! Det er den 4. juli, og efter et skænderi med sin datter Lucy (Mary Elizabeth Winstead) får McClane et rutineopkald fra stationen. Han skal hente en ung hacker, Matt Farrell (Justin Long), og bringe ham ind til afhøring. Men netop på denne nationale frihedsdag bliver der sat et angreb ind på USA’s infrastruktur med det formål at lamme al kommunikation, transport og energi og få hele landet til at gå i sort. Den mystiske bagmand, Thomas Gabriel (Timothy Olyphant) har planlagt aktionen i alle detaljer og taget højde for enhver tænkelig situation … det eneste, han ikke har haft fantasi til at forestille sig, er en gammeldags, solid strømer som McClane – som endnu engang befinder sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

10 favoritter fra 80′erne – 1

80′erne klinger af ren, uforfalsket filmmagi i mine ører. Et ikke ubetydeligt antal af mine favoritter blev til i dette pastel-årti, hvor jeg hver weekend havde min faste gang hos den lokale videopusher. Det var i VHS-æraens båndsalattid, hvor moviebox og lørdagshygge gik hånd i hånd. Nu er VHS en saga blot, men 80′ernes vidunderlige film kan – som aldrig før – nydes i høj kvalitet på dvd og Blu-ray. Her kommer – efter årti, men ellers tilfældigt valgt – ti af de film, der ikke blot prægede min barn- og ungdom, men som jeg fortsat har stor glæde af at gense med jævne mellemrum.

 

1: “Star Wars Episode V: The Empire Strikes Back” (1980).

Jeg var allerede solgt, da jeg så George Lucas’ første film i “Star Wars”-sagaen fra 1977. Som så mange andre drenge i 70′erne og 80′erne samlede jeg på ALT “Star Wars”-relateret merchandise, og min forkælighed faldt hurtigt på Yoda. Kærligheden til universet har holdt ved, og jeg får altid kuldegys, når John Williams’ fanfare markerer starten på et et uforligneligt rumeventyr. Lucas arbjeder i øvrigt for tiden på en “Star Wars” tv-serie.

 

2: “Escape From New York” (1981).

Et ikke ubetydeligt antal af John Carpenters tidlige film har en fast plads i mit hjerte. Én af dem, jeg har set fleste gange, er “Escape From New York”, hvor Kurt Russell giver den som den hårde hund Snake Plissken, der skal redde den amerikanske præsident (spillet af Donald Pleasence) væk fra Manhattan, der fungerer som fængselsø. Filmen fik en alt andet en god efterfølger – også instrueret af Carpenter – i 1996, der bærer titlen “Escape From L.A.”. John Carpenter arbejder pt. på et remake af “Escape From New York” – ikke at et sådant er nødvendigt!

 

3: “Poltergeist (1982).

Hvert eneste år har jeg – til Halloween – én fast rutine. Jeg SKAL (sammen med “Halloween” & “Jaws”) se Tobe Hoopers suveræne “Poltergeist”. Det er min årligt tilbagevendende filmtriathlon, som jeg altid ser frem til med glæde … og gru. “Poltergeist” har en udefinerbar stemning, der i sit filmiske udtryk opsumerer 80′erne i komprimeret form … og så er det bare knaldgod spøgelsesunderholdning.

 

4: “Star Wars Episode VI: Return of the Jedi” (1983).

Richard Marquands “Return of Jedi” har nogle helt specielle væsner, som ikke alle bryder sig om. Jeg hører selv til gruppen, som synes, at de er fantastiske. Det er naturligvis Ewok’erne, der er tale om. De små, nuttede Gizmo-agtige bjørnevæsner fra Endor. Hvis der er film, som jeg ser frem til vil blive udgivet på Blu-ray, så er det den originale ”Star Wars”-trilogi.

 

5: “Gremlins” (1984).

 “Gremlins” er produktet af Joe Dantes og Chris Columbus’ kreative filmhjerner. Jeg husker stadigvæk ganske tydeligt, da jeg første gang så “Gremlins” – det var julen 1987, hvor jeg en tidelig lørdag morgen så den på VHS. Nu – hvor jeg netop har fået den på Blu-ray – står det klart, at jeg ALDRIG bliver træt af Gizmo & Co. Filmen affødte i 1990 efterfølgeren “Gremlins 2: The New Batch”. Den når ikke første til sokkerholderne. Og så er “Gremlins” i øvrigt – sammen med “Fars Fede Juleferie” og “Lethal Weapon” mine favorit julefilm.

 

6: “Out of Africa” (1985).

Jeg elsker Karen Blixens roman “Den afrikanske farm”. Jeg elsker også Sydney Pollacks Oscar-vindende filmatisering “Out of Africa” fra 1985 med Meryl Streep (Hollywoods bedste kvindelige skuespiller, så er det sagt!) i rollen som den danske baronesse. Filmen er et billedorgie, der med musik af John Barry bjergtager fra start til slut … et mesterværk!

 

7: “Aliens” (1986).

Den måske bedste action-science-fiction-gyser, der er indspillet, er James Camerons adrenalinpumpede to’er i Alien-sagaen, “Aliens” fra 1986. Her manifesterer Ripley sig - spillet suverænt af Sigouney Weaver – som en bad motherfucker, man ikke skal bide skeer med. Filmen er et rus, der går under huden, og som leverer action og gys nonstop i en efterfølger, der er mindst lige så god som Ridley Scotts første. Ridley Scott arbejder i øvrigt på endnu en film i serien, en prequel, der pt. er sat til premiere i 2011.

 

8: “Lethal Weapon” (1987).

Richard Donners quadrologi om Murtaughs og Riggs’ liv som betjente i overhalingsbanen har placeret sig solidt i filmhistorien – man finder ikke et sjovere og mere energisk makkerpar end tilfældet er med Gibson og Glover. Den ene er et dødbringende våben og den anden er blot  to old for this shit! Filmen bliver dog aldrig for gammel, og selvom om Gibsons bundesligafrisure er lettere morsom, så er det stadig én af de bedste action-komedier, der er kommet ud af Hollywood nogensinde.

 

9: “Die Hard” (1988).

John McTiernans første opus i den pt. fire film lange serie om John McClanes altid blodige kamp mod terrorister er en veritabel actionballet. Bruce Willis’ ikoniske karakter har for længst skrevet sig ind i filmhistorien, og man skal ikke være særligt velbevandret i actiongenrens historie, førend man kan placere Yippee ki-yay Motherfucker!

 

 

10: “Batman” (1989).

Før Christopher Nolan kastede sig over Batmans dystre univers – i øvrigt med to gennemført suveræne film som resultat - tog filmgotikkens mester (Tim Burton) fat i den kappeklædte hævner i 1989. Det resulterede i en vidunderlig sort-humoristisk film, hvor Michael Keatons præstation som den maskeklædte helt sidder lige i skabet. Burton fulgte i 1992 op med den ditto suveræne “Batman Returns”. Desværre valgte man efterfølgende at at satse på Joel Schumacher til de næste to i serien, hvilket resulterede i pangfarvede MTV-mareridt, hvor henholdsvis Val Kilmer og George Clooney gav den som Batman i fadæserne “Batman Forever” (1995) og “Batman & Robin” (1997).

9-disc Niels Malmros Collection ude på dvd fra Nordisk Film

Nils Malmros er en af Danmarks absolut bedste og største instruktører. Siden 1973 har han givet os den ene fantastiske film efter den anden og taget os med på en uforglemmelig rejse tilbage til barndommen og ungdommens land. Lægen fra Århus har med sine, nu 9, værker sat milepæle i dansk film – fra “Lars Ole 5. C” til “Kærestesorger”. Malmros har ikke mindre end fire gange vundet en Bodil for Bedste Danske Film og syv Robert-priser er han også blevet beæret med.

De film i boksen, der er blevet udgivet før, vil være i samme form som tidligere. Dvs. en blanding af 16:9 og 4:3 format og dolby surround 2.0, mono 1.0, surround 5.1 lydspor. Som noget nyt har alle film danske og engelske undertekster.

Udgivelsen af ”Malmros Collection” tilbyder en enestående chance for at opleve Malmros’ 9 vigtigste film og få det store overblik over værket af en af de største og mest personlige danske filmmagere nogensinde.

 

Kun Nils Malmros’ debutfilm må undværes, når den danske auteurs største værker samles i én boks med 9 spillefilm på DVD. Oplev den autodidakte filminstruktørs oeuvre fra den tidlige Bodilvinder ”Lars-Ole 5.C”, over den eviggrønne klassiker ”Kundskabens Træ” og den gribende ”Kærlighedens Smerte” til den episke storfilm ”Barbara” og det nye storværk ”Kærestesorger”.

 

Malmros Collection boksen samler alle 9 værker i én boks:

-

• Lars-Ole 5C (1973) - Dolby Surround 2.0, 4:3, intet ekstramateriale
• Drenge (1977) – Dolby Surround 2.0, 4:3, intet ekstramateriale
• Kundskabens Træ (1981)
• Skønheden Og Udyret (1983)
• Århus By Night (1989)
• Kærlighedens Smerte (1992)
• Barbara (1997)
• At Kende Sandheden (2002)
• Kærestesorger (2009) - Dolby Digital 5.1. + DTS, 16:9, ekstramateriale: Filmfaderen

Boksen kan blandt andet købes hos MovieZoo: KLIK

Så er “The Unit: Sæson 3 & 4″ ude på dvd

SF-Film / Fox har netop sendt sæson 3 & 4 af David Mamets drama-krigsserie ”The Unit” på gaden. Sæsonerne ( 3 & 4) kan blandt andet købes hos MovieZoo for 279,95,- stk.

De er kendt som The Unit, et hemmeligt Special Forces team, der opererer selvstændigt og helt uden for den militære kommandovej. Hvad enten det gælder nationale eller internationale situationer går disse hemmelige helte i forreste række for at beskytte såvel amerikanske, som andre borgere mod overgreb. De ankommer som skygger i natten, løser opgaven og forsvinder igen uden at efterlade sig spor. De sætter livet på spil uden tanke for egen sikkerhed og er væk uden at forvente hverken hæder eller tak. De gør bare deres job, der er verdens farligste…

DF 22: Changeling (2008)

Jeg har trofast fulgt Clint Eastwoods karriere, siden jeg som ganske ung sad klinet med snuden til skærmen, da Harry Callahan – og hans trofaste ven Magnum – jagtede æreløse forbrydere i San Franciscos gader.

Siden dengang har Eastwood udviklet sig til en af Hollywoods største og mest interessante instruktører. Dette har han bevist med film som “Bird” (1988), “Unforgiven” (1992), “A Perfect World” (1993), “Mystic River” (2003), “Million Dollar Baby” (2004), “Flags of Our Fathers” og “Letters From Iwo Jima” (2006) samt “Gran Torino” og “Changeling” (2008).

I aftes havde jeg fornøjelsen af at se “Changeling”, som jeg desværre gik glip af i biografen. Det er en beretning om en mors frustrerende kamp for at få sin forsvundne søn tilbage. En kamp, der betyder, at hun skal lægge arm med Los Angeles’ stærkt korrupte politi, der i forsøget på at vinde befolkningens gunst, prakker hende en dreng på, der ikke er hendes. Som konsekvens af den ihærdige og opslidende kamp med og imod politiet, må hun se sig tvangsindlagt på et sindssygehospital.

Angelina Jolie leverer i filmens hovedrolle sin måske bedste (og med rette Oscar-nominerede) præstation. Det er skuespil i topklasse, der viser, at fru Tomb Raider har et bredt klaviatur at spille på, når det drejer sig om skuespillets kunst.  I en birolle som hjælpsom præst oplever vi John Malkovich, der spillede sammen med Clint Eastwood i action-thrilleren “In the Line of Fire (1993).

“Changeling” er smuk (smukt fotograferet og instrueret) og musikken, der er komponeret af Eastwood selv, gåsehudsfremkaldende elegant. Filmen som helhed er endnu et pletskud fra Clinten. Må han lave mange, mange flere…

“Film 2009″ – hyggelæsning for filmnørder

Nu er vi nået til november, hvilket traditionen tro betyder, at Carlsens årbøger sendes i handlen. En årligt tilbagevendende begivenhed, som jeg altid ser frem til, da jeg elsker at læse op på årets premierer i biografen og ditto udgivelser på dvd og Blu-ray i årbogen “Film”.

Årets filmpræsentationer og -gennemgange i “Film 2009” afspejler en ’08/’09-sæson, hvor ikke mindst bestseller-filmatiseringerne har spillet en væsentlig rolle i biograferne. De to første romaner i Stieg Larsson-trilogien – “Mænd der hader kvinder” og “Pigen der legede med ilden” – har solgt godt. Ligeledes kan nævnes “Engle og dæmoner”, “Twilight”, “Frygtelig lykkelig”, “Slumdog Millionaire”, “Harry Potter og halvblodsprinsen” og “Watchmen”, der har været store succeser i biografen og på dvd samt Blu-ray. Devisen må lyde, at hvis det sælger godt i bogform, så sælger det også godt som film.

Året har også (igen, igen) stået i blockbusterens tegn. Film som J.J. Abrams “Star Trek”, Michael Bays “Transformers 2: De faldnes hævn” og Bond-opus numero 22 “Quantum of Solace” instrueret af Marc Forster, har lokket folk i biografen til adrenalinpumpede actioneventyr. Nogle bedre end andre. Nogle ringere end ringest – her ikke mindst den tamme “Quantum of Solace”, der på ingen måde levede op til rebootet “Casino Royale”!

Blandt mine egne favoritter finder man Clint Eastwoods “Gran Torino”, Darren Aronofskys “The Wrestler”, der blev Mickey Rourkes renæssance, Quentin Tarantinos med spænding ventede “Inglorius Basterds” og den lille, traditionelle western “Appaloosa” med Viggo Mortensen og Ed Harris.

“Film 2009” er hyggelæsning for filmelskere. Det er en bog, der giver et hurtigt overblik over årets mere end 200 spillefilmpremierer, samt leverer portrætter (og nekrologer) af stjerner og instruktører. Hvis man partout skal sætte en finger på noget, så er det ofte den ligegyldige præsentation af premiererne på dvd og Blu-ray, hvor et ikke ubetydeligt antal film blot bliver gennemgået i kedelig resuméform. Det er ærgerligt, at der til hver enkelt af disse film ikke bliver knyttet nogle få ord, der indikerer, hvorledes anmelderen forholder sig til den/dem kritisk.

Men ellers er der ikke noget bedre end at sætte sig i sofaen med en kop kaffe og den nye “Filmbog” – det er superhygge for filmnørder!

10 maskebærende psykopater (1)

Det vrimler med maskebærende psykopater i nogle af filmhistoriens mest uhyggelige horrorflicks. De ifører sig alt fra ishockeymasker til menneskehud, og fremprovokerer med deres umenneskelige, bizarre, makabre og dyriske adfærd  gåsehud og myrepatter hos os, der frivilligt indlader sig på at se de modbydeligheder, de begår på film. Her følger 10 modbydeligt psykopatiske maskebærere , der kan fremprovokere mareridt hos  såvel svage sjæle som hårde hunde …

 

1: “Scream” (Wes Craven, 1996).

Ghostface skrev sig hurtigt ind blandt horrorgenrens maskerede monsterikoner, da Wes Craven sprøjtede nyt liv i den hendøende subgenre i 1996. Første film i serien – der pt. tæller tre stk – er et adrenalinrus af en gyser, der virkelig får gåsehuden frem på armene.

 

2: “My Bloody Valentine” (George Mihalka, 1981).

Den canadiske slasher ”My Bloody Valentine” er en klassiker i genren, der introducerer en galsindet minearbejder, der er maskeret til ukendelighed med sin iltmaske og som går amok med sin hakke. Filmen blev i øvrigt genindspillet – som det jo er på mode - af Patrick Lussier i 2009.

 

3: “Halloween” (John Carpenter, 1978).

Min favorit, når talen falder på maskebærende psykopater, er uden tvivl Michael Myers, der blev vakt til live af John Carpenter i 1978. Filmen er et perfekt orkestreret stykke horror, der fortsat dagen i dag kan få det til at rykke i kroppen, når jeg ser den. Filmen blev genindspillet af Rob Zombie i 2007, og en efterfølger til denne er på vej.

 

4: “The Hills Run Red” (Dave Parker, 2009).

Filmen er det så som så med, men dens maskemonster – Babyface – er en modbydelig bodybuilder-agtig psykopat, der ikke blot hamrer livet ud af sine ofrer med en rå og brutal urkraft, men som også hænger ligene op i sit helt eget røgeri, så de bliver konserveret.

 

5: “Saw” (James Wan, 2004).

En ny horrorbølge  så biografens mørke, da James Wans “Saw” fik premiere i 2004. Her er det den udspekulerede Jigsaw, der udtænker dødsfælder så modbydelige, at man ofte må kigge væk fra skærmen. Det er ikke uden grund, at “Saw” bliver placeret i subgenren torture porn.

 

6: “Hostel” (Eli Roth, 2005).

Torture porn-bølgen nåede i 2005 nye højder, da Eli Roth gav os “Hostel”. Her finder man flere typer masker, der alle sammen er led i det sadistiske tortur-univers, hvor uheldige turister faldbydes til lemlæstelse. Man skal virkelig have hård hud på nethinden, hvis man skal kunne se denne type film.

 

7: “The Strangers” (Bryan Bertino, 2008).

Bryan Bertinos myrekrybende “The Strangers” er en home invasion-film i stil med David Moreaus og Xavier Paluds franske “Ils” (“Them”) fra 2006. Her bliver et ungt par – en mørk nat, et øde sted – hjemsøgt af en gruppe maskerede psykopater, der vil det uheldige par alt andet end godt.

 

8: “I Know What You Did Last Summer” (Jim Gillespie, 1997).

Efter Wes Cravens succes med “Scream”, fik teen kill-genren en renæssance. I “I Know What You Did Last Summer” er det en utilsiget påkørsel, der efterfølgende resulterer i en række mord blandt dem, der var indblandet i påkørslen. The Fisherman blev født med bulder og brag, med sydvest og fiskekrog…

 

9: “The Texas Chain Saw Massacre” (Tobe Hooper, 1974).

Et af horrorgenrens største ikoner er uden tvivl Leatherface, der første gang gjorde livet svært for letsindige teenagere (og andre uheldige skabninger) i Tobe Hoopers “The Texas Chain Saw Massacre” fra 1974. Filmserien har vist sig at være sejlivet, og i 2003 geninspillede tyskeren Marcus Nispel filmen.

 

10: “Friday th 13th” (Sean S. Cunningham, 1980).

Vi kender ham alle. Ischockeymasken afslører ham. Han er udødelig, han er stærk som en okse og han mæler ikke et ord, når han pløjer sig gennem sine ofre med sin machete. Det er naturligvis Jason Vorhees, der er tale om. Filmen blev i 2009 udsat for en tam, teen-pleasende genindspilning af Marcus Nispel.

“Det forsvundne tegn” af Dan Brown

Jeg fik forleden Dan Browns nye pageturner – “Det forsvundne tegn” –  til anmeldelse fra forlaget Hr. Ferdinand. Det er en roman, jeg nok ikke ville have valgt at læse, hvis ikke den var dumpet ind gennem brevsprækken. Eller – mere korrekt -  så lå den faktisk foran min dør, da den var alt for korpulent til den petit åbning i døren.

Jeg har læst både “Engle og dæmoner” og “Da Vinci Mysteriet”, hvilket er den primære årsag til, at jeg ikke havde hulens, sveddryppende travlt med at stå i kø hos min lokale bogpusher klokken otte om morgenen den 16. november, hvor tredje bind i serien om den kodeknusende symbolforsker Robert Langdon blev sluset ud til hungrende, danske fans.

Jeg agter ikke at gå i detaljer med plottet i dette tredje bind om Langdons eventyr. Ikke desto mindre kan jeg fortælle, hvad alle nok i forvejen ved, at handlingen denne gang er henlagt til den amerikanske hovedstad Washington, og at det er frimurerne og disses hemmeligheder, der er omdrejningspunkt for al virakken. Romanenen læser sig selv, og førend man får set sig om, så er dens 562 sider – der er fordelt på intet mindre end 133 kapitler – blevet slugt (det er den mest rammende betegnelse) på to dage.

Der er (mindst!) tre ting, man bør bide mærke i, når man sidder med en roman á la Browns og skal til at anmelde den.

1) Dan Brown er ingen sprogæstet. Han er ikke en stor forfatter, der ønsker at bryde sprogets grænser, at presse sproget til det yderste. Han er ingen ordjonglør, der besidder store forkromede idealer om at skrive ny, banebrydende litteratur. Dan Brown skriver simpel litteratur i forstanden simple sætningskonstruktioner. Dette er én af årsagerne til, at han befinder sig solidt tronende i toppen af  verdens bestsellerlister. Hvis man skal have flest muligt med på vognen, må det ikke være alt for vanskeligt, alt for svært tilgængeligt.

2) Dan Brown skriver for at underholde. Han skriver til dem, der ønsker en roman, der læser sig med 100 kilometer i timen. Hvis ikke man kan acceptere denne præmis, så er der nok ikke megen fidus i at give sig i kast med at læse endsige anmelde romanen.

3) Strukturen i Browns romaner minder til forveksling om hinanden. Mange sider, mange (korte) kapitler og et overfladisk persongalleri, der består af marionetkarakterer, som man aldrig kommer under huden på. Det er ikke mennesket, der er interessant. Tværtimod er det de turboladede handlinger og de sindrigt udtænkte konsprationsteorier, der driver værket frem med en hast, der ikke blot gør læseren forpustet, men som også betyder, at man ikke viger fra bogen, førend man når sidste side. Det i sig selv er jo også en litterær kvalitet.

Når man har ovenstående in mente, så er der intet til hinder for, at man kan lade sig forføre af Browns krimi tour de force til langt ud på de små timer – også selvom han skriver et simpelt sprog, spækker sin roman med opremsende, leksikalsk Wikipidia-agtig viden og har befolket bogen med kedelige karakterer, der er omtrent ligeså ophidsende som Pia Kjærsgaard i g-strengs-trusser.

I øvrigt er “Det forsvundne tegn” en roman af den type, der er anmelderimmun. Ligegyldigt hvor ringe den er, så vil den blive en solid (jule)sællert.

DF 21: The Hills Run Red (2009)

“The Hills Run Red” (2009) – instrueret af Dave Parker – havde jeg ingen forventninger til, da jeg i går aftes satte den i afspilleren. Plottet er lidt á la “The Blair Witch Project”, og filmen følger en filmnørds søgen efter den forsvundne film “The Hills Run Red”, der er instrueret af den sagnomspundne instruktør Concannon.

Det viser sig, at nørden (+ følge) skulle være blevet hjemme, for hurtigt ender de på en psykopats uhyggelige filmset, hvor de ufrivilligt kommer til at spille hovedrollerne i en alt andet end fiktiv slasherfilm.

Filmen byder på en maskeret psykopat, en storbarmet blondine, bondeknolde, blod, splatter og indvolde i rå slagtermængder. Filmens struktur er inter- og metatekstuel, men byder på intet nyt under horror-solen.

Hvis man elsker et hurtigt gys, der  kender (og benytter sig af) genrens virkemidler til fingerspidserne, så vil man ganske givet være fint underholdt de 77 minutter, horror-orgiet tager. Hvis ikke, ja så bør man nok styre udenom denne lille horror-flick.

 

“Eureka: Sæson 1″ på dvd fra Universal Pictures

Første sæson af den genialt morsomme NBC-serie “Eureka” – der består af 13 episoder – er netop sendt i handlen fra Universal Pictures. Det er en finurlig hybridserie, der er et eminent miks af science fiction, komedie og drama. Det er en serie, man ikke må snyde sig selv for, hvis man holder af velskreven tv-fiktion!

Man fristes til at udbasunere et rungende “Eureka!” (á la det, Arkimedes triumferende gjaldede) efter ens møde med serien af samme navn. NBC-serien “Eureka” (der kører på sin tredje, succesrige sæson) forener science fiction og komedie i en herlig, videnskabelige cocktail, der kan holde én fæstnet til tv-skærmen episode, efter episode, efter episode! Ja, man er faktisk i fare for (som undertegnede gjorde) at sluge alle episoderne på én og samme aften!

Forstil dig en by, der er totalt afskåret fra det øvrige land. Ikke blot er den skjult i dybe skove, nej den er også gemt godt af vejen ved hjælp af den mest moderne teknologi, der kan generere hologrambarrierer, der holder nysgerrige folk på afstand. En sådan by er Eureka! Ved et uheld ender U.S. Marshal Jack Carter (Colin Ferguson) i Eureka sammen med sin datter, den lettere kriminelle Zoe (Jordan Hinson).

Det bliver ikke blot starten på et nyt liv for de to strandede personer, det bliver også en ny æra for Eureka. For tilfældet vil det, at byens gamle sherif efterhånden har nået en alder, der gør ham moden til pension. Dette (sammenholdt med, at et mystisk fænomen har kostet ham det ene ben) betyder, at Jack Carter – i starten imod sin vilje – bliver taget i ed som byens nye, noget kluntede sherif.

Eureka er et videnskabeligt himmerige. Her lever USA’s bedste og mest intelligente videnskabsfolk side om side i hvad der er et statskontrolleret bysamfund. Intet slipper ud og intet slipper ind! Hermetisk lukket for omverdenen bliver der her udviklet den nyeste teknologi, der blandt andet sælges til militæret. Men ikke alt er fryd og gammen i dette intelligensens idealsamfund, der er spækket med potentielle mensa-klienter. Under overfladen lurer fjenden, der har infiltreret Eureka og nu suger hemmelighederne ud af byen. 

Jack Carter, der egentligt har mere end rigeligt at se til med sin småkriminelle teenagedatter Zoe, kastes for alvor ud på dybt vand, da han skal holde ro og orden i Eureka. En by, hvor hverdagen består i at nye opfindelser og videnskabelige eksperimenter skaber kaos og potentielle verdensødelæggende situationer. Men alt i alt klarer den nye sherif det nu ganske godt, men han havde jo også i sit tidligere job som U.S. Marshal (som han selv formulerer det) USA som sin arbejdsplads…

Især Colin Ferguson i rollen som Jack Carter leverer en suveræn præstation. Han skaber i Jack Carter en karakter, der er såvel umanerligt sjov som den er alvorlig og handlekraftig. Udover Ferguson, bør man bide mærke i Joe Morton, der som altmuligvidenskabsmanden Henry Deacon giver fint modspil til Ferguson. En charmerende karakter, der passer perfekt ind i Mortons CV, der jo spillede den superintelligente videnskabsmand Miles Dyson i James Camerons blockbuster “Terminator 2: Judgment Day” fra 1991.

Og hvis man er en sucker for lidt kærlighed, så byder serien også på et latent Mulder/Scully forhold mellem Carter og den smukke Alisson Blake (Salli Richardson). Så der er altså lidt for enhver smag i denne stærkt underholdende serie: drama, kærlighed, humor, mysterier og science fiction.

Serien er nyskabende, humoren genial og skuespillet ligeså. Det er en serie, der ikke må mangle i samlingen, hvis man elsker gode, velskrevne historier. Det eneste problem er, at anden sæson endnu ikke er udgivet herhjemme, så indtil dette sker, bliver jeg nødt til at se første sæson endnu en gang.

Læs også anmeldelsen af “Eureka: Sæson 1″ hos Fiktion & Kultur.

“Mad til folket” af Nikolaj Kirk fra Politikens Forlag

NYHEDER FRA BØGERNES VERDEN:

Nikolaj Kirks nye kogebog – Mad til folket – er netop udkommet fra Politikens Forlag.

Hjemmelavet mad tilberedt af gode råvarer, der smager og dufter af noget. Kogemanden Nikolaj Kirk, der kompromisløst går ind for håndlavet mad, giver i denne bog inspiration til god, let og lækker hverdagsmad i form af opskrifter på i alt 120 ´folkeretter´ fra ind- og udland, hvor der er skruet ned for kødet og op for det grønne.

Der er med Kirks eget ord ikke tale om nydelig, opstyltet ´dukkehusmad´, men opskrifter, der er enkle at gå til, og som giver hygge og god energi. Udgangspunktet for bogen er, at det at lave god, varieret mad fra bunden efterhånden hører til det vildeste for mange mennesker, der lever et moderne arbejdsliv. Det burde være en hverdagsting, og det vil Kirk gerne slå et slag for. 

INFO: 256 sider :: ISBN 9788756794039 :: Politikens Forlag :: 130,-

“Nimb HERMAN” fra Politikens Forlag

NYHEDER FRA BØGERNES VERDEN:

For halvandet år siden åbnede gourmetrestauranten Herman i det gamle Nimb i Tivoli med køkkenchefen Thomas Herman bag roret. Blot et år senere fik den her i foråret en stjerne i Guide Michelin.

Dette er historien om det første år på Herman. Om opstarten af en topmoderne og tidløs, eksklusiv restaurant i Carstensens gamle have i det eksotiske gamle Nimb-kompleks. Samtidig øser Thomas Herman ud af opskrifterne på de udsøgte gastronomiske perler, han og hans dygtige team har serveret for gæsterne i restauranten.

I forordet af Jacob Grønlykke beskrives Thomas Herman som kok til fingerspidserne og som et menneske, der er klinisk renset for enhver form for tvivl omkring sit professionelle virke. Hans drømme er blevet til virkelighed i kraft af hans faglighed og kunnen på et højt artistisk niveau, hans store kreativitet og kunstneriske talent. Og ikke mindst vision om at rehabilitere det danske køkken – skudt i gang med en timing, som kun de allerdygtigste besidder.

Bogen Nimb HERMAN afspejler de tanker, retter og oplevelser, Thomas Herman har haft siden restaurantens åbning, og den emmer af lys, luft og stor gastronomi. Som læser kan man glæde sig over en madhistorie, hvor folkene bag har tilladt sig at tænke stort, og nyde Thomas Hermans opskrifter på og den anerkendte madfotograf Claes Bech-Poulsen billeder af restaurantens udsøgte mad.

INFO: 250 sider :: ISBN 9788756793827 :: Politikens Forlag :: 500,-

“Det gode køkken” fra Politikens Forlag

NYHEDER FRA BØGERNES VERDEN:

Det gode køkken er en kogebog for kræftramte og deres familier, som gerne via kosten vil gøre noget selv for at øge sundheden og forebygge ny kræft, men den kan bruges af alle, der gerne vil spise sund, spændende og forebyggende mad.

Vi kan ikke beskytte os 100 procent imod kræft, men vi kan mindske risikoen for at blive ramt – f.eks. ved at blive mere bevidste om det, vi putter i munden.

Bogens opskrifter er baseret på research i den seneste forskning om kost og kræft og på baggrund af samtaler med de nogle af de førende danske forskere inden for feltet. I valget af råvarer til opskrifterne er forfatterne derfor helt bevidst gået uden om mejeriprodukter, rødt kød og de fleste forarbejdede fødevarer.

Bogen er skrevet af journalisten Lene Juul Bruun, der selv har haft kræften inde på livet, og af tv-kok og kogebogsforfatter Anne Hjernøe, bl.a. kendt fra AnneMad og Frilandshaven på DR2.

Læs anmeldelsen af AnneMad her: KLIK.
 

INFO: 200 sider :: ISBN 9788756793063 :: Politikens Forlag :: 250,-

“Fotografens øje: Dansk filmfotografi i 100 år” fra Lindhardt & Ringhof.

NYHEDER FRA BØGERNES VERDEN:

Dansk film høster kunstnerisk anerkendelse både herhjemme og i udlandet. Filmskuespillere bliver nationale berømtheder, manuskriptforfatterne forstår at trænge igennem til en større offentlighed, og instruktørerne får stjernestatus – men hvem fotograferer filmene?

Fotografens øje er det første samlede danske bogværk med fokus på filmfotografens kreative og tekniske bidrag til filmens visuelle æstetik. Med udvalgte nedslag i dansk filmhistorie formidler bogen filmfotografiets udvikling fra enkel og primitiv registrering frem til vor tids digitale og fortællemæssigt udfordrende filmbilleder. De enkelte nedslag er foretaget blandt både fiktions- og dokumentarfilm og på baggrund af tidshorisonten, stilistisk fornyelse og det særegne.

Udover artikler om filmfotografens samarbejde med filmholdets øvrige aktører, introduceres læseren for 38 filmfotografers personlige udsagn om deres rolle i dansk filmhistorie. Og endelig præsenteres bogens filmkanon gennem 20 artikelforfatteres bidrag om dansk films visuelle milepæle.

Bogen er gennemillustreret med frame grabs, der er specielt fremstillet til denne bog og suppleret med et stort udvalg af stillfotos, hvoraf flere aldrig før har været offentliggjort.

Bogen er redigeret og samlet af Dirk Brüel, Andreas Fischer-Hansen og Jan Weincke, der alle er erfarne filmfotografer med baggrund indenfor undervisning om filmfotografiet.

INFO:  360 sider :: Pris 499,95,- :: ISBN: 978-87-11-43799-5 :: Lindhardt & Ringhof

“Revolutionary Road” (2009)

Det er i år ti år siden, at Sam Mendes filmdebuterede blændende smukt med den tragikomiske “American Beauty”. Med sin ditto blændende smukke filmatisering af Richard Yates-romanen “Revolutionary Road” har han fjernet det komiske og skruet op for det tragiske. Filmen er ude på Blu-ray fra Paramount Pictures.

 Forstæder er ikke altid idylliske. Det er en kliche, det er en myte, som Sam Mendes nu to gange har punkteret. Selvom roserne er trimmede, græsplænerne velplejede og husene upåklageligt velholdte, så kan det være bedrag. Sådan er det i hvert fald hos Sam Mendes. Sådan er det i “American Beauty”. Sådan er det i “Revolutionary Road”.

Frank og April Wheeler (spillet nervepirrende intenst og gåsehuds- såvel som tårefremkaldende godt af Leonardo DiCaprio og Kate Winslet) har fundet en ægteskabsdræbende ro på Revolutionary Road, hvor den (ifølge Frank) håbløse tomhed råder. Der er ikke – som vejnavnet ellers indikerer – megen revolution bag de idylliske facader af familiær glæde og ægteskabelig harmoni. Håbløsheden er tomme tyk. Vejen ud af den grå hverdag, ud af håbløsheden, går via Paris, der for April står som en forløsningens by. Her kan svunden kærlighed, her kan forliste ægteskaber, igen blomstre og på ny slå rod.

Wheeler-parrets ægteskab hviler på et usikkert fundament, og den stille revolution bliver til åben krig, da Frank (i stedet for at vælge en boheme-tilværelse i Paris med familien) siger ja til en forfremmelse på jobbet. Nu er den borgerlige facade eftertrykkeligt krakeleret. Hvad der udadtil fremstod som et uangribeligt og udadleligt ægteskab for parrets venner, afslører sig nu som værende et samliv levet i og båret af smerte.

Filmens tagline, filmens motto, opsummerer på smukkeste vis dens essens: How do you break free without breaking apart? Dette er selve kernespørgsmålet, den filosofiske grundsten, der måske mere optager April end Frank. De er begge fanget i et limbo af stilstand, men hvor April aktivt forsøger at grave sig ud, da vælger Frank at grave sig længere ind i den verden af bekvemmelighed, et liv uden stillingtagen, uden handling, repræsenterer. Han evner med andre ord ikke oprøret, og den omstyrtende revolution forbliver et svirrende fatamorgana til trods for, at han kan se den håbløse tomhed. April udtrykker præcist Franks manglende evne til selvrealisering: It takes backbone to lead the life you want, Frank. Rygrad, som Frank ikke har.

Sam Mendes har på smukkeste vis iscenesat DiCaprio og Winslet, der klæder hinanden så ekstraordinært godt, i en af sidste års absolut bedste film. Ulykkeligheden og tilværelsens ulidelige konformitet ætser sig smertefuldt igennem skærmen og rammer os lige i hjertekulen. Manuskriptet er formfuldendt, og ordvekslingen bliver leveret knivskarpt og med gribende præcision af to af vor tids mest talentfulde skuespillere. Også birollerne er besat med dygtige skuespillere, og den noget nær altid suveræne Kathy Bates leverer en fin præstation som en lettere snogagtig (eller, sagt blidere, vægelsindet) ejendomsmægler.

Filmens sansemættede fotografering lagrer sig i bevidstheden som billedliggjort smerte. Der er ingen filtre, der skærmer os fra den ulidelige tomhed, April og Frank lever i. Næroptagelserne af April fungerer som en rød tråd filmen igennem. Hun stirrer nærmest kataleptisk ud gennem husets store panoramavinduer, ud imod livet og en (u)mulig fremtid. Fotograferingen skaber på smukkeste vis et hudløst ærligt og nærgående studie af to menneskers psykiske deroute.

Den amerikanske digter Robert Frost skrev i 1920 digtsamlingen “Mountain Interval”, hvori man finder hans smukke digt “The Road Not Taken”. Man genfinder i digtet en tematik, der slående matcher den, man finder i “Revolutionary Road”. Digtet handler ikke blot om den vej, vi vælger, men i lige så høj grad om den, vi fravælger. Der ligger altså i et hvert valg et fravalg, og Frost lader os i sidste vers forstå, at man skal vælge med omhu – for det er ens valg, der gør forskellen. Som et ekko gennem filmen lyder det, at vi skal handle, når chancen byder sig. For livet består kun af så og så mange chancer, og når de alle er passeret forbi én, uden at man har grebet dem, da risikerer man at sidde tilbage med … ja med håbløs tomhed.

Læs også anmeldelsen af “Revolutionary Road” hos Fiktion & Kultur.

“Berlinmuren” af Frederick Taylor

NYHEDER FRA BØGERNES VERDEN:

Efter DDR’s oprettelse i 1949 blev det hurtigt tydeligt for landets ledelse, at borgere i tusindvis flygtede til Vesten via Berlin og truede det socialistiske arbejder- og bondeparadis’ eksistens. Derfor forberedte en lille, sluttet kreds i DDR-ledelsen i dybeste fortrolighed en nødplan – Operation Rose – som blev sat i værk den 13. august 1961: I nattens mulm og mørke blev pigtråden rullet ud langs grænsen mellem Øst- og Vestberlin, og i løbet af de kommende dage, måneder og år cementerede man grænselukningen med den mur, som i de følgende årtier delte berlinerne og blev selve billedet på Den kolde Krig – en delt by i en delt verden.

Berlinmuren er en tankevækkende for tælling om den kyniske koldkrigermentalitet, Muren var et produkt af, og om de menneskeskæbner, den beseglede. Den britiske historiker Frederick Taylor beretter om Berlin i Murens skygge – om DDR-bossernes menneskefjendske forsøg på at holde sammen på det kommunistiske Tyskland og om DDR-borgernes desperate og spektakulære flugtforsøg – de vellykkede såvel som de tragiske.

Bogen er udkommet fra People’s Press.

“Tyskland: Europas hjerte. Et essay” af Per Øhrgaard

NYHEDER FRA BØGERNES VERDEN:

“Tyskland. Europas hjerte” er et essay om Tyskland fra 1945 til i dag. Professor, dr. phil. Per Øhrgaard giver i denne bog et både sagligt og personligt overblik over perioden fra den tyske kapitulation i maj 45 til finanskrisens følger i 2009 med nedslag om den tyske deling og dens forhistorie, omgangen med den vanskelige fortid, DDR og Berlinmuren, 68-oprøret, RAF-terrorismen og det i 1990 genforenede Tyskland. Øhrgaard gør plads til både de store politiske dramaer og til de kulturelle strøminger.

“Tyskland. Europas hjerte” er en indsigtsfuld introduktion til et land, som har haft og stadig har den største betydning for Europas udvikling – og for Danmark.

Bogen er ude fra Gyldendal.

 

“Muren” af Jan Bo Hansen

I forbindelse med Murens fald i 1989, har Gyldendal udgivet Jan Bo Hansens “Muren”. Forlaget skriver følgende i deres pressemeddelelse:

”Muren” er beretningen om murens tilblivelse i 1961, livet i Berlin på begge sider af muren de efterfølgende årtier og til sidst murens fald i 1989. Først og fremmest er ”Muren” en spændende beretning om det stormagtspolitiske spil, der muliggjorde både murens tilblivelse og dens kollaps.

Naja Marie Aidts “Alting blinker” fra Gyldendal

Den 23. november er Naja Marie Aidt aktuel med sin seneste digtsamling “Alting blinker”, der udkommer hos Gyldendal.

Fra Gyldendals pressemeddelelse:

“Digte om pludselig at befinde sig et andet sted i verden, om at føle sig fremmed, men også om at vinde nyt land og trænge ind i nye betydninger, sprog og historier. En letlæselig, humoristisk, absurd tone præger mange af teksterne.”

Jan Sonnergaard: “Gamle historier” fra Gyldendal

Den 5. november sendte Gyldendal Jan Sonnergaards “Gamle historier” i handlen. Det drejer sig om 15 morsomme, bizarre nye og gamle historier, som ikke ret mange kender til, da kun et par af dem har været udgivet i bogform. Den ældste novelle er fra 1990, den yngste fra 2008.

Laurence Oliviers “Hamlet” og “Henry V” på Blu-ray.

Da Kenneth Branagh debuterede som Shakespeare-instruktør i 1989 med “Henry V” – en fortolkning, han fulgte op med “Much Ado About Nothing” (1993), “Hamlet” (1996), “Love’s Labour’s Lost” (2000) og “As You Like It” (2006) – markerede han sig som den mest ihærdige fortolker og iscenesætter af renæssance-dramatikerens værker i nyere tid.

Men før Branagh gav os ovenstående, havde en anden (måske den største) Shakespeare-instruktør og skuespiller mejslet sit navn ind i filmhistorien med “Hamlet” (1948) og “Henry V” (1944). Instruktøren, der er tale om, er naturligvis britiske Laurence Oliver, der i øvrigt døde i 1989: altså samme år, som Branagh debuterede med sin “Henry V”-version.

Nu kan begge disse Olivier-film – “Hamlet” og “Henry V” – erhverves på Blu-ray i flot, restaureret stand. Begge film er blevet testet af DVDBeaver, hvor man kan se forskellen på henholdsvis dvd- og Blu-ray-udgave. Se “Hamlet”-shots HER og “Henry V”-shots HER.  

Onde børn i horrorfilm: “Orphan” på Blu-ray.

Det vrimler med onde børn i horrorfilmhistorien. I denne særegne subgenre finder man klassikere som William Friedkins “The Exorcist” (1973), Richard Donners “The Omen” (1976), Anton Leaders “Children of the Damned” (1964) og Fritz Kiersch “Children of the Corn” (1984). Der er her tale om nogle virkelig scary kids!

Nu er Jaume Collet-Serras “Orphan” (2009) blevet udgivet på amerikansk Blu-ray. Hvis man frygter onde børn mere end noget andet, så skal man nok ikke sætte sig til rette i sofaen med denne film. Den skriver sig ind i subgenren med et af de ondeste pigebørn, man kan forestille sig. Den amerikanske filmkritiker Roger Ebert skriver blandt andet i sin positive anmeldelse af filmen, at:

After seeing “Orphan,” I now realize that Damien of “The Omen” was a model child. The Demon Seed was a bumper crop. Rosemary would have been happy to have this baby. Here is a shamelessly effective horror film based on the most diabolical of movie malefactors, a child. Læs Eberts anmeldelse her: KLIK.

Og jeg som troede, at intet kunne overgå Damien i infantil ondskab…

Filmen er blevet taget under kyndig behandling af DVDBeaver, hvor man kan se nogle ret lækre screen shots fra filmen. Og hvis man gerne vil læse lidt mere om onde børn, så har filmforskeren Rikke Schubart begået dette interessante indlæg – “Så dræb dog de satans unger” – på Hollywoodbloggen.

“Fight Clubs” 10års jubilæum fejres på behørig vis.

Én af de største filmoplevelser, jeg har haft, var da jeg første gang så David Finchers rutsjebanetur af en film – “Fight Club” – i biografen. Det var et visuelt overflødighedshorn, der bjergtog mig med sine smukt komponerede og stærke billeder.

Jeg var solgt til stanglakrids over den dunkende og pulserende rytme, filmen udgjorde. Jeg var fascineret af Edward Nortons og Brad Pitts præstationer. Og jeg var imponeret over David Finchers eminente måde at omskabe Chuck Palahniuks ord, Chuck Palahniuks roman, til levende billeder.  Nu – ti år (og mange gensyn) efter filmens tilblivelse – udgives “Fight Club” på Blu-ray i forbindelse med dens 10års jubilæum.

DVDBeaver har i den forbindelse taget filmen under kærlig behandling og set nærmere på transformeringen fra dvd til Blu-ray (fra larve til sommerfugl) og resultatet er forbløffende. Hvis man er fan af Fincher, så må man, så skal man, partout og uden diskussion, have fat i “Fight Club” på Blu-ray. Det er en fantastisk film, der nu tager sig bedre ud rent visuelt, end den nogensinde tidligere har gjort.

Tjek en sammenligning af dvd- og BD-udgaven hos DVDBeaver og køb “Fight Club” HER.

DF 20: Double Indemnity (1944)

Mine favorit film noirs tæller – foruden John Hustons “The Maltese Falcon” (1944) og Howard Hawks’ “The Big Sleep” (1946) – nu også Billy Wilders “Double Indemnity” (1944). Sidstnævnte – som jeg så for første gang i går aftes – har den klassiske film noir-opbygning: en mandlig karakter lader sig forføre af en udspekuleret femme fatale.

Phyllis (Barbara Stanwyck) er blevet træt af sin mand. Hun gider ham ikke, han keder hende. Men da skilsmisse ikke kan komme på tale, allierer hun sig med forsikringsagenten Walther (Fred MacMurray), som er betaget af den (viser det sig) mordsøgende kvinde. De planlægger sammen at skille sig af med ægtemanden, så de efterfølgende kan hæve den høje forsikringssum på 100.000 dollars – så let kommer det dog ikke til at gå.

Walthers chef (spillet af altid suveræne Edward G. Robinson) finder hurtigt ud af, at ikke alt er, som det skal være. Han begynder selv at undersøge sagen, og jo tættere, han kommer på sandheden, jo sværere bliver det for Walther at holde masken.

Filmen er et pragteksempel på film noir, og cinematografien er et studie i skygger, der væver sig ind og ud af hinanden. Jeg ser frem til, at mine tre favorit film noirs bliver udgivet på Blu-ray … det fortjener de!

DF 19: Seed of Chucky (2004)

Tom Hollands “Child’s Play” (1988) er en moderne horrorklassiker, der indtil videre har affødt fem film i serien om den morderiske dukke Chucky. Desværre er filmserien blevet gradvist dårligere og dårligere, og den femte i serien – “Seed of Chucky” (2004) – er en plotamputeret latterliggørelse, der hverken fungerer som horror eller som komedie. Det er en bastard, som man bedst styrer udenom.

Chucky og Tiffany er blevet forældre til den tvekønnede Glen/Glenda. Desværre – især til Chuckys frustration – deler Glen/Glenda ikke forældrenes psykopatiske lyst til mord. Det betyder, at stakkels Glen/Glenda gentagende gange er vidne til forældrenes bizarre mordtogter, hvilket naturligvis præger ham/hende – og ikke i den sunde retning.

Igen er det jagten på legemliggørelse, der driver dukkerne – de vil slippe ud af det fængsel, deres gummikroppe er. I hvert fald indtil Chucky begynder at fostre eksistentielle tanker, for vil han – når han får en krop af kød og blod – bevare samme ikoniske status som modbydelig seriemorder, eller vil han miste den?

Denne gang er det Don Mancini, der sidder i instruktørstolen. Det har han desværre ikke evnet særlig godt. Han har tidligere skrevet manuskript til alle øvrige film, men i dette pt. sidste kapitel i sagaen om Chucky, ja der har han fejlet med både instruktion og manuskript. Det kræver sin mand (eller kvinde) at holde sig fra fjernbetjeningens sluk-knap.

DF 18: Kramer vs. Kramer (1979)

Da Avery Cormans roman om ægteparret Ted og Joanna Kramer udkom i 1977 skabte den kraftige dønninger i samfundet i henhold til, hvorledes forældremyndighed skulle debatteres og tildeles i skilsmisseøjemed. I dag er romanen – og dens forfatter – gledet i glemsel, men “Kramer vs. Kramer” lever fortsat i kraft af Robert Bentons formidable filmatisering fra 1979, der i år kan fejre sit tredive års jubilæum.

Det er en sorgbetynget Joanna Kramer (Meryl Streep), der indleder filmens første scene. Hun sidder på sin søns værelse og forbereder sig mentalt på at forlade familien. Hun magter ikke længere ægteskabet. Hun magter ikke at være den hjemmegående husmor, der skal tilpasse sig et kvindeideal, som hun er alt for selvstændig til.

Ted Kramer (Dustin Hoffman) – karrieremenneske og arbejdsnarkoman – har levet i en boble, hvor alt har centreret sig om at finpudse sin løbebane som succesrig reklamemand. Hvad han ikke er klar over er, at boblen er ved at briste.

“Kramer vs. Kramer” leverer et hjerteskærende, et tårefremkaldende, portræt af en fars kamp for forældremyndighed. Én af de ting, der gør filmen så djævelsk god er, som også amerikansk filmkritiks grand old man – nestoren Roger Ebert – påpeger i sin anmeldelse fra 1979, at filmen ikke forsøger at skabe antipati omkring Joanna Kramer og hendes valg, men skildrer to menneskers kærlig til – og kamp for – deres søn. Brillant film, brillant skuespil, uforgængelig klassiker.  

DF 17: Alien (1979)

I år er det 30 år siden, at Nostromo første gang gled lydløst igennem rummet blot akkompagneret af Jerry Goldsmiths myrekrybende gode intro-track. Det er 30 år siden, at Ripley (Sigourney Weaver) første gang mødte det H.R. Giger-skabte rumvæsen, der på så ubehagelig facon gør sin entré via Kanes (John Hurt) mave. Det er 30 år siden, at jeg første gang blev  klar over, at In space no one can hear you scream.

Ridley Scotts “Alien” er et mesterværk.  Filmen er et mørkt, klamt og virtuost fortalt stykke science fiction-horror, der stadig dagen i dag kan give gåsehud, når man med jævne mellemrum genser den.

Noget af det, der gør filmen så fandens god, er, at Ridley Scott mestrer minimalismen. Han ved, at less is more. Han ved, at man ikke skal tæppebombe seerne med CGI-effekter for at skabe den intense stemning, der gennemsyrer det dystre miljø ombord på Nostromo.

Her på filmens 30års fødselsdag har Ridley Scott offentliggjort, at han vil instruere den femte film i serien – en prequel - der pt. er sat til at få biograf-release i 2011. Det skal blive spændende at se, om Scott kan løfte filmseriens niveau, der gradvist – ikke mindst pga. “AvP”-filmene – er dalet stødt. Og så kan man i øvrigt også glæde sig til, at SF-Film/FOX sender filmen ud på Blu-ray i løbet af 2010.

 

“Sov som de døde” af Annika von Holdt

Annika von Holdts nye krimi-thriller “Sov som de døde” – der er udkommet på Lindhardt & Ringhof – er en pageturner af den gåsehudsfremkaldende slags, der holder én fastlåst i læseekstase fra første til sidste side.

Der er ingen kære mor hos Annika von Holdt, der i sin seneste roman skriver nogle modbydelige psykopater frem. Det er litterær torture porn, der skaber nogle ret bizarre og ulækre billeder på ens indre nethinde, efterhånden som man kommer ind i romanens betændte univers.

Bogens hovedperson, Máire Ann Mercer, bliver uforvarende hvirvlet ind i en sag om bortførte, mishandlede og torturerede kvinder, da hun en stormfuld nat, på en ensom landevej langt fra alt og alle, påkører en ung kvinde. Det viser sig, at kvinden er flygtet fra en sadistisk psykopat, der har holdt hende indespærret i en kælder, hvor han ikke blot har misbrugt hende seksuelt, men også udført bizarre, medicinske eksperimenter på hende.

Forgæves forsøger hun at få det lokale politi overbevist om, at der er en psykopat på færde. Da de ikke vil lytte til hendes historier om den påkørte kvinde, tager Máire Ann sagen i egen hånd. Det viser sig at blive starten på en ubehagelig rejse ind i en psykopats forskruede torturunivers.

Annika von Holdt – der tidligere har skrevet “Nattetimen” og “Hjemsøgt” – er ikke en stor sprogæstet. Hendes force er, at hun formår at bibeholde en intens spænding fra første til sidste side. Hun skriver pageturner-litteratur, der kan holde én vågen til langt ud på de små timer. Hendes roman er heller ikke nyskabende indenfor genren, hvilket ikke er et minus, men lægger sig i forlængelse af f.eks. Karin Slaughters romaner.

Hvis man har brug for en solid omgang eskapistisk krimilitteratur, der læser sig med 100 kilometer i timen, så skal “Sov som de døde” hermed være anbefalet.

DF 16: X-Men Origins: Wolverine (2009)

Jeg nød Bryan Singers første “X-Men” fra 2000, jeg var underholdt af selvsammes “X2″ fra 2003 men jeg var skuffet over Brett Ratners hule “X-Men: The Last Stand” fra 2006″, der bedst kan beskrives som “plat frem for plot”.

Samme indstilling har jeg til Gavin Hoods “X-Men Origins: Wolverine” fra 2009, der kunne have været interessant, men som lader sig forlede af kliché på kliché på kliché. Det, sammenholdt med plottets kedsommelighed og forudsigelighed, gør filmen til en kønsløs og karakterkedelig omgang CGI-fyrværkeri. Det skal der naturligvis også være plads til, men i min verden behøves det ene nødvendigvis ikke at ske på bekostning af det andet.

Filmen beretter i hidsigt tempo om Jærvens aka Wolverines oprindelse – hans liv og levned – og centrerer sig om én specifik konflikt: at redde nogle mutanter ud af kløerne på den onde, onde general William Stryker, der spilles af Danny Huston. Huston er i øvrigt noget bedre som ond vampyr (“30 Days of Night“) end han er som ond general. Som letbenet søndagsunderholdning glider denne første “Origins”-film uhindret ned, men hvis man vil have en mere interessant film i genren, så bør man skele til f.eks.”Iron Man” eller de to første film i “X-Men”-serien.